- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
382

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Muhammed ibn Abdallah ibn Abd-el-Muttalib

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Gang; dens dogmatiske Bygning undergik
under selve den profetiske Virksomhed
betydelige Forandringer. Hovedtanken, som bestandig
fastholdtes, fraregnet et enkelt, kortvarigt,
uheldigt Forsøg paa et Kompromis med det
gl. Hedenskab, hvorved der indrømmedes
dettes Guder reel Eksistens, var Hævdelsen af det
monoteistiske Princip: »Der gives ingen Gud
uden den ene sande«, hvortil saa som
Trosbekendelsens andet Led føjedes det mere
personlige »og M. er Guds Udsending« (arab. la
ilâha illa ’llâhu wa muhammadun rasûlu ’llâhi
).

Det behøver næppe at bemærkes, at den
tidligere Betragtning, der affærdigede M. med
at stemple ham som en bevidst Bedrager og
intet andet, aldeles ikke er holdbar. Det er
vist nok, at Profetens Aabenbaringer i visse
Tilfælde gør Indtryk af at være »bestilt
Arbejde«, ved en enkelt Lejlighed endog dikteret
af ret lave, personlige Motiver, som da han
ved en særlig Aabenbaring aftvang sin frigivne
Slave Zajd hans skønne Hustru Zajnab (Kor.
XXXIII, 37). Men disse Spor af Charlataneri
er dels i sig selv ingenlunde talrige, dels
skriver de sig alle fra M.’s senere Periode, da
hans Magt var fæstnet, og han kunde tillade
sig, hvad han vilde; de første Aars Aabenbaringer
er alle afgivne i fuld Oprigtighed; M. var
selv overbevist om at modtage dem udefra. Det
var vel næppe tænkeligt, at der kunde
frembringes et Værk, som nu i 13 Aarh. har været
bestemmende for Milliarder af Menneskers
Livsførelse og Tankegang, hvis Skaberen ikke
selv havde troet derpaa. Og hvad der er
endnu mere afgørende, det lader sig aldeles ikke
forklare, hvorfor M. skulde have valgt
aarelange Trængsler og Forfølgelser, tilmed i den
længste Tid uden megen Udsigt til en endelig
Sejr, saafremt han ikke selv havde følt sig
overbevist om Sandheden i sin Forkyndelse
og Rigtigheden af sin Mission.

Thi det første Aarti af hans profetiske
Virksomhed blev en saare trang Tid. M.’s
Livsanskuelse havde i Beg. en asketisk Karakter, og
hans Forkyndelser var i Overensstemmelse
dermed. Men for sligt var der intet gunstigt
Publikum at finde i de toneangivende Kredse i
Mekka; de bestod af et epikuræisk anlagt
Handelsaristokrati, der kun var betænkt paa at
udnytte Fordelen ved Byen som
Pilegrimsrejsernes Maal, men som ingen Sans havde for
religiøse Spekulationer og mindst af alt for
saadanne, der kunde føre til Verdensforsagelse
og Askese. De betragtede M. som gal og, da
han blev ved med sine Prædikener, som en
samfundsfarlig Person. M. skyldte kun sin
Onkel Abū Tâlib’s Beskyttelse, at han forblev
uantastet; thi ihvorvel denne ingenlunde delte
Brodersønnens Anskuelser og endog gik i sin
Grav som en forstokket Hedning, vilde det
dog efter oldarabiske Begreber have været en
Plet paa hans Ære, om han ikke havde sat alt
ind paa at forsvare M., uanset hvad denne end
sagde ell. gjorde. M.’s første Tilhængere blev
hans trofaste Khadidja, nogle Slaver og hans
senere Svigerfader, den ædle Abu Bekr, den
første Kalif. Først 617 vinder han en Proselyt,
der bliver af afgørende Bet. for hele Islam,
nemlig Omar, senere den anden Kalif, et af
Verdenshistoriens største politiske Genier.
Han blev den ofte svage Profets vældige Støtte;
»han anerkendte Overlegenheden i den ensidige
Genialitet hos M., fra hvem han mente at høre
Guds Røst, men i alle alm. Forhold vaagede
han over ham som over et Barn«. M. havde
været paa gode Veje til at indpode det kristne
Munkevæsens Forsagelse og Ydmyghed i
Islam; det blev Omar, som gav den ny Tros
Bekendere den religiøse Selvbevidsthed og det
broderlige Sammenhold, som senere altid fulgte
Islamitten.

Imidlertid antog Forholdet til Mekkanerne
en stadig skarpere Karakter, efterhaanden som
Profetens lille Menighed langsomt voksede til.
Allerede 616 havde enkelte af de Troende, der
ikke havde saa mægtig Slægt som M. selv, søgt
at unddrage sig Forfølgelserne ved Flugt til
Abessinien. Og til sidst blev Situationen aldeles
uholdbar. Efterhaanden udvandrede M.’s
Tilhængere i smaa Skarer til Medina, og til sidst
fulgte han ogsaa selv med i Sommeren 622;
denne Bortrejse fra Hjemmet (Hedjra) blev
Udgangspunkt for den muhammedanske
Tidsregning; den arab. Tradition har udsmykket
Fortællingen om de Farer, Profeten her udstod,
med en Mængde Legender, der beretter om
de guddommelige Magters direkte, beskyttende
Indgriben.

Det viste sig hurtig, at de Mekkanere havde
Ret, som under de Sammensvornes
Raadslagninger havde hævdet, at M. vilde blive langt
farligere uden for Mekka end i Byen. Ved hans
Ankomst til Medina hyldedes han med Jubel
af den ventende Menighed, og her fandt han
snart villigere, ny Tilhørere for sin
Forkyndelse. I Medina spillede ogsaa Jøderne en stor
Rolle, og M. søgte at vinde disse ved alle
Haande Tilnærmelser; først senere, da
Jøderne bestandig vægrede sig ved at have noget
med ham at gøre, slog Profeten om og
forfulgte dem i sine Prædikener og i sin Politik
med største Strenghed.

For at skaffe sig Hævn og Subsistensmidler
organiserede M. nu ligefremme Plyndringstog
mod Mekkanernes Karavaner. Medens han før
blot havde været Profet, blev han fra nu af
Politiker og Feltherre og fandt her Anvendelse
for sin ejendommelige Begavelse i dens fulde
Udstrækning. I Marts 624 hjembragte Islam’s
Vaaben den første egl. Sejr i Slaget ved Bedr;
der har vel næppe nogen Sinde fundet nogen
Kamp Sted, hvor Hærenes Faatallighed (paa
hver Side nogle Hundreder) staar i et saa
stærkt Modsætningsforhold til Udfaldets Bet.;
den Dag grundlagdes Islam som
Verdensreligion. Det var Anvendelsen af Fodfolk og
Indførelsen af en fast Disciplin, som havde skaffet
M. Sejren; det var de to samme militære
Ejendommeligheder, som i den flg.
Menneskealder skulde gøre Islam’s Vaaben til en Skræk
for hele Orienten. Ved denne heldige Kamp
steg Profetens Anseelse saaledes, at ikke
engang Nederlaget ved Ohod 625 kunde knække
den; heldigvis for hans profetiske Autoritet
tabtes Slaget ved, at nogle Underanførere
forandrede hans Dispositioner, og da han paa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0402.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free