- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
383

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Muhammed ibn Abdallah ibn Abd-el-Muttalib - Muhammed

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forhaand havde lovet sine Tilhængere Sejren,
kunde han nu dække sig ved at fremstille
Nederlaget som en retfærdig Straf for deres
Ulydighed. Ved Mekkanernes Mangel paa
Sammenhold og deres Savn af en virkelig Fører
blev de ude af Stand til at forfølge den vundne
Sejr.

De flg. Aar fortsattes baade
Missionsvirksomheden bl. de arab. Stammer og Kampen mod
Mekka. Denne Bys Aristokrati fik nu Øjnene
op for, at Kampen gjaldt mere end deres
Handelskaravaners Sikkerhed, og de besluttede at
rette et afgørende Slag mod hele den
islamitiske Menighed. I Foraaret 627 brød de op mod
Medina, men M. havde befæstet Byen med en
Grav, som sikrede den mod Kavaleriets
Angreb, og den flg. Belejring, »Kampen ved
Graven«, som den hedder, opløste sig i en Række
betydningsløse Skærmydsler. Den uvante
Krigsførelse trættede Mekkanerne, og snart begav
de sig hjem med uforrettet Sag.

Belejringen af Medina var det sidste,
kritiske Punkt i Profetens bevægede Liv. Fra nu
af er dette et uafbrudt Sejrsløb; den ene
Stamme slutter sig til ham efter den anden;
den vigtige jød. Stad Chaibar erobredes,
hvorved Befolkningen behandledes med uhørt
Grusomhed; der udsendtes Gesandtskaber til
fremmede Fyrster, deriblandt til den koptiske
Hersker i Ægypten og til de pers. og byzantinske
Provinsguvernører paa Arabiens Grænse;
Gesandterne skulde opfordre disse til at antage
Islam. Naturligvis gav de — med Undtagelse
af den koptiske Fyrste — et haanligt ell. intet
Svar; men Begivenheden er i sig selv ikke
mindre betydningsfuld; den er Islam’s første, svage
Tilløb til at blive en Verdensmagt. Samtidig
hermed organiserede M. indadtil sin Menighed,
nærmest som en Slags Militærstat; de af
Profeten givne Antydninger udførtes senere i det
enkelte af Omar.

Imidlertid fortsattes Kampen mod Mekka;
Helligdommen Kaaba havde M., med genial
Forstaaelse af dette Samlingspunkts nationale Bet.,
fra Hedenskabet taget op i sin ny Religion;
Kaaba var jo Abraham’s Hus og derigennem
knyttet til den religiøse Tradition om de
gammeltestamentlige Patriarker, som M. dristig
havde gjort til sine Forgængere og
Forberedere. Baade af politiske og af religiøse Grunde
var Besiddelsen af Mekka for M. en conditio
sine qua non
, og endelig 630 slaar Triumfens
Time. Mekka faldt, men Profeten var klog nok
til ikke at sætte det ydre Stempel paa sin Sejr
ved et højtideligt Indtog, før Erobringerne i
det øvrige Arabien var fuldstændig sikrede.

Den asketiske Tendens, der havde
karakteriseret Profetens Liv og Lære i Beg. af hans
Optræden, var, efterhaanden som hans Held
steg, traadt mere og mere i Baggrunden,
særlig i Forholdet til Kvinden. Efter Khadidja’s
Død blev Profetens Harem stadig udvidet, og
hans erotiske Løssluppethed blev oftere
Anledning til en Forargelse, som kun hans
umaadelige personlige Autoritet hindrede i at være
farlig. Bl. M.’s senere Hustruer maa særlig
fremhæves den ovenn. Zajnab samt Aischa,
Datteren af Abu Bekr, den første Kalif; Aischa
var den, der havde størst Indflydelse paa
Profeten, ikke sjælden i uheldig Retning, og i de
efter hans Død opstaaede Familiestridigheder
og Borgerkrige fik hendes intrigante Karakter
kun alt for ofte Lejlighed til at gøre sig
gældende, ikke mindst over for M.’s Svigersøn, Ali.

De seksuelle Udskejelser i Forbindelse med
det opslidende og anspændte Liv, M. havde ført,
gjorde ham tidlig gammel, saa meget mere
som han aldrig havde været særlig stærk.
Efter at have fejret sin Triumf i Mekka syslede
han med Planer til et stort Tog mod det
byzantinske Rige, som dengang ejede Syrien, men
under disse Forberedelser ramtes han af en
Feber, der hurtig nedbrød hans Kraft. En af
de sidste Dage forlangte han Skrivetøj for at
opsætte et Testament, men hans Omgivelser
opfyldte ikke hans Forlangende, sandsynligvis
af Frygt for, at han skulde træffe
Bestemmelser, der ikke var efter deres Ønsker. Herved
forklares maaske ogsaa den mærkelige
Kendsgerning, at M. ikke selv efterlod nogen
Anordning af det vigtige Spørgsmaal om en
Efterfølger. Han blev begravet i Aischa’s Hytte,
paa selve det Sted, hvor han var død; senere
blev Hytten nedrevet og en Moské opført paa
Pladsen (se Medina). (Litt.: A.
Sprenger
, »Das Leben und die Lehre des
Mohammad« [3 Bd, Berlin 1861—65]; Th. Nöldeke,
»Das Leben Muhammeds« [Hannover 1863];
Grimme, »Mohammed« [2 Bd, Münster
1892—95]; Fr. Buhl, »M.’s Liv« [Kbhvn 1903],
vistnok den bedste af alle eksisterende
Levnedsbeskrivelser af M.).
J. Ø.

Muhammed, Navn paa 6 tyrkiske Sultaner:

1) M. I (1403—21), en af de mange
Dygtigheder i den ældre Periode af Osmannernes
Dynasti. M.’s Fader, Bajesid Ilderim, var 1402
blevet overvundet og fanget af Timur i det
store Slag ved Angora; men takket være M.’s
Energi svækkede denne Begivenhed kun i saare
ringe Grad Osmannerrigets frodige Fremvækst.
M. delte i Beg. Magten med sine Brødre, men
efter en Rk. blodige Kampe sikrede han sig
Eneherredømmet og regerede siden med stor
Omsigt og Energi.

2) M. II (1451—81), med Tilnavnet
el-Fattâch, Erobreren, ell. Böjük, den Store.
Allerede fra 1444 havde han et Par Gange
forsøgsvis delt Tronen med sin Fader, og kun to
Aar efter at han var blevet Eneherre,
lykkedes det ham at fuldstændiggøre det
byzantinske Riges Undertvingelse ved Erobringen af
Konstantinopel (29. Maj 1453), og hele hans
øvrige Regering blev en fortsat Række Kampe
til Udvidelse af det osmanniske Riges
Grænser, mod NV., V. og Ø. M. var en overlegen
Personlighed, der, skønt en stor Del af hans
Liv tilbragtes i Felten, sad inde med hele sin
Samtids orientalske Dannelse og tillige var
fuldt fortrolig med Vestens Kultur; saaledes
roses hans udstrakte Kundskaber i Latin og
Græsk. I sin Politik var M. haardhændet og
hensynsløs, hvad der i adskillige hist.
Fremstillinger har foranlediget stærke Angreb paa
hans Karakter.

3) M. III (1595—1603), en blodig Tyran, der
for at sikre sig Herredømmet myrdede sine 19

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0403.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free