Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Muldvarpe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vældige lange og brede Gravekløer, er blevne
store og flade, og end yderligere, idet der paa
Indersiden af Mellemhaanden er udviklet en
stor halvmaanedannet, flad Seneknogle.
Baglemmerne er ikke paafaldende kraftige, men
rykkede stærkt tilbage og drejede, saa at
Poterne vender noget udad, hvorved de kan
skubbe godt efter under Gravningen. Pelsen er
glinsende sort, med graaligt Skær, kort og
fløjelsblød; ikke helt sjældent findes helt eller
delvis hvide ell. orangegule Individer.
Som Bygningen antyder, tilbringer M. den
meste Tid under Jorden, kun sjælden og da
mest i Parringstiden kommer de frivillig frem;
ogsaa de unge Dyr kommer jævnlig op paa
Overfladen og bliver da let et Bytte for Storke,
Ræve, Katte o. l.; de sidstnævnte fortærer dem
dog aldrig, og derfor findes M. forholdsvis ofte
døde liggende paa Veje og Stier; enkelte
Gange har man set dem svømme. Paa et sikkert
Sted under en Trærod, et Stengærde ell. blot
under en Tue anlægger M. sin faste Bopæl,
et rundt Bo, udforet med Straa og Rodtrævler;
herfra udstraaler Gange, der fører ud til
Jagtterrainet. Her føres stadig ny Jagtgange videre
frem, og de gl. afsøges paa de
Fourageringsture, M. Morgen, Middag og Aften foretager;
Jorden gennemrodes omhyggelig med Trynen,
og Byttet findes udelukkende ved Lugtens
Hjælp; naar ny Gange graves, skydes den
løsgravede, overflødige Jord ved Hovedets og
Forlemmernes Hjælp op i de kendte
Muldvarpeskud. Hver M. vogter nøje sit Distrikt og
taaler ingen andre der; Parringen falder i
Marts, og c. 6 Uger efter føder Hunnen i sit
Bo oftest 4—6 nøgne, blinde Unger, der hurtig
vokser til, omhyggelig vogtede af Moderen, der
ofte maa forsvare dem tappert mod Hannen.
Medens M. nemlig hellere dør af Sult, end den
rører Planteføde, kaster den sig graadig over
ethvert mindre Dyr, som den træffer i sine
Gange. Mødes to M., kæmper de gerne, til den
ene bukker under, hvorefter den bliver fortæret
af Sejrherren. Ligesaa æder de gerne
Museunger, Frøer, Snegle, Firben, Fugleunger og
Insekter, men først og sidst gaar det dog ud
over Regnormene. Hele Aaret rundt — M.
ligger ikke i Dvale — findes der fuldt af dem i
dens Mave og Tarm, hyppig er der slet ikke
andet. Den griber Regnormene i Forenden og
stryger med Forpoterne ned ad denne,
saaledes at Tarmens Jordindhold presses ud; saa
først fortærer den dem. Om Vinteren samler den
hele Forraad af Regnorme, lammede med et
Bid, indmurede i Boets og Gangenes Vægge; i
et Bo fandt man over 2 kg Regnorme ɔ: 1280
Stkr, men kun 12 Oldenborrelarver; men M.
æder meget og tit, mere end 10—12 Timer skal
den ikke kunne sulte. Den kan altsaa efter sin
Føde ikke siges at være et nyttigt Dyr, og da
den tilmed ved sin Graven og sine »Skud« volder
adskillig Forstyrrelse og Besvær, navnlig
i Haverne, kan den blive et meget besværligt
Skadedyr, der jages og forfølges efter Evne;
bedst fanges den i Muldvarpesakse, anbragte
i dens Gange; mere Taalmodighed og Held
hører der til at passe den op, naar den skyder,
og da ved et rask Spadestik kaste den op over
Jorden; ved den mindste Larm eller Bevægelse
forsvinder dette sky og forsigtige Dyr nemlig
lynsnart. I Frankrig og andre Steder drives
Muldvarpejagt rationelt af særlige
Muldvarpejægere, idet Skindet afgiver et kostbart
og skattet Pelsværk. M. har en meget vid
Udbredelse; den findes fra England til Japan, fra
Altai til Himalaja, og fra Norditalien op til
Sydsverige, hvor den endnu kan træffes i
Södermanland; i Irland, i Nordskotland samt
paa Island og i Norge mangler den helt. I
Danmark er den de fleste Steder særdeles alm.,
navnlig paa lidt fugtigere og muldrigere
Steder; ddg mangler den hist og her, saaledes
paa en Del af Thyland, hvor den dog for
øvrigt stadig trænger frem, samt paa mange
større og mindre Øer, saaledes bl. a. paa
Bornholm, Møen, Amager og Morsø.
Slægten omfatter yderligere c. 7 Arter, der
for største Delen hører hjemme i Asien, alle
ejendommelige ved, at de helt mangler en
virkelig Øjespalte, saaledes at det yderlig lille
Øje er dækket af et tyndt Hudlag. Meget nær
vor alm. M. staar den sydeuropæiske
Blind-M. (T. coeca), der er udbredt S. f. Alperne.
Den korthalede M. (T. micrura) fra
Forindien har ganske kort, i Pelsen skjult Hale.
— Uddøde M. kendes helt tilbage til den ældre
Miocentid; en nærstaaende Slægt, Protalpa,
findes i Frankrigs eocene Lag.
Bl. de andre M.-Slægter kan nævnes de
nordamerikanske Vand-M. (Scolops), med kun 36
Tænder, idet bl. a. de underste Hjørnetænder
mangler. Næseborene opadrettede. Halen kort,
næsten nøgen. Bagfødderne med Svømmehud
mellem Tæerne; lever altid nær Vand. Af de 3
Arter er S. aquaticus brunlig sort, Halen og
Poterne hvide. Totallængden 24 cm, deraf
Halen 4 cm. En tredie Slægt danner
Stjerne-M. (Condulura cristata) med 40 Tænder, hvoraf
forreste Fortand er paafaldende bred. Let
kendelig paa sin mærkelige Trynespids, idet
denne er omgivet af en Krans af bevægelige
bruskagtige, tynde, traadformede Vedhæng, der
danner ligesom en Stjerne om Næseborene.
Forpoterne mindre kraftigt udviklede, ligesom
Bagfødderne dækkede af Hornskæl. Den
skællede, korthaarede Hale er lang, omtr. af
 |
| Muldvarp. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
