- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
409

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Munck, Adolf Fredrik - Munckel, August - Muncker, Franz - Mund - Mund

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Gustaf III’s Fraværelse i Felten. 1778 var M.
bleven Friherre, 1788 blev han Greve. Om M.’s
Forbindelse med Kongeparret og Aarsagerne til
hans hurtige Forfremmelse har der været
mange Rygter i Omløb baade i hans egen Tid
og senere; det er blevet sagt, at han var den
virkelige Fader til Kronprinsen, den senere
Gustaf IV Adolf, ja der er endog blevet talt
om en Slags »morganatisk«, med Kongens
Samtykke indgaaet Ægteskab mellem M. og
Dronningen. Det hele maa imidlertid betragtes som
løse Rygter. M., der var en djærv, paalidelig
og tavs Mand og i Besiddelse af Gustaf III’s
fulde Tillid, havde spillet en ret vigtig Rolle
ved den 1775 stedfundne Forsoning og første
Tilnærmelse mellem Gustaf III og Sofia
Magdalena, der siden Formælingen 1766 faktisk
havde levet skilt fra hinanden. M.’s Optræden
i denne Sag var af ganske intim Natur, og da
han ligeledes senere optraadte som Underhandler
mellem Kongen og Dronningen i delikate
Spørgsmaal og belønnedes med rige Gaver, er
Situationen bleven misforstaaet af adskillige,
der paa ufordelagtig Maade har fortolket den
mellem M. og de kongelige herskende
Fortrolighed. Umiddelbart før og ved Kronprinsens
Fødsel gav Mistanke af ovenn. Art og Sladder
Anledning til store Skandaler i Kongefamilien
og bitter Uenighed mellem Gustaf III og hans
Moder Lovisa Ulrika. Efterverdenen har
imidlertid ingen virkelig Grund til at betvivle Gustaf
IV Adolf’s Legitimitet. 1792 maatte M., efter
at være bleven overbevist om at have lavet
falske Anvisninger, frasige sig sine Embeder og
Værdigheder og rejse udenlands. Han opholdt
sig siden mest i Italien.
(A. S.). G. C.

Munckel [↱moŋkel], August, tysk Politiker
og Sagfører (1837—1903), studerede
Retsvidenskaben i Berlin og blev 1864 Sagfører smst. Han
udmærkede sig særlig ved Forsvar i politiske
Sager, bl. a. for Grev H. Arnim (1874—75) og
var gentagne Gange Talsmand for
Nordslesvigerne imod Regeringsovergreb. Siden 1881 var
han Medlem af den tyske Rigsdag (indtil 1893
valgt i Berlin) og hørte til det frisindede
Folkeparti; ligeledes siden 1882 af det preussiske
Underhus. Endvidere var han 1882—84
Formand for Byraadet i Charlottenburg og siden
1887 Medlem af den brandenburgske
Provinslanddag.
E. E.

Muncker [↱moŋkər], Franz, tysk
Litteraturhistoriker, f. 4. Decbr 1855, studerede fra
1873 Filologi i München under Bernays og blev
Docent 1879 og Prof. 1890 ved Univ. dér. Som
Udgiver har han besørget en værdifuld, kritisk
Lessing-Udgave og L.’s »Ausgewählte
Schriften«, fremdeles Udgaver af Wieland,
Immermann og Kleist. Bl. hans selvstændige Værker
maa særlig fremhæves »I. K. Lawater« (1883),
»F. G. Klopstock« (1888), »Rich. Wagner« (1891)
og »Wandlungen in den Anschauungen über
Poesie während der zwei letzten Jahrhunderten«
(1906). Han er Redaktør af »Forschungen zur
neueren Literaturgeschichte« (1898 ff).
C. B-s.

Mund (lat. os, Gen. oris) kaldes den forreste,
noget udvidede Del af Fordøjelseskanalen, hvor
den første foreløbige Bearbejdelse af Føden
foregaar. Gennem den vandrette, spalteformede
Mundaabning (rima oris) staar
Mundhulen (cavum oris) i Forbindelse med
Omverdenen. Mellem Tandrækkerne og Indsiden af
Kinder og Læber findes et spalteformet Rum,
vestibulum oris. Den bueformede Vold, hvori
Tænderne sidder fast, hedder Tandvolden
(processus alveolaris) og er beklædt med stramt
siddende, fast og tyk Slimhinde, Tandkødet
(gingiva) (se Tænder). I den egl. Mundhule
inden for Tænderne dannes Loftet fortil af den
haarde Gane
(palatum durum), saaledes
kaldet, fordi Slimhinden her er fastheftet til en
vandret Benplade, som dannes af Overkæbe- og
Ganebenene. Bagtil gaar den haarde Gane over
i den bløde Gane (palatum molle), en
bevægelig, blød Skillevæg mellem Mundhulens og
Næsehulens bageste Del; den dannes af
sammenvævede Muskelbundter, dækkede af
Slimhinde; den ender bagtil med en fri Rand, der
bærer Drøvelen (uvula) (se i øvrigt
Svælg). Gulvet i Mundhulen dannes af
Tungen. Furen mellem Tungen og Tandvolden
kaldes sulcus alveololingvalis; her udmunder
talrige større og mindre Spytkirtler. Ogsaa i
vestibulum udmunder saadanne. Den Bearbejdelse,
Føden undergaar i M., bestaar dels i, at den
findeles ved Hjælp af Tænderne, dels i, at den
æltes sammen med Spyttet, som virker
fordøjende paa de stivelseholdige Fødemidler (se
Ptyaiin). Ved Tungens Hjælp formes den
tyggede Føde til Boller, der efterhaanden
trykkes over i Svælget og derfra til Spiserøret.
S. B.

Mund. Med dette Ord gengiver Retshistorien
tvende ældgamle Retsudtryk, hvis indbyrdes
Afledningsforhold er mere end usikkert.

1) M. = oldn. og nedertysk mund, fem.
(oldhøjtysk munt, paa middelaldersk Latin
mundium), betyder egl. »Haand«, i hvilken Bet.
Ordet af nogle formenes bevaret i Sætningen
»Morgenstund har Guld i Mund«, medens
andre, maaske med større Ret, holder for, at
denne næppe meget gl. Sætning, der synes at
være kommen til Norden fra Tyskland, opr.
skyldes en mislig Skolemesterforklaring af
Navnet »Aurora«, som den, der har aurum in ore.
I overført Forstand brugtes M. hos
Sydgermanerne, ligesom hos Romerne manus, for at
betegne den beskyttende og bestemmende Magt,
som udøvedes over en Æts uselvstændige, ɔ:
ikke vaabenføre Medlemmer af Ægtemand,
Fader, Broder ell. anden nærmeste vaabenføre
mandlige Slægtning. I denne Anvendelse, som
fra først af ikke kan paavises i det
skandinaviske Norden, er Ordet fra Tyskland senere
ogsaa trængt ind i det nord. Retssprog, nemlig
i Afledningerne Myndling, Formynder,
Myndighed o. l.

2) M. = oldn. mundr, oldsv. munder, masc.
(i de ældste bevarede danske Retskilder
allerede forsvundet), var Benævnelsen paa den
Gave i Penge ell. Penges Værdi, som
Brudgommen ved Ægteskabets Indgaaelse udredede
til Bruden, og hvis Overrækkelse iflg. den af
kristelige Former endnu upaavirkede
Ægteskabsret dannede det egl. ægteskabsstiftende
Moment. En Ægtehustru sagdes derfor at være
»købt med M.« (mundi keypt). I denne
Udtryksmaade ligger vistnok tillige et Minde om,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0433.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free