Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mundhaandsystem - Mundharmonika - Mundheld - Mundhule - Mundilfare - Munding - Mundkatarr - Mundklemme - Mundkurv - Mundlag - Mund- og Klovsyge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mundhaandsystem, et af Forstander Georg
Forchhammer opfundet og 1902 offentliggjort
Hjælpemiddel ved Døvstummeundervisningen,
en Forening af mundtlig Tale og Haandbevægelser,
ved hvilken de Talen ledsagende Haandstillinger
tilstræber en ydre Tydeliggørelse af
de indre, til Dels usynlige Organstillinger, der
betinger Talen: Stemmebaandsbevægelser vises
ved Bøjning af Haandleddet ud og ind,
Ganebevægelser ved Bøjning af Haandleddet op og
ned, Tungestillinger ved Udstrækning af forsk.
Fingre o. s. v. M. er et udpræget talemetodisk
Hjælpemiddel, idet Haandbevægelserne
dækker Organstillingerne under den mundtlige
Tale, og danner for saa vidt en Modsætning til
de Døvstummes alm. Haandalfabet, der viser
Skriftsproget, skrevet i Luften. Med andre Ord:
naar Haandalfabetet omsættes i Skrift, giver det
almindeligt Skriftsprog; naar M. omsættes, giver
det derimod et Skriftsprog, der følger den
mundtlige Tale (jfr Døvstummeundervisning
og Fonomimik).
F. B.
Mundharmonika, et Musikinstrument, mest
anvendt som Børnelegetøj, bestaaende af en i
en Ramme af Træ anbragt Rk. Tungepiber, der
blæses med Munden
S. L.
Mundheld, en udtryksfuld Sætning ell.
Ordforbindelse, der ofte gentages (opr.
Mundhævd, det Ord, der stadig haves i Munden).
(A. O.). H. El.
Mundhule, se Mund.
Mundilfare, i nord. Mytologi Navn paa en
Mand, der kaldte sine Børn »Sol« og »Maane«
p. Gr. a. deres Skønhed, men derved opvakte
Gudernes Vrede, saa at disse tog Børnene og
satte dem til at køre Solens Vogn og styre
Maanens Gang.
G. K-n.
Munding kaldes ved et Skydevaaben den
forreste Del af det indvendige hule Rum
(Sjælen).
H. H.
Mundkatarr, Stomatitis, fremkaldes af
Stoffer, der irriterer Mundens Slimhinde, foruden
egl. ætsende Midler f. Eks. Alkohol, Tobak,
men findes ogsaa i større ell. mindre Grad ved
de fleste febrile Sygdomme, især de svære og
langvarige, i hvilke Mundplejen er vanskelig,
og hvor der derfor let bliver Lejlighed for
Mikrober af forsk. Art til at fæste Bo. Af
Medikamenter er det især Kvægsølvet, der, enten
det anvendes indvendigt ell. udvendigt, er i
Stand til at fremkalde en ofte meget betydelig
M. (Stomatitis mercurialis). Symptomerne paa
M. er hovedsagelig Rødme og Svulst af
Mundslimhinden, forøget Spytafsondring,
Blæredannelse. I enkelte Tilfælde kan M. blive meget
svær, f. Eks. ved Skørbug ell. ved fl.
Infektionssygdomme, hvor den kan antage Karakter
af Koldbrand og kaldes Stomacace. De bedste
Midler mod M. er Undgaaelsen af de nævnte
skadelige Stoffer. Anvendelse af god Mundpleje
og desinficerende Udskylninger. med klorsur
Kaliopløsning, Borsyrevand o. l.
(A. F.). J. M.
Mundklemme, se Stivkrampe.
Mundkurv til Heste anvendes ikke alene
over for ondskabsfulde Heste, men ogsaa over
for dem, der har den Uvane at ville bide deres
Dækken i Stykker. Kurven har en Form, der
omtr. svarer til den nederste Trediedel af
Hestens Hoved, og holdes oppe ved en Rem
over Nakken. Vil man benytte M. over for
Heste, som sluger Vind (se Krybbebiden)
ved at bide i Krybbens Kant, og som altsaa
ogsaa skal have M. paa, medens de æder, maa
Afstanden mellem Kurvens Tremmer foran
Munden være saa stor, at Hesten kan optage
sit Foder med Læberne, men ikke saa stor, at
Tænderne kan faa fat i Krybbekanten.
(C. G. B.). O. P.
Mundlag, en af Johan Storm indført
Benævnelse paa det, man ellers har kaldt et
Sprogs Artikulationsbasis: den for hvert Sprog
ejendommelige Indstilling af Taleorganerne, der
betinger dets hele lydlige Særpræg. Ved
Undersøgelse af forsk. Sprogs Enkeltlyd vil man finde,
at deres Ejendommeligheder ikke er tilfældige,
men at der er en vis Overensstemmelse mellem
hvert Sprogs Lyd indbyrdes, saa at de »staar
godt til hinanden« og danner et harmonisk
Hele; et Sprog, der danner sit t langt fremme,
vil have sit d og sit n paa samme Sted og ikke
langt oppe i Ganen; finder vi kraftig Stemme
paa f. Eks. b, kan vi med stor Sikkerhed gaa
ud fra, at de andre tilsvarende Lyd d og g er
kraftig stemte; et Sprog, der som Engelsk
diftongerer sine lange Vokaler, vil gøre det
mere ell. mindre udpræget ved alle; ligesaa er
der i hvert Sprog visse Fællestræk m. H. t.
Tilbøjelighed til Nasalering, Kvantitets- og
Accentforhold o. s. v., der tilsammentagne
karakteriserer det til Forskel fra alle andre og gør,
at vi f. Eks. paa Afstand, hvor vi ikke kan
opfatte de enkelte Ord, dog tit kan høre, hvad
Sprog der tales. Dette M. vil de fleste, naar de
ikke har faaet en meget omhyggelig fonetisk
Dressur, overføre paa de fremmede Sprog, de
taler, hvorfor man tit af hele Sprogets
Farvning med Lethed kan bestemme, hvad
Landsmand man har for sig, hvor flydende han end
taler et andet Sprog. Paa M. beror det ogsaa,
at man ikke sjælden med Held kan efterligne
(vrænge efter) en Dialekt blot ved at trække
Tungen længere tilbage i Munden og gøre alle
Bevægelserne trægere e. l. (Litt.: Storm,
»Englische Philologie« [Leipzig 1892, S. 84];
Jespersen, »Fonetik« [København 1899, S.
610 ff.]).
O. Jsp.
Mund- og Klovsyge (Aphthæ epizooticæ)
er en meget smitsom Sygdom, som angriber de
klovbærende Husdyr — særlig Kvæg og Svin —
og deres vilde Slægtninge, men som ogsaa skal
kunne overføres til Hesten og Rovdyrene, ja
endog til visse af Husfuglene (Hønsene). For
Hestens Vedkommende foreligger der dog
vistnok i de fleste Tilfælde af formodet
Overførelse en Forveksling med den for dette Dyr
ejendommelige Mundsyge (s. d.). Sikkert er det
derimod, at Mennesket — navnlig i Barnealderen —
kan smittes ved Nydelsen af Mælk fra
syge Køer. Inkubationsstadiet er kun af faa
(3—5) Dages Varighed. Symptomerne hos
Kvæget er: Feber (Temp. c. 40°), Savlen ledsaget
af en ejendommelig Smasken med Munden, paa
hvis Slimhinde der efter et Par Dages Forløb
fremkommer store vædskefyldte Blærer, som
navnlig er fremtrædende paa Overkæbens
tandløse Gumme og paa Tungen, hvor de tit naar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
