Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mund- og Klovsyge - Mundskænk - Mundspejl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Tokrones Størrelse og gør Overfladen stærkt
puklet. Efter faa Dages Forløb brister
Blærerne og efterlader et overfladisk, ildrødt Saar,
som temmelig hurtig dækkes af et nyt
Overhudslag. Samtidig ell. ganske kort Tid efter at
Blæreudslættet er kommet frem i Munden,
udvikler der sig i Reglen en stor,
sammenhængende Blære, som indtager hele Klovspalten.
Ved Bevægelserne revner ogsaa denne Blære
saaledes, at Læderhuden blottes. Lidelsen i
Klovspalten er derfor altid ledsaget af en mere
ell. mindre fremtrædende Halthed. Af og til
ses ogsaa temmelig store Blærer paa Patterne.
Under alm. Omstændigheder vil Saarene baade
i Munden og Klovspalten være lægte i Løbet af
8—14 Dage. Forløbet er dog ikke altid saa
gunstigt. Saarene i Munden irriteres let af
Foderet, særlig naar dette (Halm og Hø) er tørt og
stift. Under saadanne Forhold kan Helingen
trække i Langdrag, og Dyrene tabe meget i
Huld. Endnu mere udsatte for skadelig
Paavirkning udefra er Saarene i Klovspalten. Med
Jord og Gødning kan forsk. Bakterieformer
føres ind i Saarene (sekundær Infektion) og
give Anledning til Betændelsesprocesser
(Suppuration, Nekrose), der undertiden kan gaa saa
dybt, at Klovleddet drages med ind i Lidelsen
(se Brandbyld). I atter andre Tilfælde
udvikler der sig heftige Yverbetændelser, og
endelig kan Lidelsen af og til ganske uventet tage
en dødelig Udgang p. Gr. a. indtrædende
Hjertelammelse. Hos Faaret og Svinet er
Klovlidelserne mere fremtrædende end Mundsygen, og
Haltheden som en Følge heraf ofte saa
betydelig, at Dyrene ikke kan gaa. Ogsaa hos
disse Dyr kan Lidelsen kompliceres af
dybtgaaende, brandige Betændelsesprocesser, som
fører til Løsning og Afstødning af Kloven,
Ødelæggelse af Klovleddet og ligesom hos Kvæget
nødvendiggør ret indgribende kirurgiske
Operationer (Amputation af Klovene). I det hele
og store er Prognosen dog gunstig.
Dødeligheden sættes i Alm. til 0—2 %; undtagelsesvis
kan den stige til 5 % for voksne Dyrs
Vedkommende, og mellem ganske unge Dyr
(Spædekalve og Pattegrise) kan den gaa endnu
meget højere (50—90 %). Trods talrige og
ihærdige Anstrengelser fra Bakteriologernes Side er
det foreløbig ikke lykkedes at paavise og
isolere Smitstoffet. Vi ved af Erfaring, at det i
visse Henseender er meget modstandskraftigt
(det kan saaledes holde sig i Maaneder, ja
halve Aar igennem i inficerede Stalde) og
meget »flygtigt«, saaledes at det i utrolig kort
Tid kan spredes vidt over hele Landstrækninger
ved forsk. Mellemled. Gennem en, af den
tyske Regering nedsat Kommissions
Undersøgelser (offentliggjorte i »Centralblatt für
Bakteriologie und Parasitenkunde«, XXII Bd, S.
257) er det godtgjort, at Smitstoffet ikke er af
kem. Natur — saaledes som nogle Forskere har
været tilbøjelige til at mene — men organiseret
og formeringsdygtigt. Det kan blot ikke ses med
de Forstørrelser, vore Mikroskoper i Øjeblikket
er i Stand til at præstere. Kommissionens
Arbejder viser endvidere, at under Feberstadiet
findes Smitstoffet i Blodet hos de angrebne Dyr,
men forsvinder derfra, naar Udslættet
kommer frem. Efter den Tid optræder det i selve
Blærerne. Kvæg og Svin inficeres let ved
Podningsforsøg, Faar og Geder derimod ikke. Den
kunstige Smitteoverførelse sker sikrest ved
Podning i Blodet, men kan foregaa ad andre
Veje, bl. a. ved Fodring. Fodringsforsøg bliver
dog som Regel resultatløse, naar Mundslimhinden
ikke er saaret. Endelig er det fastslaaet,
at Sygdommen efterlader en kortvarig
Uimodtagelighed (Immunitet), som imidlertid lader
sig forlænge ved fortsatte Podninger, og der
er saaledes Mulighed for, at en kunstig
Immunisering kan faa Bet. ved Sygdommens
Bekæmpelse. Trods den som Regel lave
Dødelighedsprocent hører M. og K. dog til de mest
frygtede Husdyrsygdomme. Den store
Smitsomhed og Sygdommens deraf flg.
Tilbøjelighed til at brede sig ikke alene i den enkelte
Besætning, men over hele Landsdele, de
angrebne Dyrs betydelig formindskede
Mælkeydelse og Forringelse i Huld, de saa
nødvendige, men Handel og Samfærdsel i høj Grad
generende offentlige Foranstaltninger til
Sygdommens Bekæmpelse, maa ganske naturlig
paaføre de af Sygdommen hjemsøgte Egne store
Tab. I Danmark er M. og K. heldigvis ikke
stationær, den optræder her ikke til Stadighed
saaledes som i Tyskland og fl. a. St. Ved den
i de senere Aar saa betydelig lettede Forbindelse
mellem Landene kan det imidlertid ikke
undgaas, at Sygdommen af og til sniger sig
herind. I det sidste Aarti af 19. Aarh. var der
saaledes ogsaa fl. Udbrud, som dog heldigvis
alle hurtig blev standsede ved energisk
Anvendelse af de i Lov af 14. Apr. 1893 om
smitsomme Sygdomme hos Husdyrene hjemlede
offentlige Foranstaltninger mellem hvilke maa
nævnes den Ministeriet (iflg. Lovens § 8) givne
Ret til Nedslagning af de smittede Besætninger.
Siden Aar 1900 har Danmark imidlertid været
hjemsøgt af tre store Epizootier, nemlig: 1. fra
Septbr 1911 til Juli 1912, hvor ialt 1285
Besætninger var angrebet (0,7 % af alle Landets
Kvægbesætninger); 2. fra Novbr 1914 til Juli
1916, hvor ialt 7091 Besætninger var angrebet
(det direkte Tab, d. v. s. den Del af Tabet,
som med nogenlunde Sikkerhed kan beregnes,
androg ved denne Epizooti c. 7—8 Mill. Kr.),
og endelig 3. fra Maj 1920 til Aug. 1922, hvor
ialt 8091 Besætninger var angrebet og det
direkte Tab blev opgjort til c. 11 Mill. Kr. Under
denne sidste Epizooti blev Behandling med
Serum og med gennemsygede Dyrs Blod
anvendt med Held, idet det viste sig, at denne
Behandling var i Stand til at mildne, afkorte
ell. helt forebygge Sygdommen, ligesom den i
høj Grad mildnede de ellers i Alm. saa
alvorlige Følgesygdomme. — I Norge er Sygdommen
hidtil ikke konstateret (se i øvrigt Lov af 14.
Juli 1894).
(G. S.). F. N.
Mundskænk, se Kredens.
Mundspejl kaldes i Kirurgien — saaledes
ogsaa i Tandlægekunsten — mindre, plane ell.
hule Spejle, siddende paa Skaft, i Reglen noget
i Vinkelstilling til dette, hvorved Lægen bliver
i Stand til at kaste Lys ind i mørke Kroge af
Mundhulen for Undersøgelse saavel som ved
visse Stillinger af Spejlet at efterse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
