Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Munk, Jens - Munk, Kirstine - Munk, Salomon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Undersøgelserne. Vinterens strenge Kulde og dybe
Sne forhindrede Mandskabet i at skaffe sig
Næring ved Jagt og tvang dem til
Uvirksomhed. Da de udelukkende var henviste til den
salte Skibskost, fik de hurtig Skørbug, der i
Løbet af nogle Maaneder bortrev næsten hele
Mandskabet. M. selv kæmpede til det yderste,
dødssyg ofrede han sine sidste Kræfter paa de
andres Frelse, men stod uden Middel mod den
skrækkelige Sygdom. Da Sommeren kom, var
foruden ham selv kun to Mand i Live. 18. Juni
gik Isen bort fra Skibene, og efter utrolige
Anstrengelser lykkedes det at faa Jagten flot
og sejlklar. Den 16. Juli tiltraadte M. og hans
to Mand Sejladsen hjemefter og naaede 21.
Septbr 1620 til Bergen efter en meget
vanskelig og farlig Rejse. Ekspeditionen er fortalt af
M. selv i en Bog: »Navigatio Septentrionalis.
Det er: Relation eller Bescriffuelse om Seiglads
oc Reyse paa denne Nordvestiske Passagie, som
nu kaldis Nova Dania . . . etc.« (Kbhvn 1624).
Ekspeditionen var mislykket p. Gr. a. den
stærke Kulde, som M. ikke forud kunde have
nogen Anelse om og derfor ikke havde taget
i Betragtning ved Udrustningen. Kongen
bestemte endnu 1621 at udsende en ny
Ekspedition under M.’s Ledelse for at løse Opgaven,
men den kom ikke i Gang. I de paafølgende
Aar udførte M. mange vigtige Hverv til Søs,
saaledes var han 1623 som Øverstbefalende
paa 4 Skibe i Nordhavet for at sætte Stopper
for Russernes Anmasselser, 1624 med 3 Skibe
i Nordsøen for at passe paa Sørøvere, og
under Trediveaarskrigen (1625—27) førte han som
Admiral en Flaadeafdeling i Nordsøen for at
blokere Weseren. Endnu ganske kort Tid før
sin Død deltog han med Berømmelse i
Kampen paa Flaaden foran Stralsund.
M. var en Mand med utæmmeligt Mod, stor
Dygtighed og rig Erfaring som Sømand og
pligtopfyldende til det yderste. Naar dertil
kommer hans store Beskedenhed, kan man
ikke undre sig over, at han i en usædvanlig
Grad var i Besiddelse af sin Konges Tillid og
sine Medborgeres Beundring. (Litt.: P.
Lauridsen, »Jens M.’s Navigatio Septentrionalis«
[Kbhvn 1883]; C. C. A. Gosch, Danish
Arctic Expeditions 1605 to 1620, Vol. II. Hakluyt
Society, No. XCVII [London 1897]).
G. F. H.
Munk, Kirstine, Christian IV’s Hustru,
f. 6. Juli 1598, d. 19. Apr. 1658, var Datter af
Ludvig Munk til Nørlund og Ellen Marsvin.
Man ved ikke noget om, hvorledes hun gjorde
Christian IV’s Bekendtskab, men Marts 1615
bejlede denne skriftlig til hende hos Moderen
og Aug. s. A. udstedte han paa Ellen Marsvin’s
Gaard, Lundegaard paa Fyn, et Brev, hvori
han erklærede, at han tog K. M. til sin ægte
Stalbroder og vilde leve med hende, indtil
Døden skilte dem ad. Noget ligefremt Ægteskab
synes ikke at være blevet indgaaet. K. M. var
en robust sanselig Natur, livlig og fornøjelsessyg.
En Rk. Aar var Samlivet mellem hende og
den noget ligesindede Konge godt. Hun havde
stor Indflydelse paa Christian IV og opnaaede
1627, at hun fik Titel af Grevinde til Slesvig og
Holsten og fik sig selv og sine Børn nævnt i
Kirkebønnerne sammen med det kgl. Hus.
Senere opstod der dog stærke Stridigheder.
Begge var heftige og ubeherskede Naturer.
Christian IV mente ogsaa at have Grund til at
beklage sig over K. M.’s ægteskabelige Troskab.
Efteraaret 1626 havde hun gjort Bekendtskab
med den 29-aarige Rhingreve Otto Ludvig, der
var Oberst i Christian IV’s Hær, og i det flg.
Aar synes hun at være traadt i Forhold til
ham. Novbr 1628 blev Forholdet mellem
Kongen og K. M. meget spændt. Hun blev paa den
Tid frugtsommelig, og Christian IV mente, at
Rhingreven var Fader til Barnet, hvilket dog
ikke synes at kunne være rigtigt, da han slet
ikke var i Landet paa den Tid. Christian IV
afbrød det ægteskabelige Forhold til K. M. og
traadte kort efter i Forhold til Vibeke Kruse.
En Tid tænkte K. M. paa at flygte til Sverige,
men opgav det dog. Da hun 1. Septbr 1629
fødte en Datter paa Frederiksborg, anerkendte
Christian IV, vel nærmest for at undgaa
Skandale, denne som sit Barn, og der indtraadte en
foreløbig Forsoning. Denne varede dog ikke
længe. Allerede Jan. 1630 kom det til ny
Stridigheder, og K. M. forlod nu helt Hoffet. Hun
fik derefter af Kongen Ordre til at tage Ophold
paa de to jyske Herregaarde Boller og
Rosenvold og ikke forlade dem uden Tilladelse.
I de flg. Aar førtes en forargelig Strid mellem
Kongen, der ophidsedes af Vibeke Kruse,
og K. M., der støttedes af Moderen og Døtrene
og disses indflydelsesrige Ægtefæller, særlig
Corfitz Ulfeldt, Hannibal Sehested og Christian
Pentz. Fl. Gange lod Kongen K. M. indespærre
for kortere Tid. Efter Christian IV’s Død, da
Corfitz Ulfeldt, støttet af sine Svogre, blev den
ledende Mand i Danmark, syntes K. M. at
skulle faa Oprejsning. Vibeke Kruse blev nu
jaget fra Hoffet, og Rigsraadet udstedte en
Erklæring om, at K. M.’s Ægteskab med
Christian IV havde været lovligt og alt alle hendes
Børn var ægtefødte. Ved Corfitz Ulfeldt’s og
Hannibal Sehested’s Fald 1651 indtraadte der
dog en Forandring. K. M. blev igen sat til Side.
Hun kom i bitre Stridigheder med Sønnen
Valdemar Christian og fl. af sine Svigersønner
om Pengesager, Stridigheder, der ikke var til
Ære for nogen af Parterne. 1657 fratog
Frederik III hende Titelen Grevinde til Slesvig og
Holsten. Hun fik dog Lov til at beholde sine
store Godser og døde paa Boller. I sit Samliv
med Christian IV blev hun Moder til 10 levende
Børn, 2 Sønner og 8 Døtre, hvoraf dog 1 Søn
og 1 Datter døde som ganske unge.
L. L.
Munk [mǡ.k], Salomon, fr. Orientalist,
f. i Glogau (Schlesien) 14. Maj 1803, d. i Paris
4. Febr 1867 som Prof. ved Collège de France.
M. tilhører som Videnskabsmand helt
Frankrig. Han kom til Paris 1833 for at fortsætte
sine østerlandske Studier, men
Haandskriftsamlingerne optog ham saa meget, at han ikke
kom til at vende tilbage til Tyskland. Da
Jøderne i Damaskus 1840 beskyldtes for at have
myrdet den fr. Pater Thomas, og Advokaten
Crémieux gik til Ægypten for at forsvare
Jøderne for Mehemed Ali’s Domstol, sendtes M.
med som Tolk. Under sit Ophold i Østerlandene
opdagede han forsk. værdifulde
Haandskrifter, som han erhvervede for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
