- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
420

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Munkevæsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Eneboersamlag, for hvilke der efterhaanden
fremkommer fælles Leveregler, de danner en
Munkeorden, og endelig opføres uden om de mange
enkelte Eneboerceller en Mur, og man har
Klosteret. Størst Bet. har M. i Buddhismen og
i Kristendommen; om M. hos Muhammedanerne,
se Dervish.

Inderne tillige med Atztekerne har drevet det
videst i asketisk Henseende. Før Buddha (c.
500) havde de ind. Asketer begyndt at danne
Samfund, baade mandlige og kvindelige, men
med Gautama Buddha, der er Munkefader
meget mere end Religionsstifter, kom der faste
Regler for Askesen, og dens Udøvere samledes
i Klostersamfund under Ordensregler, hvis
Hovedstamme er den samme som de kristne
Munkeløfter: ugift Stand, Fattigdom og
Lydighed. De buddhistiske Munke er Tiggermunke,
og Munkestanden er den slagne Landevej til
Nirvana. Man har villet finde en ligefrem
Forbindelse mellem det buddhistiske og det kristne
M., men en Paavirkning fra Buddhismen paa
det oldkirkelige M. kan ikke paavises, og de
Kristne i 2. Aarh., som godt kendte de indiske
Asketer, følte sig i en bestemt Modsætning til
dem. I Middelalderen blev derimod en Del
buddhistiske Fabler i kristelig Dragt Yndlingslæsning
i kristne Klostre saasom »Barlaam og
Josafat« og »Kalilab wa Dimnah«.

Det kristne M. er paavirket fra Jøderne,
Grækerne og Ægypterne. De kristne Munkefædre
ser sig selv som Fortsættere af Elias og
Johannes Døber, de højtdannede bl. dem føler sig i
Slægt med Stoikerne, og fra et ægypt.
Serapis-Kloster udgik sandsynligvis den første kristne
Klosterstifter, Pakum. Som Munkesamlag kan
man betragte de jødiske Profetskoler samt de
under fremmed Paavirkning, men paa jødisk
Grund fremkomne Essæere. Efter Perserkrigene
træffer man hos de gr. Forfattere atter og
atter asketiske Tankegange, og Orfismen, for
hvilken Askesen er Betingelsen for det fromme
Liv, og Mysterieindvielserne, der bestod i
Renselser og Faste, greb de alvorligste bl.
Grækerne. Den filosofiske Skole omkr. Pythagoras
var et Slags Munkesamfund, og de filosofiske
Skoler, især de, der samlede sig om Platon’s
dualistiske Filosofi, blev Forbilledet for flere
kristne Munkesamlag. Platon’s Ord: »Verdensflugten
er det størst mulige Forsøg paa at blive
Gud lig«, gentoges atter og atter af de kristne
Munkefædre, der hyppig glemte Jesu Ord om
Kødets Opstandelse for Platon’s Tale om Kødet
som Syndens Sæde. I 3. Aarh. var
Verdensflugten og den religiøse Hengivelse det
fremherskende i Romerriget, Nyplatonismen var
Aandsmagten, og Hedenskabet var i det Aarh.
en Hinsidesreligion i en langt højere Grad, end
Kristendommen nogen Tid blev det. Det er i
3. Aarh., at det kristne M. blomstrer op.

I 2. Aarh. træffer vi Kristne, der lever i
ugift Stand og fører et asketisk Liv i
Menighederne, de kaldtes »Munke«, »fordi de lever
for sig selv og ikke sammen med Eva’s Døtre«;
i Midten af 3. Aarh. er disse
Menighedsmunke gaaede ud i Ørkenen og er
blevne Eremitter (Ørkenboere). Om denne
Begivenhed handler Hieronymus’ Roman om
Paulus fra Theben, men den første
historiske Eneboer var Ægypteren Antonios, og
han er Fader til Eremitsamlagene (Monasterier),
hvor hver boede i sin Hytte (Laura, Celle)
og søgte at drive Askesen paa sin egen Maade.
I disse Samlag dreves ofte Askesen rent
sportsmæssig, den ene søgte at overbyde den anden.
Med Pakum gaar man fra Ørkenaskese til
Klosteraskese, fra Monasterium til Könobium
(Fællesbo) ell. Kloster (Indelukke); han
byggede c. 322 en Mur omkr. de enkelte Celler, saa
saa de kom til at udgøre en Bygning, og han
gav en Regel, som alle, der boede inden for
Muren, skulde følge; denne Regel er
Grundstammen i alle senere Munkeregler. I
Landsbyen Tabennîsi i Sydægypten byggedes de første
kristne Klostre, et for Munke og et for Nonner.
I Nord- og Mellemægypten holdt Eremitsamlagene
sig efter Antonios’ Forbillede især i de
nitriske Bjerge og i den sketiske Ørken. Man
søgte efterhaanden at forene Antonios’ og
Pakum’s Bestræbelser, og i den gr. Kirke lykkedes
det, men dog saaledes, at Eneboet blev sat
over Klosteret; først naar man har vist sig som
en dygtig Klosterboer ell. Munk, kan man blive
Eneboer ell. Eremit. I Vesten veg Eremitten for
Munken, idet den sidste fra først af blev sat
over den første, fordi Eremitten levede uden
Nytte for andre, medens Munken var i Stand
til at opfylde Budet om Næstekærlighed.

Fra Ægypten forplantede M. sig til
Lilleasien og Rom. I Lilleasien gik Hilarion fra
Gaza
i Antonios’ Spor, Mâr Avgin (St
Eugenios), der havde været Munk i Tabennîsi, gik
i Pakum’s Spor, idet han stiftede Huleklosteret
ved Nisibis, men M. fik først Bet. for Østen og
for hele den gr. Verden, da Basilios den
Store
byggede Klostre ved Cæsarea og skrev
sine to Munkeregler, efter hvilke Klosteret
sættes over Eneboet. Athanasios førte c. 340
M. fra Ægypten til Rom og Vesten, og
Hieronymus blev dets rasende Forsvarer mod de
Angreb, der kom fra Præsternes Side;
Cassianus bragte M. til Gallien og skrev en Regel paa
Grundlag af de ægyptiske Regler; fra Gallien
bredte det sig til den keltiske Kirke, hvor
Abbederne stod over Bisperne. Afgørende Bet. fik
det vesterlandske M. ved Benedikt fra
Nursia
, der paa Grundlag af de allerede
værende Munkeregler og sin store Livserfaring
i Forbindelse med sine store Organisationsevner
skrev sin Regel, der blev gyldig for hele Vesten.
Benediktinerne, der erobrede den germanske
Verden for Kristendommen, blev reformerede
mange Gange, saaledes af Cluniacenserne (909),
Cistercienserne (1098), Maurinerne (1618),
Trappisterne (1663) og Beuron-Kongregationen
(1863). Riddermunkene fortsatte Benediktinernes
Mission, men de kom med Sværdet i St f.
som hine med Evangeliebogen og Ploven.
Tiggermunkene var Middelalderens Indremissionærer.
Den sidste store Indsats i M.’s Historie
giver Jesuitterne, der vilde løse alle de andres
Opgaver, baade de religiøse og de kulturelle.
Den lutherske Reformation udgik fra Klosteret,
men Protestantismen brød med alt M.;
Trangen til det er imidlertid tit bleven følt i den
protestantiske Verden, først i Pietismens Tid

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0444.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free