Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Murat, Joachim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kom M. til Paris. Her blev han imidlertid snart
ivrig Republikaner og maatte derfor forlade sit
Regiment, men slap i Maj 1793 over i en
Frieskadron, hvor han avancerede til Officer.
Under Rædselsherredømmet sluttede han sig til
Robespierre, hvem han nær havde maattet følge
til Skafottet 9. Thermidor.
Begivenhederne den 12. og 13. Vendémiaire
(Oktbr 1795) bragte M. i Forbindelse med Bonaparte,
der hurtig blev klar over M.’s sjældne milit.
Egenskaber og knyttede den jævnaldrende
Eskadronchef nøje til sig. Krigen i Italien 1796
bragte M.’s Navn paa alles Læber, og hans
glimrende Løbebane tog Fart. Han fulgte
overalt Bonaparte, der allerede under Felttoget
i Ægypten skaffede ham Stillingen som
Divisionsgeneral. M. fulgte Bonaparte tilbage til
Frankrig og ydede ham saa vigtige Tjenester 18.
Brumaire, at han blev gift med Førstekonsulens
yngste Søster, den smukke Caroline M. Under
de følgende Aars mange Krige var M. stadig i
Spidsen for Rytteriet, som han førte fra Sejr
til Sejr. Ved Marengo, Austerlitz, Jena, Eylau
og Friedland var det M.’s glimrende Attaker og
Forfølgning som væsentlig bidrog til Fjendens
Ødelæggelse. Ved Kejserdømmets Oprettelse i
1804 overøstes M. med Hædersbevisninger:
Marskalsværdigheden, kejserlig Fyrste, Storadmiral
o. s. v., og i 1806 modtog han det nyoprettede
Storhertugdømme Berg. Efter Freden i Tilsit
1807 satte Napoleon M. i Spidsen for de fr.
Tropper, der rykkede ind i Spanien. M. trængte
ind i Madrid og dæmpede med Jernhaand en
ret betydelig Opstand. M. havde haabet at faa
Spaniens Trone, men denne fik Napoleon’s
Broder, Josef, og den derved ledigblevne
neapolitanske Trone tilfaldt M., der holdt sit Indtog i
Neapel under Navnet: Joachim I, Konge af
begge Sicilier.
Selv om M. ikke besad noget udpræget
Herskertalent, var han dog slet ikke uduelig som
Konge. Han gjorde meget for at bringe Ro og
Orden til Veje og søgte at fremme det nationale
Element, men alle hans Bestræbelser i saa
Henseende strandede paa Napoleon, der betragtede
Kong Joachim som sin Vasal. Det lykkedes
derfor aldrig M. at blive populær som Hersker.
Huslige Sorger, fremkaldte ved Caroline M.’s
ryggesløse Liv, bidrog ogsaa deres til at
nedbryde den blødhjertede, karaktersvage Konge.
En Forsoning, saavel med Kejseren som med
Hustruen kom dog i Stand, og alt var igen ved
det gl., da Krigen mod Rusland 1812 udbrød.
Napoleon opfordrede M. til at møde ved
Fanerne, og denne kunde ikke modstaa det fristende
i atter at skulle føre Storarmeens glimrende
Rytteri. Men M. var kun skabt til Medgang.
Saa længe det gik godt, var han den samme
Helt som tidligere, men da Storarmeen opløst
søgte tilbage mod V., og Kejseren ilede forud
for at stampe nye Legioner frem, faldt M.
fuldstændig sammen og tænkte kun paa at komme
tilbage til sit Kongerige, hvorfra han for øvrigt
kun havde sørgelige Efterretninger.
16. Jan. 1813 forlod M. pludselig sin
Kommando og skyndte sig tilbage til Neapel. M.
angrede imidlertid sin overilede Afrejse fra
Hæren, hvorfor man 1813 atter saa ham i
Spidsen for Rytteriet, og Lykken fulgte for en kort
Stund den prøvede Rytterfører; men da den
unge Hær trods heltemodige Kampe i det tre
Dages Slag ved Leipzig ikke længere formaaede
at knytte Sejren til de fr. Faner, knækkede M.
paa ny sammen, og han glemte sin Pligt og sin
Ære for at redde sit Kongerige. Han indlod sig
i Underhandlinger med Fjenden og indgik en
Alliancetraktat med Østerrig. Han rykkede
virkelig i Febr 1814 sammen med Østerrigerne
mod Vicekong Eugen, men indlod sig dog
samtidig i Underhandlinger med Frankrig, hvilke
strandede ved Napoleons Tronfrasigelse. Da
Frankrig paa Wienerkongressen arbejdede for
Bourbonnernes Tilbagevenden til Neapel, blev
M.’s Stilling overfor Østrig og England endnu
vanskeligere, og han kastede sig derfor i
Armene paa Napoleon, da denne i Foraaret 1815
steg i Land ved Cannes. I sin fortvivlede
Stilling fattede han den Plan at ville samle hele
Italien og befri det for ethvert fremmed Aag,
og han samlede i Hast 50 000 Mand, med hvilke
han rykkede frem og holdt sit Indtog i Bologna
Apr. 1814. En overlegen østerr. Hær tvang ham
imidlertid til at modtage Slag ved Tolentino,
der endte med et fuldstændigt Nederlag for den
neapolitanske Hær. Kongen flygtede til Neapel
og indskibede sig faa Dage efter til Frankrig,
hvor Napoleon intet vilde have med ham at
gøre. M. opholdt sig kort Tid i Sydfrankrig, men
efter Waterloo maatte han flakke fredløs om,
indtil det lykkedes ham at slippe bort og over
til Corsika, hvor han i sin Fortvivlelse undfangede
den Plan med en Haandfuld Folk at
foretage en Ekspedition til Italien for der at
generobre sit tabte Kongerige. Uheld og
Forræderi splittede hans lille Flotille og gjorde
Foretagendet aldeles haabløst. Den 8. Oktober
1815 laa Kongens to eneste tilbageblevne
Fartøjer uden for den lille By Pizzo i Syditalien,
og M. gjorde Landgang med sin lille Skare.
Befolkningen lod sig imidlertid ikke rive med,
og Enden paa det blev, at M. og samtlige hans
Folk efter et kort Haandgemæng, under hvilket
Kongen blev ilde tilredt af den rasende Pøbel,
blev omringet og taget til Fange. Efter en
umenneskelig Behandling blev M. stillet for en
Krigsret og faa Dage efter skudt. Med stor
Koldblodighed gik M. Døden i Møde og
kommanderede selv Ildens Afgivelse efter at have
bedt Soldaterne sigte paa Hjertet og skaane
hans Hoved. Hans jordiske Rester fandt Hvile
i Byens store Fællesgrav, indtil M.’s
Efterkommere fik Tilladelse til at opsøge hans Lig og
 |
| J. Murat. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
