Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Murat, Joachim - Muratori, Lodovico Antonio - Muratoris Kanon - Muravjev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skænke ham en Grav, der var en af Napoleon’s
tapreste Vaabenfæller mere værdig. — M. var
en glimrende Skikkelse; han elskede Pragt og
smukke Uniformer; han var en fremragende
Rytterfører, Eklareringen laa ikke saa godt for
ham, men i Forfølgningen naaede han
enestaaende Resultater. Som Regent var han velvillig,
men altfor svag. — Af hans Børn — Sønnerne
Achille og Napoleon Lucien Charles og Døtrene
Lætitia Josephine og Louise Julie Caroline —
kom ingen til at spille nogen Rolle. (Litt.:
Turquan, »Caroline M.«; Thoumas, Les
Cavaliers du premier Empire [Paris 1890]; A.
Lobedanz, »M. og hans Hustru« [Kbhvn
1899]; Chavanon et St. Yves, »M.
1767—1815« [Paris 1905]).
(A. T. L.). E. C.
Muratori, Lodovico Antonio, ital.
Historiker, f. i Vignola 21. Oktbr 1672, d. i
Modena 23. Jan. 1750. Han gik i Jesuiterskole
og valgte den gejstlige Løbebane; under en
lærd Benediktiners Ledelse tilegnede han sig en
omfattende Lærdom og blev navnlig fortrinlig
hjemme i det Græske. 1695 fik han et
Præstekald i Milano, og som Frugt af hans ivrige
Studier i det ambrosianske Bibliotek udkom
allerede i disse Ungdomsaar fl. lærde Værker. Fra
1700 var M. ansat som hertugelig Arkivar i
Modena, tillige Bibliotekar; han vilde ikke
opgive denne Stilling trods glimrende Tilbud fra
Padova og Torino. I sine sidste Aar var han
blind og plaget af Sygdom. — M.’s
Forfattervirksomhed som Videnskabsmand blev af
største Bet. for hans Fædreland og for den lærde
Verden i det hele. Med Jernflid og ægte
videnskabelig Aand forskede, udgav og bearbejdede
han den ital. Histories Kildeskrifter i en Række
stort anlagte og gennemførte, banebrydende
Værker: Rerum italicarum Scriptores (fra 500
til 1500, 25 Foliobind, 1723—51; ny Udg. 1901 ff.),
Annali d’Italia (fra Kr. Fødsel til Aar 1749, 12
Kvartbind, 1744—49), Antiquitates italicæ medii
ævi (6 Foliobind, 1738—42) og Dissertazioni
sopra le antichità italiane (3 Kvartbind, 1751).
Hertil slutter sig Anecdota (latino) ex
Ambrosianæ bibliothecæ codicibus (4 Kvartbind, de 2
første Bind 1697—98, de 2 sidste 1713), Anecdota
græca (1709), Delle antichità Estensi (2
Foliobind, 1717), Novus Thesaurus veterum
inscriptionum (4 Foliobind, 1739—42). »Annalerne«
eksisterer i fl. nyere Udgaver. Foruden sine
videnskabelige Interesser havde M. megen
Skønhedssans, han var selv noget af en Digter og
har i Della perfetta poesia italiana (2 Bd 1706,
siden oftere) og Riflessioni sopra il buon gusto
nelle scienze e nelle lettere (1708) vist sig som
en klarttænkende og smagfuld Æstetiker. I sin
Bog Della regolata divozione lagde M. saa meget
religiøst Frisind for Dagen, at Jesuiterne
forkætrede ham, uagtet han baade var nidkær i
sin Præstegerning og ved sin store
Godgørenhed viste sig som en sand Kristen. Hans
mangeartede og talrige Afh. og Skr, teologiske,
historiske, æstetiske o. s. v., er samlet i »Opere«
(Arezzo 1767, 13 Kvartbind; ny Udg. Venedig
1790—1810, 48 Bd); hans Epistolario begyndte
at udkomme 1900. M.’s Levned er skildret af
F. Soli-Muratori (Venedig 1756]).
(E. G.). E. M-r.
Muratoris Kanon er Navnet paa et
oldkirkeligt Dokument, som Bibliotekar L. A.
Muratori fandt i det Ambrosianske Bibliotek i
Milano (hvorhen det opr. var kommen fra
Klostret Bobbio) og 1740 udgav i Antiquitates
Italicæ medii ævi Bd III, S. 851 ff. Det indeholder
en Fortegnelse over de Skr., som man
betragtede som hørende med til den nytestamentlige
Kanon og anvendte til Oplæsning ved
Gudstjenesten, sandsynligvis i den rom. Menighed
omkr. Aar 200. Det er affattet paa yderst slet
Latin, men man antager almindeligvis, at det er
en Overs. fra en opr. gr. Tekst; i dets nuv.
Skikkelse tæller det 85 Linier, men Beg. og
Slutn. mangler; om Markus indeholder det kun
en enkelt Linie og Matthæus omtales slet ikke,
men der kan ikke være nogen Tvivl om, at
begge disse to Evangelier i den tabte Beg. har
været nævnet som kanoniske; derefter følger
Lukas- og Johannesevangeliet. Foruden
Apostlenes Gerninger og de sædvanlige 13 paulinske
Breve regnes ogsaa Judasbrevet og to
Johannesbreve samt Johannes Aabenbaring for hørende
med til Kanon; endvidere Peter’s Aabenbaring,
om hvilken det dog bemærkes, at »nogle af vore
ikke vil have den læst i Menigheden«; et tredje
apokalyptisk Skr. »Hermas’ Pastor« betragter
man som værdifuldt, men det kan dog ikke
komme i Betragtning som kanonisk, og to
foregivne Breve af Paulus til Menighederne i
Laodikæa og Aleksandria afvises som uægte.
Hebræerbrevet, Jakobsbrevet, 2. Petersbrev og 3.
Johannesbrev omtales slet ikke, heller ikke 1.
Petersbrev, men dette sidste beror dog
rimeligvis paa en ell. anden Uagtsomhedsfejl. —
Den lat. Tekst er udgivet let tilgængeligt i E.
Preuschen, Analecta II (2. Aufl. 1910), S.
27 ff.
H. M.
Muravjev [mura↱vjæf], en gammel storrussisk
Adelsæt, af hvis Medlemmer i de sidste 100
Aar mange har opnaaet høje Stillinger i Riget,
ja fl. endog vundet sig et Navn i Ruslands
nyeste Historie; deraf kan fremhæves:
1) Nikolaj M. (1768—1840), var først
Søofficer og faldt 1790—92 i sv. Krigsfangenskab.
Han deltog 1812—14 i Krigen som Oberst og
var Stabschef hos General Tolstoj (sluttede
1813 Aftalen om Dresdens Overgivelse), men
vendte derefter tilbage til Moskva, hvor han
1797 havde oprettet en privat Officersskole, som
1823 overtoges af Staten. Han lagde sig senere
efter Landbrug og stiftede Moskvas
landøkonomiske Selskab.
2) Alexander M. (1792—1864), foreg.’s
Søn, tog 1825 som Oberst Del i
Miilitærsammensværgelsen og blev til Straf forvist, men
senere hjemkaldt og 1856 Guvernør i Nischnij
Novgorod, hvor han virkede ivrig for
Livegenskabets Afskaffelse.
3) Nikolaj M., f. 1794, d. 4. Novbr 1866,
foreg.’s Broder, tjente i Krigen 1812—15 og
sendtes 1819 til Khiva, hvorover han senere
udgav en Beskrivelse. Han deltog endvidere i
Krigene i Kaukasus, imod Persien og 1828—29
imod Tyrkerne i Armenien, og udmærkede sig
1331 som Brigadegeneral i Polen. 1832—33
brugtes han i diplomatiske Sendelser til
Konstantinopel og Ægypten for at hindre et Fredsbrud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
