- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
459

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Musik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Svendsen og Sinding, en russisk Skole
med Glinka, Rubinstein, Tschaikowsky og
Ungrusserne, en czeckisk Skole med Smetana,
Dvořák, ja man kan paa ny tale om en
engelsk Skole med Stanford, Hubert Parry,
Elgar, for ikke at tale om de gl. Musiklande,
Frankrig, Italien og Tyskland. Og det gryer
paany i Spanien.

Om det Wagnerske Musikdrama har der
længe været stille. Kun svage Efterdønninger har
ladet sig mærke, og man spejder langt efter den
ny Kraft, der skulde komme. Belastet med
germansk Tyngsel staar Rich. Strauss i al
sin musikdramatiske Frugtbarhed med sin
impressionistiske »Salome« i Spidsen, medens
omvendt Hans Pfitzner, Romantikeren bl.
Modernisterne, skuer længselsfuldt henimod en
forsvunden Tidsalders Renhed. Med sin
arkitektoniske Sans og sin semitiske Eklekticisme var
Gustav Mahler Repræsentant for den Del
af Modernismen, der endnu støtter sig til de
klassiske store Forbilleder. Et ejendommeligt
moderne Udslag af baade Gammel- og
Nyklassikerne, baade af Seb. Bach og Brahms, var
Max Reger, der ved Forsøgene paa i sin
store Produktion at løse dette Problem selv er
blevet et Problem.

Med større Friskhed og indre Kraft melder
den ny Tid sig i Italien, hos Sgambati, hos
Bossi, og hos Wolf-Ferrari, og
fremdeles i den nyitalienske Specialitet,
»Verismen«, der som det rigtigt er bemærket dog
har sine Forløbere baade hos Verdi og i Bizets
»Carmen«. Ført igennem er denne Retning fra
Mascagni og Leoncavallo i et stort
Crescendo til Puccini, med Udløbere til
ogsaa Ikke-Italienere som f. Eks. Eugen
d’Albert
i Tyskland.

Parallelt med denne Bevægelse i Italien gaar
i vore Dage »Impressionismen« i
Frankrig, den nyeste og ejendommeligste af disse
moderne Stilretninger. Dens første Mand er
Claude Debussy, der baade maler i
Billeder og i poetisk Henførelse digter sin Musik,
alt i mangfoldigt spillende Klangfarver i sine
Partiturer — en patologisk Drømmenes
Verden, bygget op ved ny tonale Begreber og dem
derved frembragte Klangmystik (Heltone-Skalaen,
skalafremmede Dissonanser etc.) og tilsvarende
fremmede Klangfarver. Impressionismen
har dannet Skole med Maurice Ravel og
senest Roussel i Spidsen og bredt sig vidt
ud over Frankrigs Grænser, blandt andet til
Spanien, der nu atter viser sig paa Arenaen
under dette Banner. Ogsaa Tyskland og
Amerika og England, (Delius, Cyrill Scott)
er mærket af denne Skole, ligesom de
nordiske Lande (Sibelius, Carl Nielsen,
Glass). Med den gamle romantiske Skole
hører tillige den nationale Musik op, og vi
glider mere og mere ind i Stilens
Kosmopolitik, hvor nationale Grænser vel endnu ikke
er forsvundne, men forflygtiges ved den
herskende Individualisme.

Yderst tilvenstre for denne Bevægelse, staar
Russerne Scriabin og Strawinsky samt
Østerrigeren Arnold Schönberg og fl.
Italienere som Repræsentanter for »Futurismen«,
en Overkultur, der lægger Tonernes Kunst helt
om. Endnu er dog Striden her standende,
endnu lyder der Signaler fra modsat Side, i de
sidste Dage fra den unge Erich Wolfgang
Korngold
i Wien.

Bestemmende for Nutidens Musikliv er den
store Udvikling af den instrumentale (desværre
ikke tillige den vokale) Teknik, de talrige
Virtuoser af begge Køn, det rige Koncertliv med
tournerende Kunstnere, tournerende Orkestre
og tournerende Dirigenter. Derimod mangler vi
de store Skikkelser, dem Fortiden havde saa
mange af. Til Gengæld er Publikum vokset
stærkt, Masserne er komne med, Interessen for
M. har bredt sig i aldrig før kendt Omfang til
alle Samfundslag, og for den musikalske
Uddannelse gøres der meget med offentlige
Konservatorier og andre Anstalter. Dermed hænger
det sammen, at Musikinteressen i vor Tid har
skiftet Karakter. M. er ikke længere Tidkort
alene, den kunstneriske og videnskabelige
Dannelse er i bestandig Stigen. Nationale og
internationale Selskaber har sluttet sig sammen i
dette Øjemed, Fortidens Kunstskatte drages
frem af Forglemmelsen, de store Mesteres
Værker gøres til Genstand for monumentale
Nyudgaver, og deres M. lyder atter i vore Hjem
og Koncertsale. Saaledes gaar da i vor
Tidsalder to Strømninger jævnsides: en radikal
moderne, og en anden med Blikket vendt mod
Fortiden. Det er godt saaledes. Thi rigere er
ikke vor egen Tidsalder, end at den trænger til
at se fremad og ikke skæmmes ved at se
tilbage. (Litt.: Fux, Gradus ad Parnassum
[1725]; Marx, »Kompositionslehre« I—IV
[1837—47 talrige ny Udg.]; Hauptmann, »Die
Natur der Harmonik u. d. Metrik« [2. Opl.
1873]; Dehn, »Lehre vom Kontrapunkt, Kanon
u. d. Fuge« [2. Opl. 1883]; Richter,
»Lehrbuch d. Harmonie«, [20. Opl. 1895; bearbejdet
paa Dansk af Gebauer og Bondesen,
1883]; Bellermann, »Der Kontrapunkt«, [4.
Opl. 1901]; Cherubini, Cours de
contrepoint
, [ny Udg. 1896]; Berlioz, Traité de
d’instrumentation
; Gevaert, Nouveau traité
d’instrumentation
[1885], Cours méthodiques
d’orchestration
[1890]; Otto Malling,
»Instrumentationslære [Kbhvn 1894]; J. D.
Bondesen
, »Harmonilære« [Kbhvn, 1897];
Julius Foss, »Kortfattet Harmonilære« [1908];
Hanslick, »Vom Musikalisch-Schönen« [9.
Opl. 1896]; Helmholtz, »Lehre v. d.
Tonempfindungen« [5. Opl. 1896); Stumpf,
»Tonpsychologie« [I—II 1883—90]; A. Jonquière,
»Grundriss der musikal. Akustik« [1898];
Gevaert, Histoire et théorie de la musique de
l’antiquité
[I—II 1875—81]; Coussemaker,
Histoire de l’harmonie au moyen-âge [1852];
L’art harmonique aux 12.—13. siècles [1865];
Angul Hammerich, »Musikmindesmærker
fra Middelalderen i Danmark« [Kbhvn 1919];
Fétis, Hist. générale de la musique [I—V
(ufuldført) 1868—76]; Ambros, »Geschichte
d. Musik« [I—V (ufuldført) 1862—1878. Nyere
omarbejdede Udgaver 1887—1909]; Fr. J.
Fétis
, Biographie universelle des musiciens,
I—VIII, [2. Udg. 1860—1865, Suppl. I—II,
1878—1880]; H. Riemann, »Handbuch. d.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0483.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free