Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Muslinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Østers; O. angulata ved Frankrigs og Portugals
Kyster; O. borealis og virginiana ved
Nordamerikas Kyster foruden andre Arter, der
fiskes ved Antillerne, Kap, Sues o. a. St. Den
rationelle Drift af Østersbankerne,
»Østerskulturen«, staar navnlig højt i Frankrig og de
nordamerikanske Fristater. En anden
Muslingeslægt, der spises overalt, hvor den findes, er
Blaamuslingen; ogsaa i Danmark drives en Del
Fangst efter den, f. Eks i Vejle Fjord; i
Frankrig har de været kultiveret allerede fra 13.
Aarh. For øvrigt er næsten alle Havets M.
spiselige, og virkelig spises et ikke ringe Antal
Slægter paa forsk. St.; Ferskvandsmuslingerne
er derimod kun lidet benyttede p. Gr. a. deres
flove Smag; dog spises visse St. i
Frankrig baade Dam- og Malermuslinger, og i Kina
kultiveres visse Dammuslinger for at tjene til
Føde for Mennesker, andre for at bruges til
Svineføde. Negrene i Afrika spiser »Nil-Østersen«
Ætheria, der danner ligefremme Banker
i Floderne. I Nutiden er det alligevel
forholdsvis sjælden, at M. udgør Befolkningens
Hovednæringsmiddel dog sker det stundom, naar
Dyrtid ell. Hungersnød har ramt den fattige
Befolkning paa Irlands og Skotlands Kyster; i
hvor høj Grad det har været Tilfælde i den forhistoriske
Tid, derom vidner »Køkkenmøddingerne«,
der findes i stor Mængde paa de danske
Kyster, men i øvrigt genfindes mange andre
St., baade i og uden for Skandinavien, ja egl.
ved Alverdens Kyster; selv fra Ildlandet og
Australien kendes de. De i de danske
Skaldynger fremherskende M. er Østers, Blaa-
og Hjertemusling, i Nordamerika er det
hovedsagelig en Venus-Art, der endnu spises der.
Visse M. leverer ægte Perler og Perlemor;
dette gælder navnlig den ægte Perlemusling
(Meleagrina margaritifera) og, i langt ringere
Grad, Flodperlemuslingen (Margaritana
margaritifera). Det vigtigste Perlefiskeri drives
i den pers. Havbugt (Bahrein-Øerne) og ved Ceylon
samt i den mexikanske Havbugt. Der fra stammer
de største Perler, man kender, og som
kan naa en Valnøds Størrelse. I Modsætning til
de uhyre Summer, som indvindes der, er det
ganske forsvindende, hvad Fiskeriet af
Flodperlemuslingen, der især drives i Bayern og
Sachsen, indbringer, og de Perler, der vindes
her, overgaar sjældent en Ært i Størrelse. En
rationel »Perlekultur« har Kineserne fra gl Tid
drevet ved Hjælp af en Art Malermusling; de
bringer forsk. smaa Genstande, f. Eks. Kugler
af Perlemor, ind mellem Skallen og Kappen og
lader dem ligge der saa længe, indtil de er
overtrukne med et Lag Perlemor. En ganske
ejendommelig Anvendelse har man kunnet gøre
af Skinkemuslingen; dens silkeagtige Byssus
lader sig nemlig væve til Tøj. Endelig maa
omtales en M., der kan foranledige store Ulykker
og i alt Fald er en stadig Kilde til Bekymringer
og Udgifter, nemlig Pæleormen (Teredo).
Mest berygtet er den p. Gr. a. de Digebrud,
den nogle Gange har givet Anledning til i
Holland i 18. og 19. Aarh. Mod dens Angreb kan
man sikre sig ved at imprægnere det benyttede
Træværk med Kreosot, eller, hvad der er
billigere, ved at beslaa det tæt med smaa Søm;
selv om disse ødelægges af Havvandet,
efterlader de en Rustskorpe, der hindrer de smaa
Larver fra at sætte sig fast; denne Sikringsmaade
bruges ved de jydske Høfder. Ogsaa
Træskibe maa sikres mod deres Angreb; dette
kan ske ved Kobberforhudning.
Muslingeskaller træffes bl. de ældste
Dyrelevninger, saaledes, om end kun sparsomt,
allerede i Cambrium. I Silurtiden optræder ikke
saa faa forsk. Familier; en stor Del af disse
var tyndskallede Former uden Kappebugt. I
Kulperioden naar den i Brakvand levende
Anthracosia en vid Udbredning. Triastiden er
særlig interessant: en Del ældre Slægter uddør,
medens andre, som Ostreidæ, Spondylidæ og
Mytilidæ opstaar, og de allerede eksisterende
Pernidæ, Astartidæ og Trigoniidæ udmærker
sig ved stor Formrigdom. Jura- og
Kridttidsaflejringerne indeholder ogsaa talrige Rester af
disse Dyr; ejendommelige for de sidste er
navnlig Pachyodonterne (Chamidæ og Rudistæ);
af disse forsvinder Rudisterne med denne
Periode; herfra kan ogsaa nævnes Slægten
Inoceramus, udmærket ved et meget tykt Prismelag
i Skallen. Tertiærtiden endelig danner
Overgangen til Nutiden. I geol. Henseende er M.
interessante, idet de ved deres massevise
Optræden paa samme St. kan give Anledning til
Dannelsen af »Muslingekalk«, en Bjergart, der
væsentlig bestaar af sammenhobede og senere
sammenkittede Skaller af M. o. a. Bløddyr.
Saadanne Lag findes f. Eks. i Trias, ja man
bruger endog Navnet Muslingekalk om hele den
mellemste Del af denne Periode; hertil maa
dog bemærkes, at denne mægtige Aflejrings
forsk. Lag ingenlunde alle er dannet af
Skaller; nogle er endog meget fossilfattige. Andre
Bjergarter, hvori Muslingeskaller spiller en
større Rolle, er »Muslingesandsten«, en
Sandsten, rig paa Muslingeskaller, »Muslingemergel«,
Ler med talrige Skaller; endelig
»Muslingesand« og »Skalgrus«, hvor de af Brændingen
knuste Skaller danner Hovedmassen. Som
Ledefossiler er M. meget vigtige; fra danske Lag
kan nævnes: Ostrea vesicularis fra det yngre
Kridt; Yoldia arctica fra Ishavsleret; i noget
yngre Aflejringer Zirphæa crispata; Cyprina
islandica i det interglaciale Cyprina-Ler, Ostrea
edulis i Stenalderens Aflejringer og endelig Mya
arenaria i de alleryngste Lag.
Om M.’s Systematik hersker der næppe
endnu Enighed. De forsk. Opstillinger har været
grundede snart paa Skallen alene, snart paa
de bløde Dele, f. Eks. Gællerne i Forbindelse
med denne. (Litt.: Lang, »Lehrbuch d.
vergleich. Anatomie, III, Mollusca« [Jena 1900]; P.
Fischer, Manuel de Conchyliologie [Paris
1887]; H. G. Bronn, »Klassen und Ordnungen
d. Thierreichs«, III, 1 [1862]; Martini und
<sp Chemnitz</sp>, »Systematisches
Conchylién-Cabinet« [1837—1922]; Meyer og Møbius,
»Fauna d. Kieler Bucht« [1865]; C. G. Joh.
Petersen, »De skalbærende Molluskers
Udbredningsforhold« [Kbhvn 1888]; G. O. Sars,
Mollusca regionis arcticæ Norvegiae [Kria 1878];
Zittel, »Grundzüge d. Paläontologie«
[München, Berlin 1920]; E. Koken, »Die
Leitfossilien« [Leipzig 1896]; Korschelt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
