Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mynster, Jacob Peter - Mynster, Ole Hieronymus - Münster, Sebastian - Münster am Stein - Münsterberg - Mynt - Mynte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1824 deltog han i Fejden med F. G. Howitz til
Forsvar for Viljens Frihed, han udgav en
Aargang Prædikener (1823) samt »Betragtninger
over de kristelige Troslærdomme« (1833) og
udgav sine teologiske Afhandlinger paa Tysk
(1825). Ved sin Forkyndelse og ved sine Skr
blev han de Dannedes religiøse Vejleder; han
kunde hjælpe baade dem, der i Religionen
søgte en æstetisk Tilfredsstillelse, og dem, der
søgte Mættelse til evigt Liv; selv dybt indviet i
Sjælens Kampe kunde han og kan han hjælpe
den, der er i Nød.
1834 blev M. Sjællands Biskop. Som Biskop
var han en af Frederik VI’s Mænd; Rousseau
og den fr. Revolution var nu glemte, og han
søgte paa det nøjeste at holde den danske
Kirke inden for de bestaaende Loves Rammer, og
det i en Tid, da Mænd som Grundtvig og S.
Kierkegaard satte Kirken i en Bevægelse som
aldrig før. Formen betød saa meget for M.
personlig, den betød næsten alt, naar han
skulde handle som Kirkestyrer. Grundtvig, der var
en Søstersøn af hans Stiffader, var ham
personlig imod; dennes tit ubændige Kraft, altid
paa Grænsen af det formløse, hyppig ude i det,
kunde han aldrig forsone sig med, og hans
Modvilje mod Grundtvig gjorde ikke sjælden
den ellers store Mand lille. Grundtvig ønskede
at staa M. nær, thi han beundrede ham, især
for de Egenskaber, som han selv savnede. Som
kongevalgt Medlem af Stænderforsamlingen i
Roskilde stod M. paa de Konservatives yderste
Fløj; han var lige saa bange for Frihed i
Staten som i Kirken og forsaa sig altid paa de
uæstetiske Sider, som stedse hæfter ved dem,
der vil det ny. M. forsøgte engang at
imødekomme Tidens Krav ved at lave et nyt Ritual
og en ny Alterbog, men hans Udkast hertil
blev gennemkritiseret og dræbt; det var især
Grundtvig og hans Venner, der her var
virksomme, og det gjorde M. endnu mere
utilbøjelig for Nyheder. Frd. af 13. Jan. 1741
anvendte han mod Lægprædikanterne, og med den
søgte han at holde den religiøse Vækkelse bl.
Almuen nede, men det lykkedes naturligvis
ikke. 1842 fik han Kongen til at udstede en
Forordning om, at Baptistbørn skulde døbes,
men P. Chr. Kierkegaard nægtede at døbe
dem, og den offentlige Mening stod paa hans
Side, saa M. led et Nederlag. Med Kbhvn’s
Konvent stod M. paa en spændt Fod, da han
ikke kunde taale, at det undertiden optraadte
som Repræsentant for Præsteskabet. M. fik et
Salmehefte ud som Tillæg til evangelisk-kristelig
Salmebog (1845), hvori Grundtvig’s Salmer
var saare sparsomt benyttede, medens Kbhvn’s
Konvent ønskede dennes Salmer mere frem, og
det havde da ogsaa faaet nedsat en
Salmebogskommission med Grundtvig som Formand,
hvilken Kommissions Arbejde imidlertid ikke
vandt almindeligt Bifald. Som Medlem af den
grundlovgivende Rigsforsamling stemte M. mod
Grundloven. — Under sine mange Stridigheder
fik han Tid til baade dogmatiske og
kirkehistoriske Studier, og han udg. stadig ny
Prædikener. Paa sine Visitatsrejser var han
gladest, paa de offentlige Sager maatte han
tænke »med Sorg og Væmmelse«. I hans sidste
Aar trak det op til Storm fra S. Kierkegaard’s
Side, men den udbrød først efter hans Død.
M., der 1815 var bleven Dr. theol., 1819
Medlem af Videnskabernes Selskab, 1836 fik
Storkorset og 1847 blev ophøjet i første
Rangklasse, denne M. svarede ikke til S.
Kierkegaard’s Ideal af et Sandhedsvidne. Noget Parti
samlede M. aldrig om sig, men han
kom til at staa som et Forbillede for sine to nærmeste
Efterfølgere paa Sjællands Bispestol, og den
saakaldte højkirkelige Retning ell. »Centrum« i
den danske Kirke ser hen til M. med en særlig
Ærbødighed. M. vil altid nævnes sammen med
Grundtvig og S. Kierkegaard som en af den
danske Kirkes ypperste Mænd. (Litt.: J. P.
Mynster, »Meddelelser om mit Levned«
[1854]; »Breve fra J. P, M.cc [1860]; »Af
efterladte Breve til J. P. M.« [1862]; »Nogle Blade
af J. P. M.’s Liv og Tid«, udg. af C. L. N.
Mynster [1875]; H. Martensen, »Til Erindring
om J. P. M.« [1855]; C. L. N. Mynster,
»Nogle Erindringer og Bemærkninger om J. P.
M.« [1877]; H. Schwanenflügel, »J. P.
M.« [2 Bd 1900—01]).
L. M.
Mynster, Ole Hieronymus, dansk Læge,
Broder til ovenn. J. P. M., f. 13. Aug. 1772 i
Kbhvn, d. 13. Oktbr 1818 smst. M. blev Student
1788, studerede Naturvidenskaber og
Lægevidenskab, vandt Univ.’s Guldmedaille, stiftede
sammen med fremragende Videnskabsmænd
»Fys., økonomisk og mediko-kir. Bibliotek«, som
han redigerede. 1796 tog han med. Eksamen;
1797 Dr. med., 1800 Reservemedikus ved
Frederiks Hospital og Adjunkt ved med. Fakultet,
1802 Overmedikus ved Hospitalet, 1805 Prof.
ekstraord.. 1817 Prof. ord.
G. N.
Münster [↱mønstər], Sebastian, tysk Lærd
(1489—1552), blev Franciskanermunk, men gik
1529 over til den reformerte Kirke, blev Prof. i
Hebraisk og Teologi i Heidelberg og forflyttedes
1536 til Basel, hvor han tillige var Prof. i
Matematik. Hans Hovedværk er hans
»Cosmographia«, der udkom 1544 i Basel og fandt stor
Udbredelse, udkom i 100 Aar i 24 Udgaver
foruden i mange Overs. til forsk. Sprog.
V. S.
Münster am Stein [↱mønstər-am-∫ta^in], Lands-
og Badested i Rhinprovinsen, 946 Indb., 117 m
o. H., 6 Kilder, væsentlig Kogsaltkilder, som
ogsaa indeholder Kalk og Lithium. Vandet
bruges til Drikkekure, til Inhalation og til Bade,
Vandet forsendes ogsaa, ligesom den ved de 2
Graderværker fremstillede Moderlud
(»Kreuznacher Moderlud«). St. søges særlig af
Patienter med Skrofulose, Rachitis, Slimhindekatarrer,
Mave-Tarmsygdomme, Reumatisme. Aarligt
Antal Badegæster 3—4000. Sæson 1. Maj til
1. Oktbr.
E. F.
Münsterberg [↱mønstərbærk], By i preuss.
Prov. Schlesien ved Oders Biflod Ohlau og
Jernbanelinien Breslau—Mittelwalde;
Fabrikation af Drænrør, Chamotte genstande, i
Nærheden Grafitlejer. (1910) 8632 Indb.
N. H. J.
Mynt (norsk), d. s. s. Mønt.
Mynte (Mentha L.), Slægt af Læbeblomstrede
(Mynte-Gruppen), fleraarige, stærkt aromatiske
Urter med krybende Rodstok og oprette, stærkt
forgrenede overjordiske Skud, hvis Blade er
savtakkede. Blomsterne sidder i tætte Kranse i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
