- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
538

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mytologi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Grækernes Kultus og det M.-stof, som har
været knyttet til denne. Til Hjælp ved denne
Undersøgelse benytter man Oldtidens egne
arkæologiske Skrifter, f. Eks. Pausanias og
Strabo, og hos de øvrige Forfattere, saavel
Historikere som Digtere og Filosoffer, fremleder man
de Træk, der beretter om faktiske Tilstande i
det samtidige ell. ældre Grækenland, hvilke
man da udskiller fra Forfatterens eget religiøse
Standpunkt ell. Meninger om Religionen.
Saaledes vil man f. Eks. hos Herodot finde en
Mængde Træk af den gr. Almuetro og
Præstereligion ved Siden af hans egen religiøse
Livsanskuelse. Betragtede fra denne Side er paa
en vis Maade alle Kilder lige gode, naar man
blot gennem dem kan slutte sig til det
virkelige religiøse Liv; og netop sene Kilder kan
derved faa Værdi, naar de, som f. Eks.
Spotteren Lukian ell. de gr. Kirkefædre, just ved at
tage Stilling til Folketroen afslører denne
uforbeholdent. Homer maa iflg. dette da som
mytologisk Kilde benyttes saaledes, at Digternes
mytologiske Standpunkt, hvad enten de udtaler
det selv ell. lader deres Figurer bevæge sig i
del, bliver et Lag for sig, forskelligt fra den
M., der aabenbarer sig i de gentagne
Skildringer af Gravskikke, Edsformularer o. l. — og
kun gennem disse sidste Ting bliver Homer en
Kilde for den ældste gr. M.

Lokalmyter. Saaledes anviser Kilderne
os, støttede af Arkæologlen, en Inddeling af M.
efter Tidsperioder; men tillige føres vi ad
samme Vej til at skelne imellem de Stæder og
Egne, hvor de forsk. M. har hørt hjemme. Thi
ligesom Grækenland i det hele faldt i en
Mængde Smaastater, saaledes har Grækernes
Kultus opr. i højeste Grad været steddelt ell.
stedbunden, og mangen Guddom, der senere
kom til Gyldighed over hele Hellas, har fra
først af haft sit ofte meget begrænsede
Tilholdssted: saaledes Hefaistos paa Lemnos,
Asklepios i Epidauros; Herakles har først opr.
tilhørt Dorerne, og ligeledes synes Poseidon og
Artemis i lang Tid at have haft Fortrinnet i
det doriske Peloponnes, medens Zeus og Athene
træder stærkere frem hos Ionerne; Hera bærer
Præg af en opr. argivisk Gudinde, andre er
tydeligt fremmede Guder: Dionysos fra
Thrakien, Afrodite fra Fønikerne, for ikke at tale
om de i sin Tid paaviseligt indførte Guder som
Mithra, Kybele o. a. For Myternes Vedk. lærer
vi heraf, at de fleste af dem maa betragtes som
oprindelige Lokal-M. knyttede til den
enkelte Kultus, og hvor de knyttes til Stedets
historiske Begivenheder (til Fyrstehusene o. l.),
maa de tillige betragtes som lokale Sagn, og
deres Oprindelse maa søges i hin fjerne
Fortid, som vi kun kan faa Nys om ad arkæologisk
Vej og gennem Litteraturens lejlighedsvise
Meddelelser, en i religiøs Henseende lavtstaaende
Tid, da man mest tænkte sig Guderne som
jordiske og underjordiske Væsener,
frugtbargørende og straffende (»chthoniske Guder«, se
Chthonios), ell. endog i Dyreskikkelse, og
da man har dyrket de Afdødes Aander ved
Gravene ell. paa Torvet som Slægtens ell.
Stadens Beskyttere (»Heroer«, se Heros). Det er
meget vanskeligt at udskille de Myter, der hører
hjemme i denne primitive Religion; dog finder
man rundt omkr. i den højere udviklede M.
noget, som man maa anse for Rester fra hin
Tid: plumpe Fortællinger om rædsomme
Dødsguder, der æder de Dødes Kød ell. straffer de
Levendes Brøde, ell. Luftvæsener, der river
Sjælene med sig i Stormen; om lystne
Hyrdeguders Spas, der skænker Naturen Trivsel, ell.
om Jordgudindens Vrede, som volder Tørke;
Spøgelseshistorier og Skrækkesagn; om
fabelagtige Uhyrer, der kan fortrylle og forvandle
Mennesker, og i det hele om Forvandlinger,
der blander Dyr og Guder og Mennesker,
Aander og Naturmagter i kaotisk Forvirring, ell.
om en Aandernes Indgriben i de daglige
Begivenheder, der opløser hele Naturen i et Spil
af Luner og Tilfældigheder. Af disse mytiske
Træk kan endnu enkelte efterspores i de
sydeuropæiske Almuesagn, og de har dengang
vistnok, ligesom nu, været knyttede til
Bondeskikke og Almuetro fuldt saavel som til den
præstelige Kultus. Noget egentligt Panteon har
Grækerne dengang ikke haft, og heller ikke
nogen fælles M. Denne har, som det synes, først
dannet sig gennem den episke Digtning, og det
er paa dette Punkt, Homer har saa stor Bet.
for M. Man finder her et Kompleks af Myter,
hentede fra de fleste Egne i Grækenland og
samarbejdede til et Hele, der nu kunde
udforme sig desto friere, fordi denne Digtning
udfoldede sig blandt de ioniske Nybyggere i
Lilleasien, fjernt fra de hjemlige Kultussteder
og fra den Begrænsning, som disse gav baade
Guddommen og de Myter. Den homeriske
Mytedigtning er frigjort, ja fritænkerisk, tager det
ofte let, ja letfærdigt med Guderne, hvis
Optræden skildres i Ridder- ell. Fyrstelivets Stil.
Derved er Myternes religiøse Bet. for største
Delen gaaet tabt og erstattet af en vis
Krigerkaste-Fromhed, hvis ideelle Kraft dog ikke er
at foragte; men paa den anden Side er den
primitive Plumphed, som skæmmer den ældre
M., vegen for den kunstnerisk afklarede Myte,
der direkte sigter paa Skønhedsvirkningen og
paa den fængslende Fortælling. Derved er den
homeriske Myte bleven Grundtypen for
Grækernes litterære M., ligesom den ogsaa bar
tjent til at skabe den mytologiske Billedkunst,
hvori den gr. Plastik udfoldede sin Storhed, i
Modsætning til den ældre Tids hæslige
Gudebilleder. Imidlertid var man i de
hjemmegræske, præstelige Kredse ingenlunde blind for det
Fritænkeri, som aandede i den homeriske M.;
og i det 8. og 7. Aarh. har der rejst sig en
heftig Reaktion mod denne, i hvilken ogsaa
Filosoffer som Xenofanes deltog. Den M., vi træffer
hos Lyrikere som Stesichoros, hos en Tragiker
som Aischylos ell. hos en særlig præstelig
Digter som Pindaros, staar ikke blot langt
nærmere ved den gl. Kultusfromhed end Homer’s,
men bestræber sig ogsaa for at fjerne alle Træk,
som kan skæmme Gudsforestillingerne navnlig
i moralsk Henseende; senere hen, da et nyt
Fritænkeri havde dannet sig, der rettede sig
mod al M. overhovedet, blev det almindeligt,
men altsaa nu af Malice, at opholde sig over
Ufuldkommenhederne ved de homeriske
Gudeskikkelser (saaledes Lukian).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0564.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free