- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
539

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mytologi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ved den religiøse Fordybelse, som den gr.
Reformation førte med, ophævedes M.
imidlertid ingenlunde, men ophøjedes snarere i en
Sfære, hvor den kunstneriske Skønhed mødes
med den religiøse Højhed: en Aischylos’ og en
Pindar’s Tale bæres af en Alvor og Patos, der
vidner om, hvor dybt de hellige Forestillinger
er indprægede i deres Sjæl. Og medens Zeus
og Athene saaledes udformedes som høje og
rene, guddommelige Idealer, og Skikkelser som
Protmetheus og Herakles blev ikke mindre
vældige Udtryk for den stridende Menneskehed,
udvikledes samtidig, baade gennem Digtning og
Billedkunst, de Helteskikkelser, som Homer
havde skabt, og udfoldes i Hellenernes hele
Blomstringstid dette Folks enestaaende Tanker
om Mennesket i dets Storhed og Lykke.

Profeti og Ekstase; M.’s Forfald.
En mægtig Faktor i den gr. M.’s Udvikling blev
ogsaa den apollinske Religiøsitet; den havde
sit Grundsæde i Delfoi, hvor ikke blot Oraklet,
men ogsaa die til Apollon’s Kultus knyttede
Soninger og Renselser blev en Stormagt; herfra
udgik en Slags profetisk Bevægelse over
Grækenland, der ikke blot varslede med sine
Spaadomme og kaldte til Renhed og Alvor, men
som ogsaa har skudt den hele Mytekreds, der
samler sig om Apollon, i Forgrunden. Ligesom
Zeus-Dyrkelsen paa sin Sejrsgang gennem
Hellas indlagde en Mængde Lokalmyter under sit
Omraade og ved at smelte dem ind i
Zeus-Myten hævede dem op af deres Ubetydelighed,
saaledes har den apollinske Bevægelse
absorberet talrige Solmyter, bukoliske og musiske
Myter, som derved er komne frem for Lyset
og har faaet deres aandelige, hellenske Præg.
Var der imidlertid allerede i Apollon-Dyrkernes
Mantik (Spaadomsvæsen) en Bestanddel, som
var fremmed for den ældre Græskhed, saa
skulde M. dog endnu tage endnu mere
fremmede og vildsomme Elementer i sig, før den
naaede sin Afslutning. Gennem Samkvem med
Semiterne, især med fønikiske og karthagiske
Købmænd, var Dyrkelsen af den semitiske
Frugtbarhedsgudinde trængt frem til Grækenland
(især over Øerne Cypern og Patos), og
Afrodite-Dyrkelsen, som udviklede sig
heraf, skabte en Mytekreds, hvori ogsaa den
ligeledes semitiske Adonis-Myte indgik under
mange Former. Den hellenske Fantasi fik
herved et Stød i ny Retning, der navnlig gav
Plastikken Opgaver, som den løste med
uforgængeligt Mesterskab; men den sanselige
Tilbøjelighed i den gr. M. fik derved tillige en
kærkommen Næring og et farligt Element at
lege med. End mere opviglende og opløsende
virkede dog de Myter, der fulgte med den fra
Thrakien indtrængende Dionysos-Kultus.
Det bakkantiske Præg, som Vingudens
Dyrkelse har, afspejler sig ogsaa ikke blot i de
snævrere Bakkus-Myter, men drager saa at sige
hele den senere gr. M. ind i Dansen og berøver
den meget af dens tidligere lyse og legende
Karakter. Orfismen, der behersker den
dionysiske Zagreus-Myte, indfører Tanker, som er
det ældre Hellas ukendte, og i Grunden det
hellenske Væsen ganske modsatte: Sjælevandring,
Pessimisme, Askese ell. Livssmertens
Døvelse i Lyster; og den Ekstase, som den
apollinske Fromhed vel havde kendt, men som en
underordnet Faktor, bliver nu en Hovedsag.
Men Tyngdepunktet i det religiøse lægges
derved over paa Livet, paa Drifter, Villie og
Lidenskab og paa tungsindige Refleksioner.
Dette afgiver ikke gunstige Kaar for
Mytedannelsen, og denne sygner da ogsaa hen og
giver kort efter den Tid, da det atheniensiske
Liv har naaet sin Blomstring, Plads dels for
den praktiske Salighedsiver, som arbejder sig
frem gennem Mysterierne, dels for
Filosofien. Det religiøse bliver nu en Opgave for
Livet og et Problem for Tanken; og dermed
er det i Virkeligheden ude med Mytologien ell.
i hvert Fald med dens selvstændige Bet. og
dens Vækst. Filosofferne omtyder Myterne, de
Lærde samler paa dem som paa Oldsager, og
den praktiske Fromhed bruger dem kun som
Symboler. Dog søger den religiøs filos.
Synkretisme, saaledes f. Eks. Nyplatonismen, endnu
c. 300 efter Kr. at redde mange Myter, og endnu
saa sen en Digtning som Apulejus’ »Amor og
Psyche« vidner om, hvor længe det styrtede
Træ endnu kunde bære grønne Skud.
Mangfoldige gr. Myter lever dog videre i Almuen som
Eventyr og Helgenlegender. (Litt.: Den
moderne Betragtning af gr. M. grundlægges med
K. O. Müller, »Prolegomena« [1825] og hans
Enkeltundersøgelser; F. G. Welcker,
»Griechische Götterlehre« [3 Bd, 1857—63], et
grundigt, rigt og storladent Værk, men stærkt
paavirket af Romantikkens Skema; Preller’s
»Griech. M.« [udg. af C. Robert], rig paa
Enkeitheder, men helt hjemfalden til
Naturforklaring; det sidste gælder til Dels ogsaa om
Bloch og Secher’s danske »Haandbog i den
gr. M.«; P. De charme, Mythologie de la
Grèce antique
[2. Udg., 1836] har Værdi ved sit
Billedstof; E. Rohde, »Psyche« [2. Udg.,
1894] og Usener, »Götternamen« [Bonn 1896]
grundlæggende; Martin P. Nilsson, »Den
grekiska religionens historia [Sthlm 1921]; W.
H. Roscher
’s »Lexicon d. griech. u. röm. M.«
er nyttig ved sit store og let overskuelige Stof).
Edv. L.

M., nordisk, 1. Kilder. De bevarede
Kilder af nordisk M. rækker næsten ikke længere
tilbage end til Hedenskabets sidste Tidsrum,
Vikingetiden (800—1000, for Sveriges Vedk. til
1100). Ved nordisk M. forstaar man derfor
særlig Vikingetidens M., og Forskningen er kun i
visse almene Træk i Stand til at oplyse de
ældre Tidsrum. Kilderne falder derefter i
Grupper, der er af forsk. Værdi: 1) Ældre end
Vikingetiden, væsentlig kun Oldsager
(billedlige Fremstillinger, Offerfund o. l.) og ganske
faa Efterretninger hos Krønikeskrivere. 2)
Vikingetiden (800—1100): en Rigdom af
ypperlige Kilder fra den poetiske Myteverden,
især en Mængde fortællende, til Dels ogsaa
halvt dram. Gudekvad i den ældre Edda,
desuden spredte Gudeoptrin i Heltekvadene og
kunstfærdige Skjaldekvad af gudemytisk
Indhold, særlig Thorsdrapaer. Disse Digte er dog
næsten alle norsk-islandske; kun bl.
Heltekvads-Optrin findes ogsaa enkelte danske. Til den
poetisk-mytiske Verden hører til Dels ogsaa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0565.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free