- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
540

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mytologi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

billedlige Fremstillinger, særlig fra Nordboerne
paa de britiske Øer, der staar paa Overgang
til efterhedensk Tid. Vidnesbyrdene om
Gudsdyrkelse og Gudsforhold er mindre righoldige,
men mere jævnt fordelte over de nordiske
Lande: fremmede Krønikers Efterretninger bl.
a. om Gudsdyrkelsen i Upsala; Runeindskrifter,
Tegn (særlig Thor’s Hammer), og til Dels
Billeder; Person- og Stednavne, der er
sammensatte med Gudenavne, o. s. v. 3)
Efterhedensk Tid (1100—1300): Snorre’s
»Edda« er nærmest skrevet paa Grundlag af
Vikingetidens Kvad, men nogle Partier har
selvstændig Bet.; Heltesagn indeholder en Del norske
og isl. Gudeoptrin (Sakse o. s. v.); den isl.
Sagalitt. giver nogle Oplysninger om gl
Gudsdyrkelse, men har endnu langt større Bet. ved
at indeholde Dagliglivets Folketro; ligesaa
Lovene fra de nordiske Lande. 4) Den nyere
Tid
(1300—1900): Folkeviser og sen-islandske
Eventyrsagaer, der dog kun med stor
Varsomhed kan benyttes som mytologisk Kilde. Af
langt større Bet. er den Mængde af Folkesagn
og Overtro, der fra 16. Aarh. af, især dog i 19.
Aarh. er blevet optegnet af Forskerne; disse
Kilder knytter sig dog kun i ringere Grad til
Vikingetidens religiøse Liv, men er i det hele
og store Levninger af en endnu fjernere
Oldtid (se Folkeminder). Tillige maa
mærkes, at Kilderne fra andre gotisk-germanske
Folkeslag, især de rom. Forf.’s Efterretninger,
der svarer til vor 1. Gruppe, indirekte er af
stor Bet. for Norden.

2, Forskningens Historie. Den
videnskabelige Behandling af n. M. begynder med
den isl. Høvding Snorre Sturlesson (d. 1241).
I første Del af sin »Edda« gav han en
Fremstilling af Mytestoffet, medens han i
Indledningen til »Heimskringla« gav en Slags
Religionshistorie. Han fulgte her den i
Middelalderen gængse Teori, at Guderne var gl.
Troldmænd (jfr Euemeros), og gav Teorien om
Asernes Indvandring i Norden sin endelige
Udformning. I »Edda« udvidede han derimod
Voluspaa’s Fortællinger til en fyldigere
Gudesaga, dog saaledes at det anes, at de Kristnes
Gud med hans Himmerig og Helvede ligger
bagved. Snorre’s euhemeristiske Standpunkt
beherskede ganske de flg. Aarh., f. Eks.
endnu Suhm’s »Om Odin« (1771), og opfattedes
slet ikke som Teori, men som Kildeskrift; kun
faa Forfattere havde Blik for det sjælelige
Grundlag i Mytedannelsen (Thomas Bartholin,
»Om de Danskes Dødsforagt« [paa Latin 1689]).
Bruddet med den ældre Skole kom først ved
Romantikken. N. F. S. Grundtvig skrev sit lille
Ungdomsarbejde (»Nordisk M.«, 1808),
banebrydende ved sit skarpe Skel mellem hedenske og
efterhedenske Kilder, og mellem Livsbetragtning
og Eventyrmyte. Men han opgav at følge
disse Tanker videre, da han efter sin religiøse
Vækkelse behandlede Myterne som Symboler
for aandelige Værdier (»Nordisk M. ell.
Sindbilledsprog«, 1832). Derimod opfattede den
lærde Islænding Finn Magnusson dem som Udtryk
for en dyb astron. Indsigt (Mytologiæ Lexicon,
128; o. fl.). Nær ved Grundtvig’s ældre
Standpunkt staar derimod Martin og Fr.
Hammerich, samt til Dels N. M. Petersen i hans
aandfulde »N. M.« (1349). Den næste store
Indvinding skyldes Tyskeren Jacob Grimm (»Deutsche
Mytologie«, 1835). Han saa for første Gang
Sammenhængen mellem Eddaernes M., de ældste
tyske Efterretninger og den nyere Folketro, og
han opfattede dem som jævnstillede Udtryk for
samme ældgamle Myteverden. Nutiden vil ikke
i samme Grad som han kunne se bort fra
Forskellighederne i Sted og Tid, mellem Island
og Tyskland, og fra Tacitus til Snorre
Sturlesson; men han har med sikker Haand
afstukket de Omraader, hvor Myteforskningen stadig
har arbejdet videre. I Norden har han tidligst
paavirket Hyltén-Cavallius, der fra Smaalands
Skovbygder hentede rige Skatte af Folketro,
men i sin videnskabelige Behandling ikke
kunde gøre sig fri for de gl. Indvandringsteorier
(»Wärend och Wirdarne«, 1864—68). For
øvrigt virkede Grimm’s Indflydelse højst forsk. i
Norden og i Tyskland. Hans egne Landsmænd
udviklede sig især i Retning af
romantisk-fantastiske Kombinationer. Fra hans
fælles-germanske M. søgte man frem imod en fælles
indoeuropæisk M., idet man dristig identificerede
de forsk. Skikkelser og Myter og søgte en
natursymbolsk Kerne i dem, fremfor alt Solens
Undergang og dens paafølgende Sejr. Materialet
til denne M. fandt nogle i de nu først ret
fremdragne Folkeoverleveringer (Wilh. Schwartz),
andre forbandt dermed de ind. Vedaer (Kuhn);
andre søgte Naturmyter o. s. v. i den
germanske Heltedigtning (Müllenhoff). I Norden
knyttede man sig til de mest ædruelige Sider af
Grimm’s Arbejde, samlede alle Oplysninger om
Gudsdyrkelse fra de hedenske og
efterhedenske Kilder (Keyser, Olaf Rygh’s og M.
Lundgreen’s Navneforskninger, samt enkelte
nyere Arbejder) uden Forsøg paa vidtrækkende
Teorier. Kun Arkæologen Henry Petersen
opstillede den dristige og betydningsfulde Sætning,
at man ad denne Vej kunde komme til ældre
Guddomsforestillinger end dem, der forelaa i
Eddadigtningen, navnlig, at Thor-Skikkelsen
var ældre og folkeligere end Odin
(»Nordboernes Gudsdyrkelse«, 1876). Til de nordiske
Forskere slutter sig ogsaa Müncheneren Konrad
Maurer (»Bekehrung des norwegischen
Stammes«, 1856—58). Indvirkninger fra Tyskland,
fra den Kuhn’ske Skole, gør sig derimod
gældende i Victor Rydberg’s »Undersökningar i
germanisk M.« (1886—89); ogsaa enkelte sv.
Sprogmænd ell. Arkæologer er Tilhængere af
Solmyterne. I Modsætning til disse Retninger,
der først og fremmest søger Harmonien
mellem de forsk. Overleveringer, staar de nyere
(19. Aarh.’s sidste 25 Aar), der mest søger at
sætte Skel. Allerede 1850, i et lille
Skoleprogram (»Der heutige Volksglaube«) skelnede W.
Schwartz imellem den »højere« Tro, Præste-
og Kulturreligionen, og den »lavere«, Almuens
nedarvede Skikke og daglige Forestillinger, der
var Levninger af et ældre Trin, hvor Guderne
nærmest var Natur-Dæmoner. Større Bet. fik
denne Tanke, da den mødtes med den eng.
Teori om Animismen som hele Menneskehedens
ældste Forsøg paa at forklare sig Rørelserne i
Naturen. Paavirket heraf skabte Mannhardt sit

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0566.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free