Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mytologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hovedværk »Baumkultus der Germanen« (1875),
der dog endnu ikke er helt frigjort for
romantisk Symbolik. Fl. af hans Efterfølgere vovede
sig dog ikke saa langt fra det Grimm’ske
Standpunkt (Weinhold, Jahn, Pfannenschmid); men
1891 gjorde E. Mogk det afgørende Skridt, at
sætte Animismen og den lavere M.’s Væsener
som Udgangspunkt for den hele Myte- og
Religionsudvikling. I Danmark har den eng. Skole
øvet stærk Indflydelse paa H. F. Feilberg’s Afh.
om Folkeminder, ogsaa paa Axel Olrik, i Norge
paa Gustav Storm, mindre paa C. A. Bang; men
desværre savnes i Norden endnu som oftest
en videnskabelig Behandling af det indsamlede,
til Dels utrykte Folkemindestof. En helt anden
Retning opstod i Norge c. 1880, Teorien om at
store Dele af Eddamytologien først var blevne
til i Vikingetiden ved Indvirkninger fra den
kristne ell. antikke Litt. Dens første Talsmand
var Kirkehistorikeren C. A. Bang; snart fik den
sin Hovedkæmpe i Sophus Bugge og vandt
senere enkelte tyske Tilhængere. Heftig
bekæmpet fra fl. Sider naaede denne ny Retning ikke
at føre noget afgørende Bevis for sine
Lærdommes Rigtighed; de staar væsentlig som en
Teori, hvoraf enkelte Forskere føler sig stærkere
berørte, andre kun svagt ell. slet ikke. Med
Sympati for Bugge’s Standpunkt staar saaledes
Sophus Müller, der ad arkæologisk Vej søger
at paavise, hvorledes religiøse Skikke og
Gudeskikkelsers Attributter har fulgt de alm. Regler
for Kulturmeddelelse fra det mere udviklede
Folk til dets Naboer. Hvor uenige end disse
Forskere og Retninger er, vil man dog fra 1876
lægge Mærke til den stadige Bestræbelse efter
at fremstille en Udvikling, sædvanlig fra
ringere til højere ell. rigere Former, og fremfor
alt til den voksende Bet., som alle stedlige og
tidslige Data har faaet som den nødvendige
Rygrad i enhver mytologisk Teori. Uligheder
imellem de forsk. Fremstillinger af M.
stammer for en stor Del fra, at en Del Forskere
paa det ene ell. andet Omraade hylder den
Opfattelse, der var den gennemgaaende i de
første to Trediedele af 19. Aarh.
I 20. Aarh. har Forskningen dels bygget
videre paa den folkloristiske Basis ved at
studere Folketro, dels undersøgt Myternes
Vandring fra Folk til Folk, hvorved det i fl.
Tilfælde er lykkedes at komme tilbage til Kilder,
som har været fælles for klassisk og nordisk
M. I fl. Tilfælde har det vist sig, at der i finsk
Tradition er bevaret tidlige germanske Laan,
hvilket har aabnet Mulighed for ad denne Vej
at opnaa forøget Kendskab til dem nordiske M.,
men samtidig er der nogen Fare for, at spc.
finske Træk kan blive anset for at være nordiske.
3. Myteverden. Hvad der udmærker den
nordiske M., er den rige og dog sluttede
Udvikling af episk Digtning. Guderne maa stadig
kæmpe med Jætterne for deres egen Frelse og
for Menneskenes Tilværelse; hver enkelt Myte
har enten denne Kamp til Indhold ell. henter
dog en væsentlig Del af sin Spænding fra dette
Forhold. Et enkelt Digt, Voluspaa, udgør et
kortfattet Gudeepos i hurtig vekslende Syner;
Guderne fremstilles som afvegne fra en opr.
Uskyld og Lykke, deres Undergang rykker
nærmere og nærmere, indtil efter Ragnarok en ny
og uforgængelig Herlighed fremstaar. I alle de
andre Kvad forudsættes der dog ikke nogen
saadan sammenhængende Handling. De er
Optrin ud af Jættekampen, Udtryk for en Tilstand
mere end for en Vorden. Det fælles Baand
imellem dem er mindre af hist. Art end af
geografisk. Man tænker sig Jorden som en
»Midgaard«, omgivet af overnaturlige Verdener;
dens nærmeste Naboer er Dødsriget, Hel, i
N., og Jotunheim, Jætternes — særlig
Hrimthursernes (Kuldetroldenes) — Bolig, i Ø., skilt
ved Sund ell. Aa fra Menneskeverdenen, og
Guden Thor er stadig paa Færde for at værge
Grænsen mod indtrængende Jætter. Paa den
anden Side, i S. ell. V., fører Himmelbroen,
Asabroen, Bilrast, op til Gudernes Borg,
Aagaard. Over denne Skueplads bølger Kampen
frem og tilbage; Guderne gør Tog ind i
Jotunheim for at genvinde det tabte (Thor’s
Hammer, Idun’s Æbler) ell. for at fravriste Jætterne
deres aandelige Skatte (Suttungs-Mjøden,
Runevisdommen) ell. tilføje dem aaben Skade.
Grundforestillingen om en stadig Kamp
imellem ødelæggende og opretholdende Magter har
fundet sit tydeligste Udtryk i Verdenstræet
Ygdrasil, der gnaves i Roden af Nidhugg,
Hjorte æder af dets Løv, og Stammen
smuldrer, men dog staar det evig grønt over Urd’s
(Skæbnens) Kilde og øser sin Dug ud over
Jorden til Fremspiring og Liv. Guderne holder Ting
under dets Krone; Mennesker, Hrimthurser og
Hel bor under dets tre Rødder. Derimod
tilhører det ikke noget Verdens-Epos, hverken
har det selv nogen Tilblivelse, ell. det er
Udspring til Verdensskabelsen; heller ikke dets
Forhold til Verdensafslutningen er klart
udformet. Myterne om Verdenstilblivelsen er ikke
fast udprægede (jfr Ymer); kun staar det
klart for den alm. Bevidsthed, at Jætterne er
ældre end Guderne; men hvorfra Guderne har
deres Ophav, og hvorfor deres Væsen er et
andet end Jætternes, det skænker man kun en
ringe Opmærksomhed. Den Interesse, som
andre Religioner knytter til Kosmogonien,
samler sig hos Nordboerne i øget Maal om
Verdens sidste Tid. Her tænker man sig en
Verdensødelæggelse, Ragnarok: Solen sluges af en
troldagtig Ulv, Jorden lægges øde ved Kulde,
ell. den synker i Hav, nogle tænker sig, at
den brænder ved Surt’s Ild, Guderne falder
i den sidste store Strid sammen med de
frygteligste Jættevæsener, Fenresulven og
Midgaardsormen. Saadan er det mørke Billede,
der stadig staar for Vikingetidens Digtere.
Enkelte skuer dog frem imod, at de efterlevende
unge Guder skal grunde et nyt Asgaard, og at
et enkelt Menneskepar, skjult under
Fimbulvinteren, bliver Stamfædre til ny Slægter.
Saaledes gaar Livet frelst ud af Tilintetgørelsen.
Ejendommelig for nordisk M. er endvidere
den rent poetisk-etiske Udvikling af
Gudeskikkelserne. Gudernes opr. Naturværdi er stærkt
trængt tilbage. Selv Thor gøres saa lidt som
muligt identisk med Tordenen; Solen synes
rned Bevidsthed at være blevet udelukket af
Gudindernes Kreds; Jætterne viser kun en
kaotisk Blanding »af »Bjergrisers« og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
