- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
542

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mytologi

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Hrimthursers« Naturtræk, sammen med fri poetisk
Opfindelse. Mærkeligst er Loke (vistnok en opr.
Ildgud), der udvikler sig til at være
Jætteverdenens og Ondskabens Repræsentant inden
for Asgaard, og Balder, der efterhaanden og i
en meget sen Tid hæver sig til at være Typen
paa Gudernes Uskyld og Fuldkommenhed, der
bukker under for Ondskabens (Loke’s) Rænker.

4. Gudekredsen. Guderne tænkes i den
poetiske M. som et sluttet Samfund boende i
Asgaard, med fælles Tingsted og med Odin, som
deres Høvding. Odin har tillige det himmelske
Højsæde Hlidskjalf, hvorfra han ser over
Verden. Thor tænkes stadig paa Vandring.
Heimdal staar paa Asabroen og vogter Indgangen til
Asgaard; de andre Guddomme viser sig kun i
Flok og sjælden uden for Asgaard. Deres Tal
regnes til 12, saaledes at man enten taler om
12 Gudeboliger (Guders og Gudinders
tilsammen) ell. om 12 Aser; i begge Tilfælde er en
Del yngre ell. baggrundsagtige Gudeskikkelser
ikke regnede med. I Folkets Paakaldelse var
det dog kun tre, der spillede en første Rangs
Rolle: Odin, Thor og Frej; i Norge og paa
Island er der lidt Tilbøjelighed til at lade Njord
være med i Treheden og lade Odin træde i
Baggrunden. Af de andre Guder synes kun et
Par krigerske Skikkelser som Tyr og Ull at
have været paakaldte. To af de kvindelige
Guddomme, Frigg og Freja, spillede en stor
Rolle, især i Kvindernes Henvendelser. For de
andre Gudinder kendes der ikke nogen Bøn
ell. Dyrkelse, men man vendte sig med
Forkærlighed til »Diser« i Alm. som Beskyttere af
Ægteskab, Barnefødsel og af Livet i det hele.
Overhovedet var Polyteismen ikke saa udviklet,
som den poetiske M. kunde synes at antyde;
Fagguder med afgrænsede Forretninger var der
faa af. Man henvendte sig med Forkærlighed
til hele Gudeskaren under Navne, som guð,
regin (Magter), bǫnd, (de bindende), ráð (de
raadende) o. s. v. Tillige valgte ofte den
enkelte en af Guderne til sin fulltrúi (ɔ: den
Hjælper, han satte hele sin Lid til); førend
Slaget paa Fyresvold paakaldte Kong Erik Odin
om Sejr, hans Modstander Styrbjørn paakaldte
Thor. Ogsaa rent begrænsede ell. fetishagtige
Guddomme, Levninger fra et lavere religiøst
Trin, kunde paa denne Maade spille en vis
Rolle for den enkelte Gaards Beboere; man
ofrede til deres Billede ved Arnestedet ell. paa
Stenen, hvor de havde deres Bolig.

Gudekredsens Historie er paa mange
Punkter uopklaret. En vis Grundstamme er fælles
for alle gotisk-germanske Folk. Lige fra
Tacitus’ Tid og til deres Kristning tilbad de
fleste tyske Folkestammer tre Hovedguder:
Wodan, Thunor og Tiu (Odin, Thor og Tyr)
samt en Gudinde Frija, Freia (nordisk Frigg),
hvis Navne alle er optagne i Ugedagenes
Benævnelser. Af dem var Tiu den ældste, en
indoeuropæisk Himmelgud, Odin den yngste, som
en senere fremvokset Døds- og Krigsgud
(muligt af gallisk Herkomst). Tillige kendte
Tyskerne nogle af de samme underordnede eller
poetiske Gudeskikkelser, f. Eks. Fulla i Frigg’s
Følge. Til en snævrere Kreds,
Østersøfolkene, maa henføres Njord, Frej og Freja,
de Guddomme, der af Nordboerne regnedes til
Vanernes Slægt. Endelig er der en stor Skare
af Guder, som vi ikke kan eftervise uden for
nordiske Kilder: Ull, Loke, Heimdal, og de
fleste af Odin’s Sønner: Balder, Vidar, Vaale,
samt Odin’s Ledsagere, Høner og Lødur;
Gudinder som Sif, Gefion, Idun. Disse og endnu
fl., underordnede Gudevæsener nævnes i
Eddakvad og i Skjaldenes Billedsprog, altsaa i
norsk-isl. Kilder. En stor Del af de samme
Navne vides dog at have eksisteret ogsaa i
Danmark og Sverige. Overhovedet maa
Gudekredsen i ret stort Omfang kaldes fælles
nordisk, medens vi ikke paa Videnskabens nuv
Trin har Midler til at bestemme, om ogsaa
de enkelte Myter har været kendte i alle
Landene.

5 Gudsdyrkelsen. Man henvendte sig
til Guderne med Bøn ell. Offer (blót). De var i
sig selv velvillige mod Menneskeheden, og ofte
mod den Enkelte; men Venskabet holdt sig
bedst ved Gaver fra begge Sider. Hvad man
vilde opnaa, var timelig Fremgang, særlig god
Afgrøde og dernæst Sejr. Forholdet til
Guderne var et Venskabsforhold, kun i yderst
ringe Grad en Lydighedssag, slet ikke et barnligt
Kærlighedsforhold. Af etiske Værdier hævdede
de særlig Samfundsordenen. Tinget holdtes ofte
paa det til Guderne indviede Sted, og Edsbrud
straffedes med alskens Ulykker af de Guder,
der var kaldte til Vidne paa Eden. Stederne
for Gudsdyrkelse betegnedes som Helligdomme
(, wi, deraf Navne som Viborg
[Helligdomsbjerg], Vium). Det var hyppig hellige Lunde.
Midtpunktet i Helligdommen var en
Tempelbygning (Hov), hvor der stod Gudebilleder af
Træ, sædvanlig de tre mægtigste Aser; desuden
Alteret med den hellige Ring til Edsaflæggelse
og med Offerbolle. Harg (Hørgr) har derimod
været Stenforhøjninger under aaben Himmel,
der brugtes som Offersteder. Der fandtes
offentlige Templer, fælles for større
Landomraader, og tillige private Hov paa den enkelte
Mands Gaard. Offerpræsten kaldtes Gode (goði,
olddansk guði, af »Gud«). I Norden fandtes
ingen afsluttet Præstestand; Goden var tillige
verdslig Høvding. Fester holdtes til visse
Tider; det var Offergilder inde i Hovet, hvor
Folkene aad det meste af Offerdyrene og drak
Skaaler (Minne) for Guderne. Ved de største
Sammenkomster ofredes ogsaa Mennesker,
sædvanlig Trælle, ell. valgte ved Lodkastning.
De blev ombragte ved Hængning ell. Drukning i
den hellige Lund og dens Kilder. Foruden de
store Ofringer havde hver Gaard sine
Smaaofre at passe: Øl paa Ættehøjen ell. ved
Vættetræet, Grød til Gaardboen o. desl., at ikke
Trivsel og Lykke skulde forlade Gaarden i Aarets
Løb.

6. Dødsriget i Eddamytologien er
dobbelt. Odin modtager de faldne Kæmper i et
vaabenstraalende Valhal, Midtpunktet i
Asgaards Herlighed. Men tillige er der en alm.
Dødsbolig, »Hel’s Sale«, mørk og lavtliggende,
langt i N., skilt fra de Levendes Verden ved
Gjoll-Elven og ved Dødsgitteret, Helgrinden. I
den poetiske M. staar Valhal og Hel som
Tilværelsens store Modsætninger. Men inden for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0568.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free