- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
557

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mælkevejen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

lystomt, mangensteds ser man svagt Lysskær, og
de indre Grænser for de to Grene lader sig
ikke saa skarpt bestemme som de ydre.
Newcomb fandt M.’s Pol til 12,74 Time + 26,8°,
naar han benyttede hele M., men til 12,85
Time + 27,2°, hvis han ikke tog Hensyn til
den vestlige Sidegren i Svanen og Ørnen.
Hvad M.’s Struktur angaar, saa kan den
vanskelig beskrives, her maa Tegning træde til. De
mest bekendte Tegninger er givne af Houzeau,
Thome, Boeddicker, Easton, foruden af Heis
og J. Herschel. Trods disses omhyggelig
udførte Tegninger mangler det endnu meget paa
at kende M. i alle dens fine Detailler. Disse
forsk. Tegninger viser, at hver Iagttager paa
en vis Maade har set og tegnet sin egen M.
Pannekoek og Graff har derfor forsøgt at
udforske M.’s Forløb og mest fremtrædende
Enkeltheder ved fotometrisk at bestemme
Lysstyrken af den. Den første har søgt at
bestemme Lysstyrken af et større Antal mere
markante Partier ved direkte Jugering, den anden
har benyttet et Fladefotometer. De øvrige
Partier har de søgt at fastlægge ved Jugering og
billedlig fremstillet deres Resultater ved Linier
af lige Lysstyrke (Isophyter). Den største
maalte Intensitet var 0,96 Mag., i Scutum, den
mindste 2,42 Mag. i Mælkevejens Polegn. Til M.’s
mange Ejendommeligheder hører Kulsækken (s. d.),
men denne er ikke det eneste »Hul« i M.
Easton tæller paa den nordlige Himmel ikke
mindre end 164 mørke Objekter, Huller og
mørke Kanaler (Barnard har fundet 182), og
bl. disse den nordlige Kulsæk N. f. α i Svanen.
Disse Huller, fra de største til de mindste,
ligner Øer i M.’s Lysstrøm og hidrører sikkerlig
fra kosmiske Støv- ell. Gasmasser mellem os og
det paagældende Sted, m. a. O. et
Absorptionsfænomen. En Modsætning til disse mørke Huller
danner isolerede Taagepartier, f. Eks. det svage
lysende Baand, der efter Searle strækker sig
fra Ørnen gennem Vandmanden, Fiskene,
Vædderen til hen imod Pleiaderne. En nøjere
Fremstilling af M.’s Forløb har Fotografien givet.
Max Wolf og Barnard har opnaaet smukke
Resultater og er kommen til det Resultat, at
Lysskæret i M. ikke kommer fra de mere
lysende Stjerner og heller ikke fra de
teleskopiske Stjerner fra 7. til 9. Størrelse, men fra
tæt sammentrængte svagere Stjerner af
muligvis 15. Størrelse. Foruden fra disse foreligger
der Fotografier fra Harvard Observatoriet samt
Franklin-Adams Kort, men alle disse vil
træde tilbage for det storslagne: An atlas of the
milky way
som Barnard desværre ikke opnaaede
at faa udgivet. Goos har søgt at faa et samlet
Billede af M. af de talrige Plader, som Max
Wolf har taget (»Die Milchstrasse« [1921]).

I den førteleskopiske Tid var Meningen om
M. højst forsk. Hos alle Folk findes den nævnt
snart som en Flod (f. Eks. Kineserne, Araberne,
Jøderne), snart som en Vej (f. Eks. hos de gl.
Nordboere, og endnu paa Island: vetrarbraut ɔ:
Vintervejen, i Sverige: Vintergatan, i England:
St. James Vej [via regia]). Det alm. benyttede
Navn er M., saaledes som Grækerne kaldte den
(κύκλος γαλαξίας) og Romerne (orbis lacteus.
via lactea). I Oldtiden satte man den i
Forbindelse med Herakles-Sagnet, senere søgte
man at finde mere plausible Forklaringer til
dens Opstaaen, som at den var den Vej, Solen
havde haft tidligere over Himlen, ell. at den
var et Baand af den ujævne Lodning, hvormed
Himlens to Halvdele var fastgjorte til
hinanden. Demokrit antog M. for at være en
Samling af utallige yderst smaa Stjerner, hvis Lys
var alt for svagt til, at vi kan se hver enkelt,
medens de forenet i Millionvis frembragte det
matte flimrende Lys, hvori den viser sig for
os, netop, hvad Galilei fandt, da han 1610
rettede den første Kikkert mod M. Senere
Undersøgelser har kun kunnet videre bekræfte
Galilei’s Opdagelse.

Den første videnskabelige Forklaring af M.
blev given af Wright, der mener, at denne
ejendommelig lysende Zone skriver sig fra, at
Stjernerne i denne Egn af Himlen staar
tættere sammen, medens Kant antager M. for at
udgøre et eneste Stjernesystem, og hans
samtidige Lambert for at bestaa af en Mængde
enkelte Stjernehobe. W. Herschel kom efter 30
Aars ihærdigt Studium til det Resultat, at M.
er en uhyre Ansamling af for det meste
uregelmæssig dannede Stjernehobe, iblandet med
svagere lysende Taagepartier, foruden en uhyre
Samling af tætstaaende Stjerner. For at faa et
Overblik over, hvorledes disse var fordelt,
foretog han Tællinger. Med sin Kikkert oversaa han
1/833000 af den hele Himmel; han talte paa 3400
forsk. St. af Himlen, hans Søn J. Herschel
udførte lgn. Tællinger i 2299 forsk. Egne af den
sydlige Himmel. (Starganges by W. H. and J.
H.
ed. by C. V. L. Charlier, Lund 1923).
Saadanne Tællinger, men ikke i den Maalestok,
er fortsatte af andre, bl. a. Epstein, Celoria og
paa Lunds Observatorium. Pickering fandt, at
Antallet af Stjerner uanset deres Størrelse var
noget under det dobbelte i M. end i andre Egne
af Himlen, og at dette Forhold forblev uforandret
til Stjerner af 9,5 Størrelse. Seeliger og
Celoria paaviste, at for Stjerner af 9. og 10.
Størrelse var Forholdet noget større. Bailey
har nærmere undersøgt dette ved Hjælp af de
Fotografier, som er taget i Arequipa, og fandt,
at Forholdet mellem Antallet af Stjerner i M. og
dens sydlige Pol (0 Tim, 40 Min. — 28°) er
2,5 for Stjerner til 10. Størrelse, men stiger
raskt til 160 for Stjerner af 16. Størrelse,
hvorpaa det aftager. Men foruden disse Stjerner af
højst ulige Intensitet er Stjernehobene en ikke
uvæsentlig Bestanddel af Mælkevejssystemet, og
det er en længe kendt Sag, at de optræder i
størst Mængde i M. Men ved Siden heraf har
M. ogsaa Stjernetaager, som især viser sig paa
Randen af M., og som har betydelig
Udstrækning. De mere lysende af disse store
uregelmæssige Stjernetaager kendte allerede
W. Herschel, men de svagere, der findes saa godt som
overalt i M. og dækker mange Kvadratgrader,
har først Fotografien kunnet paavise. Max Wolf
har dokumenteret, at disse Taager viser
Gasspektra, altsaa bestaar de af lysende Gasarter
(Vandstof, Helium og fl. hidtil ubekendte
Gasser), som man ogsaa har paavist i de
planetariske Taager og i de nye Stjerner. Hertil
kommer som et højst ejendommeligt Faktum,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0583.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free