- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
561

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mæslinger - Mætning - Mætresse - mætte - Mævius - Mø - Møbelkunst

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Eruptionsstadiet, hvor Eksantemet kommer
frem. Det begynder i Ansigtet og breder sig
derfra hurtig ned over hele Legemet, og det
bestaar af større og mindre, blegrøde,
uregelmæssig runde Pletter, der snart sidder mere
spredt, snart saa tæt, at de næsten berører
hverandre, og medens Udslættet breder sig,
holder der sig høj Temp., endog over 40°. Naar
Eksantemet er naaet ud over hele Legemet,
begynder det atter at blege af efter samme
Rækkefølge, samtidig med at Feberen hurtig
taber sig. Huden kan derefter ses ganske fint
afskallende, og under gunstige Forhold
strækker Sygdommens Forløb sig ikke ud over en
Uges Tid, og Rekonvalescensen gaar
forholdsvis hurtig for sig. M. maa betragtes som en
godartet Sygdom, men af og til opstaar der
Bronchitis ell. Lungebetændelse i Tilslutning til
M., og da disse Sygdomme ofte rammer Børn,
som i Forvejen er svagelige, kan Forløbet af
M. tage en alvorlig Vending. Den, der har
overstaaet M., er beskyttet mod at angribes oftere af
denne Sygdom. Behandlingen af M. er ikke
meget indgribende. Man maa sørge for, at
Patienten ligger i et luftigt og godt ventileret
Værelse, som ikke behøver at gøres mørkt, hvad
man tidligere mente var nødvendigt for at
skaane Øjnene. I øvrigt gives i de første Dage
Feberkost og eventuelt hostestillende Midler.
(A. F.). P. H.

Mætning, se Opløsninger og Syrer.

Mætresse, d. s. s. maitresse.

mætte, se Opløsninger og Syrer.

Mævius, rom. Digter, der var en Fjende
af Vergil, som omtaler ham spottende tillige
med Bavius. Ogsaa af Horats har vi et
Smædedigt imod ham.
H. H. R.

svarer til oldn. mey (Akk. af mær) og til
got. mawi; det tilsvarende Hankønsord er oldn.
mǫgr, got. magus, Dreng, Søn; beslægtet er det
oldirske macc »Søn« (jfr. Navne som Macbeth,
Macadam o. s. v.) samt — med en anden
Afledningsendelse — det tyske Magd.
V. D.

Møbelkunst (hertil’ 4 Tavler Illustration).
Tilvirkning af ædelt formede ell. smykkede
Møbler har gennem Tiderne haft nøje Tilknytning
til Bygningskunsten og gennemløbet de samme
Stilarter som Arkitekturen og Boligkulturen
(smlg. Bygningskunst).

I alle Kulturperioder har Møbler (af lat.
mobilia, flyttelige) omfattet to Hovedgrupper,
Siddemøbler eller rettere »Hvilemøbler« (Bænk,
Stol, Bord, Seng) og Gemmemøbler (Skrin, Kiste,
Skab, Skuffemøbel). Grænsen mellem egl.
mobilia og vægfast Indbo kan være flydende, men
som Møbler betegnes praktisk set alt større
Bohave, hvis Hovedmateriale er Træ.

P. Gr. a. det forgængelige Materiale er M.’s
ældste Udvikling saare vanskelig at følge.
Allerede paa ret primitive Kulturstadier har
Menneskene betjent sig af Møbler (f. Eks.
Nakkeskamler til Sovebrug), og med den faste
Bosættelse er M. vokset frem. Stolen, for os et
ganske dagligdags Begreb, er i sin Oprindelse
maaske et Udmærkelsestegn for Herskeren, i det
ældste Ægypten Farao’s Trone (og senere
Stormændenes), medens de lavere Stænder endnu
sad paa Hug paa Jorden. Rimeligvis i
Sammenhæng med Stolens opr. allegoriske
Bet. formede Ægypterne deres Siddemøbler i
Dyreskikkelse eller gav dem i alt Fald Dyreben,
kendte ikke blot af Billeder, men ogsaa i
Originaleksemplarer. Ægypternes Gravskikke og
Nillandets Klima har bevaret ikke faa Prøver
paa den højt udviklede M., der kendte
Grundtyperne for alle senere Tiders Møbler, og som,
uden at bruge Høvl og Drejebænk, dog betjente
sig af Finering, Intarsia, Snitværk, Reliefstuk,
Maling og Forgyldning. De betydeligste
Møbelfund stammer fra Gravene for Amenothes III’s
Svigerforældre (c. 1400 f. Kr.) og fra
Tut-ank-Amen’s Grav.

Langt mindre er bevaret fra Oldtidens andre
Kulturfolk. Som Originalprøver paa hellensk
M. kendes af Trægenstande kun Sarkofagerne
fra Krim, der er konstrueret med Rammeværk
og Fyldinger og prydet med Ornamenter af
malet Stuk. Hellenerne kendte Drejebænken,
der vistnok stammer fra den mesopotamiske
Kulturkreds, samt Høvlen, og de forstod sikkert
bedre end Ægypterne at udnytte Træets
Struktur og Farver. Vasemalerier og Gravrelieffer
viser os de klassiske Stoletyper, særligt Formen
med 4 buede Ben og buet Ryglæn (efterlignet
i Empiretiden). Fra den hellenistisk-romerske
Periode findes spinkle Metalmøbler,
hvis Motiver minder om drejet Træ, og tungere
Marmormøbler, hvis Formgivning er for stærkt
præget af Stenen til at kunne give os nogen
virkelig Forestilling om de samtidige
Træmøblers Ynde og Finhed.

Selv fra den seneste Oldtid og den ældre
Middelalder er der kun levnet saare faa Møbler,
mest enkelte Pragtstykker som Maximian’s
udskaarne Elfenbensstol i Ravenna (6. Aarh.) og
»Petrusstolen« i Roms Peterskirke. Især i
Skandinavien træffes rigt udskaarne Stole, hvis
Snitværk kan være præget af Oldtidstradition (den
svenske Bænk fra Kungsåra, norske og islandske
Kirkestole). Men ellers var den romanske
Periodes Siddemøbler gerne samlede af runde
Træstænger i Former, som endnu genspejles i
slesvigske Bondemøbler; endnu primitivere er
sikkert Kubbestolen ell-. Knobstolen, af en udhulet
Træstamme, som kendtes allerede af Etruskerne,
og Bænke har været langt hyppigere end
Stole. Sikkert er det, at den klassiske Antiks
Finesser gik tabt efter Oldtidskulturens Fald.
Kendskabet til Intarsia og Finering døde ud,
Møblerne var mere tømrede end snedkrede, og
Konstruktionerne minder om Stavværk og
Bindingsværk. Saaledes konstrueredes det mest
yndede Gemmemøbel, Kisten, der regelmæssigt
havde Plankeben, idet Forsidens og Bagsidens
lodrette Endeplanker er forlængede som Ben.
De ældste »Fodkister« af denne Art er fra
Osebergskibet og fra Italien. Det ældste bevarede
Skab er Pave Leo III’s Relikvieskab i
Peterskirken (c. 800 e. Kr.), der har 4 Døre med
Fyldingsfelter. Skabene fra romansk Tid
kender derimod ikke Fyldinger; de grove Plankers
Sammenhold er sikret ved paanaglede Jernbaand,
og smedede Hængsler breder sig udvendigt paa
Dørene. Det kunstfærdige Smedearbejde var i
mange Tilfælde de jernbundne Møblers eneste
kunstneriske Pryd (Tavle I).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0587.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free