- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
588

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Møntfod - Møntforfalskning - Møntguardein - Møntkabinet - Møntkonvention - Møntmester - Møntmærke - Møntning - Møntregale

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

benyttedes 2- og 1-Kroner, 24-, 15-, 12- og 3
Skillinger af Sølv og 1- og 1/2-Skillinger af
Kobber. Endelig er ved L. af 17. Apr. 1875 som
Møntenhed indført Kronen, der har en Værdi
af 0,40323 g fint Guld og deles i 100 Øre.
(Jakob Woxen). Wt. K.

Møntforfalskning, d. s. s. Falskmønteri.

Møntguardein [-guar↱da^i´n], en Embedsmand
ved Møntfabrikationen, hvis Hverv det er at
kontrolere, at Mønterne i Henseende til Vægt
og Finhed er i Overensstemmelse med Lovens
Bestemmelser.
(E. M.). J. Th.

Møntkabinet, se Numismatik og
Nationalmuseet.

Møntkonvention, Overenskomst mellem
forskellige Stater om et mere ell. mindre
vidtgaaende Fællesskab i Henseende til Møntvæsen.
1837 og 1838 afsluttedes to M., som ordnede
Forholdene i den tyske Toldforening, idet
de sydtyske Stater antog en fælles Gylden, en
Del af de nordlige den preuss. Thaler, og
Udmøntningsforholdene fastsattes saaledes, at
1 Thaler blev lig 1 3/4 Gylden. En Sølvmønt
lydende paa 2 Thaler og 3 1/2 Gylden blev
Foreningsmønt. 1857 sluttedes en ny M., der ogsaa
omfattede det tyske Østerrig, og hvorefter en
Thaler blev 1 1/2 østerr. og 1 3/4 sydtysk Gylden.
Angaaende den 1865 mellem Frankrig, Belgien,
Schweiz og Italien afsluttede M., se latinsk
M.
Ved den mellem Danmark og Sverige
afsluttede M. af 27. Maj 1873, som ved
Tillægskonventionen af 16. Oktbr 1875 er tiltraadt
af Norge, er der mellem de 3 skandinaviske
Riger stiftet et Møntforbund med fuldstændig
fælles Møntsystem. Ang. Møntfoden og andre
Detailler, se Danmark, »Mønt, Maal og
Vægt«. Konventionen fastsætter, hvilke
Hovedmønter der skal udmøntes og disses Vægt og
Finhed (20- og 10-Kronestykker af Guld, henh.
124 og 248 paa et kg fint Guld, Finhed 9/10.
En Tillægsartikel af 26. Marts 1881 tillader
Udmøntning af 5-Kronestykker) samt
Prægningsgebyrets Størrelse (1/4 % for 20 Kr, 1/3 % for
10 Kr), endvidere hvilke Skillemønter af Sølv
(2- og 1-Kroner, 50, 40, 25 og 10 Øre) og Bronze
(5, 2 og 1 Øre) der kan udmøntes og disses
Vægt og Finhed. For alle Mønters Vedk.
fastslaar M. den Afvigelse fra den fast satte Vægt
og Finhed, som ikke maa overskrides
(Remedium, Tolerance). Endvidere kan mærkes flg.
vigtigere Bestemmelser: Mønterne skal være
lovligt Betalingsmiddel i alle 3 Riger uden
Hensyn til, i hvilket af dem de er prægede
(Skillemønterne dog kun for et begrænset Beløb
i een Betaling), naar de kun ikke har lidt
voldsom ell. ulovlig Beskadigelse. Al Udmøntning
sker ved Rigernes Møntværksteder og kan ikke
overdrages til Private. M. kan siden 1884 af
hvert af Rigerne opsiges med et Aars Varsel,
dog at hvert Riges Pligt til at indløse de med
dets Præg forsynede Skillemønter med
Hovedmønt og til at indløse slidte Mønter forbliver
i Kraft 2 Aar efter M.’s Ophør. Foranlediget
ved de af Verdenskrigen skabte Forhold
afsluttedes i 1917 og 1920 Tillægsartiklen til
Møntkonventionen, der tillader Udmøntning af
Skillemønt af henh, Jern (1, 2 og 5 Øre) og
Kobbernikkel (10, 25 og 50 Øre).

Den skandinaviske M. indførte saaledes en
fuldstændig Fællescirkulation af saavel
Hovedmønt som Skillemønt i de 3 skandinaviske
Lande. Derimod omfattede Konventionen ikke
Seddelpenge, hvilket havde til Følge, at disse
kun toges til deres paalydende Værdi i selve
Udstedelseslandet. Denne Vanskelighed kom
man imidlertid ud over i 1901, idet de tre
Landes Centralbanker ved en særlig
Overenskomst forpligtede sig til gensidig uden
Indskrænkning at modtage hverandres Sedler til
fuld Værdi. Af dette Stykke praktisk
Skandinavisme er der imidlertid ikke meget tilbage
nu, idet den af Verdenskrigen nødvendiggjorte
Suspension af Sedlernes Indløselighed har
gjort det umuligt at opretholde Pariteten
mellem de 3 skandinaviske Valutaer. Formelt
bestaar M. vel endnu, men dens reelle Indhold er
blevet stærkt indskrænket ved de under Krigen
udstedte Forbud mod Udførsel af saavel Guld
som Skillemønt. Og navnlig er Konventionen
blevet ret illusorisk, efter at der under 22.
Marts 1924 er afsluttet Overenskomst om en
Tillægsartilkel til M., indeholdende Regler dels om
Prægning af indenlandske Skillemønter, der kun
skal være gangbare inden for vedk. Lands
Grænser, og dels om, at de i et af Rigerne
prægede Konventionsskillemønter skal ophøre at
være lovligt Betalingsmiddel i de to andre
Riger, naar der er forløbet 6 Maaneder efter
Tillægsartiklens Ikrafttræden. (Litt.: Axel
Nielsen
, »Den skandinaviske Møntunion«
[Kbhvn 1917]).
(E. M.). J. Th.

Møntmester, den Embedsmand, som
forestaar en Stats Møntfabrikation.
J. Th.

Møntmærke. Bl. de Ting, der forekommer
i Præget af en Mønt, findes i Reglen et Tegn,
der antyder det Sted, hvor Mønten er præget;
dette kaldes M. Kbhvn’s M. er et Hjerte,
Kongsbergs to korslagte Hammere, Sthlm’s Skt Erik’s
Hoved. Forsk. Lande har som M. et Bogstav;
dette er navnlig Tilfældet, hvor Landet har fl.
Møntværker. I Tyskland f. Eks. betyder A
Mønten i Berlin, B Hannover o. s. v.
(E. M.). J. Th.

Møntning, se Møntvæsen.

Møntregale, Statens Eneret til at fabrikere
Mønt. Allerede i den rom. Kejsertid var
Kejserens M. anerkendt, og naar senere
Møntprægning udøvedes af andre end Rigets
Overhoved, maatte Retten dertil vistnok overalt
opfattes som grundet paa Overdragelse fra
Suverænen. I Danmark har en saadan Ret
tilkommet saavel Bisperne som adskillige Stæder,
indtil den ophævedes under Christian III og
Frederik II. Næsten overalt udnytter Staten
nutildags selv sit M. Frankrig dannede i lang
Tid Hovedundtagelsen fra denne Regel, idet
de fr. Møntanstalter mod en Afgift var
overladte til private Forretningsfolk, som under
Statens Kontrol besørgede Udmøntningen og
indkasserede det af Staten fastsatte Prægningsgebyr.
Denne Ordning forandredes 1879, da
Staten selv overtog Udmøntningen. M. kunde
tidligere være en vigtig Indtægtskilde for
Staterne, dels ved Fastsættelsen af Slagskatten
(d. v. s. Forskellen mellem den Pris, Staten
betalte for en vis Mængde ædelt Metal, og den
Møntmængde, som udmøntedes deraf), dels ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0618.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free