- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
590

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Møntvæsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

under de nuværende unormale Forhold
Seddelpengenes Værdisvingninger i Forhold til Guld.
Statens Indtægt af Udmøntningen er for
Hovedmønternes Vedk. ingen ell. et
forsvindende Beløb, idet Prægningsafgiften som ovf.
bemærket omtr. svarer til Omkostningerne.
Derimod indvindes der ved Prægning af Skillemønt
et større Beløb p. Gr. a. Forskellen mellem
Møntens Paalydende og Metalværdien (smlgn.
Møntregale og Slagskat).

En Mønts Bruttovægt kaldes Schrot,
Vægten af det i Mønten indeholdte fine Guld ell.
Sølv Korn. Ved Finhed (Finholdighed,
Gehalt) forstaas Forholdet mellem
Vægten af det fine Metal og Bruttovægten
(altsaa Korn divideret med Schrot). Finheden
angives ofte i Tusindedele. En Finhed af 900 er altsaa
det samme som 9/10, 916 2/3 det samme som 11/12.
Til Legering af Guld og Sølv benyttes nutildags
i Reglen kun Kobber. I de fleste europæiske
Staters Guldmønter er Finheden 900. En Finhed
af 916 2/3 benyttes af England, Portugal, Tyrkiet,
Bolivia, Chile, Peru, Brasilien, Britisk Indien og
Australien, en Finhed af 875 af Ægypten. Man
har ment, at den sidste Legering skulde gøre
Mønten haardere end den første, men dette er
næppe Tilfældet. Da det vilde være umuligt at
udmønte hver enkelt Mønt med absolut
matematisk Nøjagtighed i Henseende til Vægt og
Finhed, er der i Alm. i Lovene tilladt en vis
Afvigelse op- og nedefter (Remedium,
Tolerance). I de skandinaviske Møntlove er
Remediet i Henseende til Vægt for Tyvekronestykker
1 1/2 promille, for Tikronestykker 2 promille,
for Tokronestykker 3 promille, for
Enkronestykker 5 promille, for de smaa
Sølvskillemønter fra 6 til 15 promille. Ved Udmøntning af
Guld maa dog iagttages, at Afvigelsen for hvert
Parti paa 10 kg Mønt guld ikke overstiger 5 g
(1/2 promille). I Henseende til Finhed er
Afvigelsen fra det lovbestemte Indhold af fint
Metal ansat for Guldmønter til 1 1/2 promille og for
Sølvmønter til 3 promille af Møntens
Bruttovægt. Mønterne slides naturligvis ved Brugen,
og der fastsættes derfor i Møntloven — i alt
Fald for Hovedmønternes Vedk. — en
Passérvægt, d. v. s. en Grænse for, hvor langt
Mønten kan synke i Vægt uden at ophøre at
være lovligt Betalingsmiddel. M. H. t.
Passérvægtens Størrelse henvises til Artiklerne om de
enkelte Lande. Foruden den Minimumsvægt, som
kræves, for at Mønten skal gælde Mand og
Mand imellem, fastsættes i adskillige Lande
ogsaa en lavere Passérvægt som Grænse for
Statskassens Modtagelse af Mønterne. Den
danske og den norske Stat modtager dog de af
dem selv prægede Guldmønter uden Hensyn til
Vægttab, naar de blot ikke har lidt voldsom ell.
ulovlig Beskadigelse.

Hvad Møntens Præg angaar, præger man
nutildags paa begge Sider, og man skelner
derfor mellem Avers (Forside) og Revers
(Bagside). Den første bærer i Reglen (paa
monarkiske Staters Mønter) Regentens Portræt,
den anden — i alt Fald for de større Mønters
Vedk. — Statens Vaaben ell. et allegorisk
Billede. Paa den ene ell. begge Sider findes
desuden en Paaskrift. Naar denne staar i
Kreds omkr. Billedet, kaldes den Omskrift
(Legende); staar den i lige Linie midt paa
Siden, kaldes den Indskrift. En af
Paaskrifterne angiver i Reglen det Antal af
Regningsenheder (f. Eks. Kroner eller Øre), som
Mønten indeholder ell. repræsenterer. Endvidere
indeholder Præget som Regel Aarstal,
Møntmærke, som angiver, hvor den er
præget, Møntmesterens og somme Tider ogsaa
Medaillørens Forbogstaver. Møntens Rand er i
Reglen ophøjet. Paa Guldmønter og større
Sølvmønter er Randen som oftest enten riflet ell.
forsynet med en Randskrift, der enten er
ophøjet ell. — som oftest — indadgaaende (det
sidste er nødvendigt, hvis der skal præges i
Ring, se ndf.), medens smaa Sølvmønter og
Bronzemønter har glat Rand. Hensigten med
Rifling og Randskrift er foruden Hensynet til
Udseendet at vanskeliggøre, at Mønten under
sit Omløb forringes ved Beklipning ell. Affiling.

Naar Metallet i Barreform indkommer til
Møntværket, bliver først Barrens Finhed
proberet. For Guldbarrers Vedk. maa det ogsaa
undersøges, om de ikke er sprøde, hvilket sker
ved, at man hænger dem op og slaar paa dem
med smaa Hammere. Sprødheden, hvis
Aarsager man næppe kender fuldt ud, kan nemlig
foraarsage, at Mønterne gaar i Stykker, naar
de støder mod noget haardt. Efter Prøvningen
smeltes Metallet i Digler af Grafit, og det
tilsættes med det nødvendige Kobber. Efter at
man har prøvet Finheden, støbes det smeltede
Metal i Sand- ell. Jemforme til Stænger
(Tene). Tenene valses, indtil de har faaet
Mønternes nøjagtige Tykkelse, hvorefter der med
Udskærepresse udhugges Møntplader
eller Blanketter, runde Stykker af
Møntens nøjagtige Størrelse. Derefter foregaar for
de større Mønters Vedkommende Justeringen
af hvert enkelt Møntstykke. Denne kan
ske ved Hjælp af automatiske Justervægte. De
Møntplader, som ved Justeringen viser sig at
være for lette ell. tunge, maa smeltes om; de, hvis
Vægt ligger inden for Remediets Grænser,
benyttes, som de er. Smaa Sølvskillemønter og
Bronzemønterne justeres ikke een for een, men man
optæller saa mange Mønter, som der gaar paa
1 kg, og undersøger, om den samlede Mængde
har den rette Vægt. Remediet for saadanne
Mønter fastsættes derfor ikke pr Stykke, men
pr kg. Efter Justeringen kommer Møntpladerne
i en Randemaskine, hvor de ved at føres paa
Højkant mellem to Skinner af hærdet Staal
klemmes saaledes, at Randen bliver ophøjet.
Ifald de skal forsynes med Randskrift, foregaar
dette ogsaa i Randemaskinen, hvis Skinner til
dette Øjemed kan være forsynede med
Bogstaver i Relief. Rifling af Randen foregaar
derimod under selve Prægningen. Forud for denne
foregaar der en Rensning og en Bejdsning, hvis
Hensigt er at give Mønten en blank Overflade.
Bejdsningen kan ogsaa faa Indflydelse paa
Møntens Farve, fordi Bejdsen borttager en Del af
Kobberet paa Møntpladens Overflade. Ny
Sølvmønter kan derfor se ud som rent Sølv, men
ved Slid fremkommer en stærkere ell. svagere

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:59:41 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/17/0620.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free