- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
591

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Møntvæsen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

rødlig Farvetone. Stærkt bejdsede Guldmønter
er helt gule, hvorimod Guldmønter fra de
Møntværker, hvor en svagere Bejdse benyttes, er
mere rødlige. Selve Prægningen foregaar
i en Prægemaskine ved, at to graverede
Staalstempler med Kraft presses mod den
mellemliggende Møntplade. Dennes Henlæggelse paa
Understemplet og Borttagelse derfra foregaar
ved Maskinens eget Arbejde. Maskinen er
desuden i Reglen forsynet med et automatisk
Tælleapparat, som ved at angive Tallet paa
Stempelslagene tillige angiver Antallet af Mønter, der
har passeret Maskinen. For at Metallet ikke ved
Stempelslaget skal vige ud til Siden i
uregelmæssige Former, præger man nutildags
sædvanligvis i Ring, ɔ: Møntpladen er under
Prægningen tæt omgiven af en Staalring
(Prægeringen), der er anbragt paa Understemplet.
Ifald Randen skal være riflet, sker dette ved,
at Prægeringen er riflet. Ellers er Ringen glat.

M. H. t. Enkelthederne i de forsk. Landes
Møntvæsen maa henvises til Art. om de enkelte
Lande.
(E. M.). J. Th.

M.’s Oprindelse og Udvikling er overvejende
knyttet til gr.-rom. Kultur. Den bedste, hos
Herodot bevarede Overlevering siger, at
Lyderne var de første, som slog Mønt, ligesom
de var de første Handelsmænd. De ældste
kendte Møntstykker er lilleasiatiske, af
Elektron, den dér naturligt forekommende
Blanding af Guld og Sølv. Metalstykkerne er tykke,
af afrundet aflang Form; paa den ene Side
bærer de tre indslaaede Stempler, den
modsatte Side er uregelmæssig streget (T. I, Fig. 1).
Disse Mønter stammer antagelig fra 7. Aarh.
f. Kr. og holder bestemt Vægt. Det synes, at
Kong Kroisos væsentlig forbedrede dette ved
at benytte rent Guld og rent Sølv, Staterer,
som fik vid Udbredelse. Efter Kroisos’ og
Lydiens Fald optog Perserkongerne
Møntprægningen, i hvert Fald fra Dareios’ Tid.
Guldmønten, Dareik, er vedblivende tyk, af
aflang Form (T. I, Fig. 3). Den ene Side viser
et aflangt, indslaaet Stempel, Perserkongen med
Lansen i højre, Buen i venstre Haand; paa
modsat Side en Fordybning. Dareiken blev et
stort Magtmiddel; senere Tider kendte saa vel
disse pers. Bueskytters Rækkeevne. Ogsaa i
senere Tid var Guldprægningen i Riget
forbeholdt Kongen.

En anden, senere overleveret, Tradition
beretter, at Kong Feidon i det gr. Argos, ligesom
han fastsatte Maal og Vægt, ogsaa opfandt
Møntprægningen, og at de første gr.
Sølvmønter prægedes paa Ægina. Den sidste Del af
Overleveringen er sikkert rigtig. Snart opkom
ogsaa forsk. Prægemærker, svarende til
Hjemstedet, paa lgn. Maade som en Mand havde sit
særlige Seglmærke. Paa Ægina bærer de
ældste paa Aversen en Skildpadde, paa Reversen
en inddelt Firkant; disse Mønter tilhører
antagelig Tiden c. 600. Møntprægningen bredte sig
hurtigt paa gr. Grund, saaledes navnlig til
det rige »Storgrækenland« (Syditalien—Sicilien)
og Kyrene paa Afrikas Nordkyst. Vægten
af Mønterne veksler efter den Vægt af
Talenten, hvormed man paa de forsk. Steder
regnede, men er inden for disse fast. Næsten fra
først af fik Mønten i Grækernes Hænder
kunstnerisk Præg. I Athen synes de ældste
udprægede i Midten af 6. Aarh. De har fra Beg. den
Type, som i Aarh. bevaredes, et arkaisk
Athenahoved og Uglen. Fra c. 480 blev Athens Mønter
de talrigst cirkulerende og højt ansete for fast
Metalindhold og nøje Vægt. Enheden var
Drachmen (Sølv c. 4,37 g); dog udprægedes
oftest Firdrachmen, Tetradrachmen; ogsaa
Dobbeltdrachmen, Didrachme, prægedes,
sjælden Dekadrachme, Tidrachme. Drachmen
deltes i 6 Oboler, Obolen i Ottendedele,
Chalkus, i Kobber; 100 Drachmer udgjorde en
Mine (μνᾶ) 60 Miner en Talent; Mine og
Talent var Regneenheder, der ikke prægedes.
For øvrigt havde saa at sige hver Stat sine
Mønter; de fra Korinth havde ligeledes stor
Udbredelse, navnlig mod V. Indtil Alexander
d. Store’s Tid naaede Møntprægningen en
uovertruffen Højde. Der findes en overordentlig
rig Mængde af Typer med de mest
forskelligartede Fremstillinger: Guder, Heroer,
Firspand, Menneske- og Dyrefigurer, sjældnere
Planter. Falskmønteri straffedes meget haardt,
i Mytilene i hvert Fald med Døden.
Makedonervældet bragte Guldmønter af Guldet
fra de trakiske Bjergværker, men standsede en Tid
den gr. Udmøntning. Da Athen genoptog
Prægningen, satte man paa Aversen Hovedet fra
Feidias’ Athena i Parthenon, paa Reversen
Uglen samt forskelligartede Symboler. Med den
rom. Erobring ophørte det særprægede græske
Møntvæsen (jfr Tavle I).

Paa italisk-romersk Omraade benyttedes
i ældste Tid aes rude, Metalstykker, der
vejedes ved hver Omsætning. De ældste Mønter,
aes grave, var større, støbte Kobberstykker,
delvis udførte i Campanien i 4. Aarh. f.
Kr., Tavle II, Fig. 1, fra Iguvium; Indskrift:
ikuvins; de 4 Kugler paa Reversen betyder
4 Unzer = 1/3 as; Vægt 58,07 g; Tavle II, Fig. 2
viser paa Reversen Romulus og Remus;
Indskriften ROMANO viser dens Hjemsted. En
særlig Møntform var aes signatum (Tavle II,
Fig. 3), store, firkantede Kobberbarrer af forsk.
Vægt, 1141—1544 g, og Størrelse (16—18 X 0,9—1,0 g);
ogsaa Møntbilledet veksler; egl. Mønter
var det saaledes ikke; mulig var de til særlig
(religiøs?) Anvendelse. Den ældste Form af
aes grave fra Rom selv og det egl.
Udgangspunkt er som Tavle II, Fig. 4 a—b, paa
Aversen Janushoved, paa Reversen Forstavnen
af et Skib og derover Tallet 1 = 1 As; Vægt først
273, senere 327 g. Dele af as betegnedes ved
Kugler, 1—4 ell. s = semis, 1/2 as.
Udprægningen af Sølv begyndte med den rom.
Ekspansion, 268 f. Kr., sikkert under Paavirkning fra
det gr. Syditalien. Hovedmønten blev Denarius
= 10 as, først 4,55, senere 3,9 g. Almindeligst
blev Sestertius = 2 1/2 as. Aversen viser i den
republikanske Tid oftest et Mandshoved:
mytiske ell. hist. Personer, en Konsul,
Møntmesteren, fra og med Cæsar’s Dødsaar ofte Magtens
Indehaver, snart den til enhver Tid regerende
Kejsers Billede; Reversen er højst forskelligartet,
ofte i Tilknytning til Prægestedet.
Møntbillederne naar dog aldrig hverken i
Afveksling ell. i kunstnerisk Præg de gr. Mønters.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0621.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free