Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Møntvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guldmønten, Aureus, blev i Kejsertiden den
vigtigste, normalt af c. 8 g Vægt. Mønterne af
Guld og Sølv prægedes af Kejseren, i Kobber
ofte af Senatet og derfor mærkede med S. C. =
senatus consulto. Undertiden prægedes i Guld
større Møntstykker, der betegnes Medailler
(s. d.). De rom. Sølv- og Guldmønter var i den
ældre Kejsertid af største Bet. for Verdenshandelen
og af høj Standard. Allerede Nero
svækkede den ved Forringelse, dog vedblev de
første 2 Aarh.’s Kejsermønter i lange Tider at
være efterspurgte og findes over vidtstrakte
Omraader, ogsaa ud over den direkte rom. Handels
Grænser, saaledes i Norden (jfr Tavle II).
Ogsaa andre Nationer prægede Mønter i
Oldtiden, i den europæiske Kulturkreds næsten
stedse i Tilknytning til de gr.-rom. I Kina synes
de ældste Mønter at være af lgn. Tidsstilling
som i Middelhavslandene.
Efter Romerrigets Undergang fortsattes
Møntprægningen af de Folkestammer, der
optraadte som Romernes Arvtagere, saaledes af
Vandalerne i Afrika, Østgoterne i Pannonien og
Italien, Langobarderne i Italien, Vestgoterne i
Spanien, Burgunderne og Frankerne. Det er en
Selvfølge, at Kunstens Tilbagegang i denne
Periode ogsaa har sat sit Mærke i
Møntprægningen, hvilken ogsaa tydelig spores i det
østromerske Riges byzantinske Mønter (Fig. 2).
Først langsomt begynder der efter den ældre
Middelalders barbariske Tid at spores en
Fremgang, som tydelig viser sig fra Midten af 12.
Aarh. i de ypperlige tyske Brakteater, de tynde,
ensidige Sølvmønter, som imidlertid atter snart
afløstes af slettere for til sidst helt at
forsvinde. I 13. og 14. Aarh. blev Prægningen af
tosidede Guld- og Sølvmønter navnlig i Italien
mere alm., og efter Amerikas Opdagelse, da
Sølvet strømmede rigelig til Europa, optræder
de store Sølvmønter i større og større Masser.
I forhistorisk Tid kendes i Norden ikke
hjemlig, præget Mønt. Som Værdimetal synes
man i Bronzealderen at have anvendt tynde
Guldstænger, der ofte findes i Ringform, Arm-
ell. Fingerringe, tidt dog saaledes, at de
hverken passer til Arm ell. Finger. Ved
Folkevandringstidens Beg. viser sig de første rom.
Mønter, Denarer, og i Vikingetiden fremdeles
talrige arabiske, »kufiske« Sølvmønter.
Guldbarrer kendes i lille Antal fra Folkevandringstid,
af forsk. Form og Vægt, Barrer af Sølv i ikke
helt ringe Tal fra Vikingetid, af skiftende Vægt
og uden Værdistempel. De maatte altsaa ved
hver Omsætning vejes. De ældste nordiske
Mønter er tynde Sølvefterligninger af Karl d.
Store’s fra Dorestad, 768—81. Fig. 3—5 viser
nogle af disse. Forsiden er stærkt barbariseret,
udgaaet fra Navnet CAROLVS; Reversen i Fig.
3 viser endnu kendeligt: [DORS]TAT, Fig. 4—6
andre, fjernere ell. ændrede Typer. Disse ældste
Mønter er vistnok slaaede i Hedeby-Slesvig,
men er ogsaa fundne blandt andet i Birka i
Mälaren. Fra Harald Blaatand kendes ensidige
Halvbrakteater. Den ældste danske Mønt, som
bærer Kongens Navn, er præget for Kong Sven
(Tveskæg); paa Reversen Møntmesteren,
Godwin. Forbilledet er den angelsachsiske Kong
Ethelred’s Mønter. Et virkeligt, ordnet
Møntsystem skabtes af Knud d. Store med engelske
Møntmestre. — Forfaldsperioden sætter
imidlertid snart sit Mærke paa de flg. Kongers
Mønter, og fra Midten af 13. Aarh. spores dette, i
den saakaldte Borgerkrigsperiode, paa en
iøjnefaldende Maade ved Sølvets næsten fuldstændige
 |
| Fig. 1. Mønt fra Kina. |
 |
| Fig. 2. Mønt fra Justinian I, præget i Karthago. |
|
| Fig. 3. |
|
| Fig. 4. |
|
| Fig. 5. |
|
| Fig. 6. |
|
| Fig. 7. Sven Tveskæg. |
|
| Fig. 8. Knud den Store. |
|
| Fig. 9. Valdemar Sejr |
|
| Fig. 10. Erik af Pommern. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
