Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Møre, Fylke - Mører - Mörike, Eduard - Mörike, Eduard - Møris - Møris, Ælius - Mörk, Jacob Henriksson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
drives der en Del Skrædder- og Skomagerarbejde.
Jagt som Næringsvej spiller ingen Rolle,
men den giver alligevel ganske godt Udbytte.
Jagten paa Hjorte, hvoraf der er en hel Del,
bortforpagtes til gode Priser. Turisttrafikken er
i Tiltagende. Den er af størst Bet. for
Herrederne Sunnelven, Hjørundfjord i Sunnmør og
Grytten i Romsdal samt for Molde.
Fiskerierne er af stor Bet. og er øget
ved Anvendelse af Motorbaade. I Skreifiskeriet
1910 deltog 1325 aabne Baade, 48 Sejlskøiter, 916
Motorbaade og 52 Dampskibe med en samlet
Besætning af 11127 Mand, men Vaartorskfiskeriet
er dog det vigtigste, heri deltager Aar om
andet c. 10000 Mand, det gennemsnitlige
Udbytte er 2,5 Mill. Kr. Fedsildfiskeriet har givet
i Udbytte 36000 Kr og Storsildfiskeriet 1,1 Mill. Kr.
Smaasilden gav 121014 Kr og Brisling 22337 Kr.
Der drives ogsaa adskillig Fisk og Fangst
fra Møre paa Østgrønland og paa Nordrusland,
hvor 52 Fartøjer fik Tilladelse til at fange iflg.
Koncession med Sovjet i Marts 1923. M. hører
med sin sydlige Del til Bergens Stift, med den
nordlige, Romsdal og Nordmør, til Trondhjems
Stift. Der er 63 Herreder og 3 Bykommuner.
I militær Henseende hører Fylket til 5.
Divisions Distrikt, idet Søndmør Infanteriregiment
Nr 11 har sit Standkvarter paa Molde.
Regimentet har tre Batailloner: Volda, Borgund og
Romsdal. Ogsaa Fylkesmanden bor paa Molde.
M. H.
Mører, d. s. s. Moirer.
Mörike [↱mø.rekə], Eduard, tysk Digter,
f. i Ludwigsburg 8. Septbr 1804, d. i Stuttgart
4. Juni 1875. Han gik paa Latinskolen i sin
Fødeby, kom senere paa et Seminarium og
studerede Teologi i Tübingen, hvorefter han med
enkelte Afbrydelser, f. Eks. som Redaktør i
Stuttgart, blev Præst paa Landet. 1843 tog han
Afsked, men blev 1857 Lærer i Litteratur ved
Katharinenstift i Stuttgart og udnævntes 1856
til Professor. Som Digter debuterede M. med
den smukke, men formløse Kunstnerroman
»Maler Nolten« (1832), som han senere
omarbejdede. Bl. hans Prosaarbejder maa
endvidere fremhæves den stemningsfulde Novelle
»Mozart auf der Reise nach Prag« (1856, overs.
paa Dansk af Johs. Marer). Men det er især
som Lyriker, at M. har vundet Ry. Hans
»Gedichte« udkom 1838. Han er den schwabiske
Lyriks store Navn. Han forenede Jævnhed i
Udtrykket med fuldendt Form, er en
Naturpoet af høj Rang, saa følelsesfuld- og bevæget,
at han griber Hjerterne. Digte som »Im
Weinberg auf der Höhe« og »Frühling läszt sein
blaues Band« vil altid bevare hans Navn, og
tyske og fremmede Komponister har ofte sat
Musik til hans yndefulde Poesier. I Stuttgart er
der rejst et Mindesmærke for denne
nationale Digter, og 1919 stiftedes en Mörike-Forening
i hans Fødeby. »Gesammelte Schriften«
(Göschen, ny Udg. 1912). Flere andre Udg.:
ved Harry Maync (1908), ved Lassen (uden Aar,
Bibl. Institut), »M.’s Brautbriefe« (1907), Vesper:
»Briefe M.’s« (1912). (Litt: Notter, »E. M.«
[1875]; Maync, »E. M.« [1902]; Windegg,
»M., sein Leben und Werke« [1904]).
C. B-s.
Mörike [↱mø.rekə], Eduard, tysk Musiker,
f. 16. Aug. 1877 i Stuttgart, Slægtning af ovenn.
E. M., Elev af Leipzigs Konservatorium, har
virket som Teaterkapelmester, bl. a. som
»Musikassistent« i Bayreuth, og var i en
længere Aarrække Kapelmester ved Charlottenburger
Operaen (ved Berlin), indtil han 1922 drog
til Amerika i Spidsen for et tysk Operaforetagende.
M. er en yndet og livfuld Foredragsholder
(særlig over Wagner’s Værker) og har i
denne Egenskab og som Orkesterdirigent
foretaget talrige Kunstrejser bl. a. til Kbhvn.
W. B.
Møris kaldes af Herodot o. a. gl. Forfattere
en Sø, der fandtes V. f. Nilen i det nuv. Landskab
Fajûm, i den vestlige Del af hvilken man endnu
den Dag i Dag finder en Sø Birket-el-Kerun.
Man antog i Begyndelsen denne Sø for
M.; men ved de Undersøgelser, som Linant de
Bellefonds anstillede (omtr. 1840), kom han til
den Overbevisning, at M. havde været et
kunstig dannet Bassin, omgivet af Dæmninger, ved
hvis Ødelæggelse M. var forsvundet, men hvis
fordums Plads han mente at kunne paavise,
nemlig i den sydøstlige Del af Fajûm. Efter at
Linant’s Opfattelse længe havde været eneraadende,
fremsatte Cope Whitehouse den Formodning,
at Indsænkningen Rajjan var Oldtidens
M., hvad der dog ikke vandt Bifald. Derimod er
en anden Mening, der efter omhyggelige
Nivellements nylig er fremsat af Major Brown, at
Birket-el-Kerun er en Levning af den gl. Sø M.,
bleven modtaget med megen Anerkendelse og
har bl. a. fundet en Talsmand i Prof. Flinders
Petrie. Brown og Petrie antager, at Nilen opr.
fyldte omtr. hele Fajûm, hvorpaa Ægypterne,
særlig i det Mellemste Riges Dage, ved Diger og
Dæmninger vandt Land til Dyrkning og saaledes
indskrænkede Søens Omraade. Ved delvis
Tilstopning af Tilløbet fra Nilen bevirkedes det
at Vandstanden i Birket-el-Kerun faldt. I den
romerske Kejsertid stod Søens Vandspejl langt
højere end nu, idet Ruinhøjen Dimeh i Ørkenen
V. f. Søen dengang var »Soknopaios’ Ø«, som laa
i en Sø, der udtørredes pludseligt. (Litt.: R. H.
Brown, The Fayûm and Lake Moeris [Lond.
1892]; Flinders Petrie, Hawara Biahmu
and Arsinoe [Lond. 1889], smlg.
Schweinfurth i Petermann’s »Mittheil.« [1890];
Grenfell og Hunt, Fayûm towns and their
Papyrus [London 1900]).
V. S.
Møris, Ælius, gr. Leksikograf, som
antages at have levet i 2. Aarh. e. Kr. Vi har af
ham et kortfattet Leksikon over særlig attiske
Ord og Udtryk. Det er i Tidens Løb blevet
udvidet ved Tilføjelser. Det er udgivet af
Pierson (Leyden 1759) og af Bekker i hans Udgave
af Harpokration (Berlin 1833).
H. H. R.
Mörk, Jacob Henriksson, sv. Forf.,
f. i Sthlm 17. Jan. 1714, d. i Bro 26. Juni 1763.
Under trange Kaar og uden noget Hjem, der
kunde støtte ham, maatte M. paa Halvvejen
opgive de akademiske Studier og opholde
Livet som Huslærer rundt om paa Herregaarde.
1741 kom M. til Sthlm, og her begyndte han
at arbejde paa sit Hovedværk »Adalriks og
Göthildas äfventyr« (udg. 1742—44), der
litterært-historisk set frembyder den
Mærkværdighed at være den første sv. Roman. Intet Under
da, at fremmede Forbilleder er meget tydelige,
særlig Fénelon’s Télémaque. Handlingen er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
