Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Naade (jur.) - Naadegave - Naademidler - Naadensaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gaa ud paa, at vedkommende skulde underkaste
sig en vis Straf, f. Eks. betale en Bøde ell. paa
anden Maade bringe et Offer af Formueværdi.
Som ovf. nævnt var det særlig Handlinger, som
mere specielt tilsidesatte Pligterne mod
Kongen, der drog hans Unaade efter sig. Over for
alm. Forbrydelser anvendtes denne Form for
Straf derimod kun sjældnere. Ogsaa ved disse
kom Kongens N. dog i Tidens Løb til at spille
en Rolle. Efterhaanden som det anerkendtes, at
Freden i Landet var Kongens Fred, d. v. s.
stod under Kongens Beskyttelse, saa at et Brud
paa den var en Krænkelse af ham, og
Straffuldbyrdelsen endvidere i stigende Grad lagdes
i hans Haand, blev det Reglen, at ingen fredløs
kunde faa sin Fred igen uden af Kongen, og
heraf udviklede sig da ganske naturligt en kgl.
Benaadningsret. Ved adskillige Forbrydelser
begrænsedes denne dog langt ned i Tiden af
Hensynet til den ved Forbrydelsen fornærmede, og
ved Manddrab var det vistnok endnu i 16. Aarh.
saaledes, at Kongen ikke kunde gengive en
fredløs Manddraber hans Fred, forinden han
havde udsonet sig med den dræbtes Slægt. Om
den senere Udvikling af Benaadningsinstituttet
henvises i øvrigt til Benaadning. Medens
Benaadning i Nutiden forudsætter en
Domfældelse, kendte den ældre Ret ogsaa til
Benaadning ved selve Dommen, hvilken i Tyskland
kaldtes for Richten nach Gnade og stilledes i
Modsætning til Richten nach Recht. I Danmark
anvendtes i 16. og 17. Aarh. saadan Benaadning
i ret stor Udstrækning, særlig i Købstæderne,
hvor Forbilledet fra Tyskland maaske
har gjort sig gældende. Navnlig forekom den
meget hyppigt i Tyverisager, hvor den strenge
Ret krævede Straf af Hængning, naar Tyven
var funden i Besiddelse af de stjaalne Koster
og disse havde en Værdi af blot en halv Mark,
men hvor det, naar den bestjaalne ikke
begærede den strenge Ret og andre gik i Forbøn
for Tyven, var almindeligt at forvandle Straffen
til en mildere, sædvanlig Forvisning fra Byen,
hvortil dog efter Omstændighederne kunde
komme Kagstrygning. Saadanne Benaadninger
var ofte betingede af, at vedkommende ikke
paany forbrød sig og svarede da i Virkeligheden
ganske til Nutidens betingede Straffedomme.
Den ældre Ret kendte ogsaa Domme, der lød
paa, at Domfældte skulde være i Kongens N. og
Unaade, hvilket betød, at Kongen kunde
fastsætte Straffen, som han vilde. Denne Art
Domme anvendtes især ved Handlinger, der
indeholdt et Brud paa den undersaatlige
Troskabspligt. Saadanne Handlinger var efter den strenge
Ret Majestætsforbrydelse og medførte altsaa
egl. Tab af Liv og Gods, men Kongen kunde
fastsætte Straffen mildere og gjorde det i
Reglen i de lettere Tilfælde af Troskabsbrud, hvor
Straffen faktisk som oftest var en Formuestraf.
Den arbitrære Straffemyndighed, som saaledes
her tilkom Kongen, udøvede han i Alm. uden
Dom, men Sager af denne Art kunde ogsaa
undtagelsesvis komme for Domstolene, der da
ikke selv fastsatte nogen Straf, men paa den
ovenn. Maade henskød den til Fastsættelse ved
Kongen. — Ang. Udtrykket »Konge af Guds
Naade«, se Dei gratia. (Litt.: K.
Beyerle, »Von der Gnade im deutschen Recht«
[Göttingen 1910]).
P. J. J.
Naadegave, se Aandsgave.
Naademidler betegner i Kirkelæren de
bestemte Organer, som Kristus har anordnet til
at bringe Frelsen i Forhold til Menneskene. De
omfatter Ordet og Sakramenterne (Daab og
Nadver), saaledes som det er udtalt i Conf. Aug.,
Art. V: Ved Ordet og Sakramenterne ligesom
ved Instrumenter gives den Helligaand. Medens
»Sværmeraanderne«, som Carlstadt, viser bort
fra de ydre Former til det »indre Ord«, henviser
Luther til den kirkelige Ordning, hvorefter
Troen maa gribe Gud gennem visse ydre Tegn,
dels det mundtlige Ord og dels de legemlige
Objekter i Daab og Nadver.
F. C. K.
Naadensaar betegner dels det Tidsrum, i
hvilket en afgaaet Præst, hans Bo eller Arvinger
i et i Loven nærmere angivet Forhold nyder
Andel i Præsteembedets Indtægter efter
Præstens Afgang, dels ogsaa selve denne Indtægt.
Allerede den kanoniske Ret bestemte, at en
afdød Præsts Efterladenskaber skulde deles i 4
Parter, een til de Fattige, een til Arvingerne og
to til Biskoppen, og den samme Delingsmaade
overførtes til Indtægterne i Vakancetiden af
ledige gejstlige Embeder og udstraktes
efterhaanden for de to Deles Vedk., der tilkom
Biskoppen, til at gælde Indtægterne for et helt Aar,
selv om Embedet blev besat inden Aarets
Udgang. Ved Reformationen tilfaldt i Danmark
denne Ret Kongen, men ved Kirkeordinansen
af 1539 overdroges Retten til at nyde N. til
Enken og Børnene. Naar undtages, at N. senere
er gaaet over til at blive et Vederlag, der
tilkommer en afgaaet Præst, hans Bo eller
Arvinger for det i sin Tid til Formanden afgivne N.,
og at ogsaa en Præsts Kreditorer kan søge
Fyldest i det, vedblev i øvrigt de for N. gældende
Regler at være de samme som paa
Kirkeordinansens Tid. Fra Ordinansen gik nemlig disse
Regler uforandrede over i Christian V’s D. L.
(2—13) og undergik ikke senere nogen
Forandring, hvorimod der i stedse højere Grad rejste
sig en Stemning for N.’s Afskaffelse, idet det
mere og mere kom til at staa som en Byrde,
som det var ønskeligt for Præsterne at komme
af med, medens man tabte Synet for, hvad der
opr. havde været dets Hovedhensigt, at komme
Enkerne til Hjælp ved deres Forsørgeres Død.
I denne Retning har N. sikkert altid virket
efter sin Bestemmelse. Mere tvivlsom bliver
Sagen, naar man ser N. fra den afskedigede
Præsts Synspunkt. Han oppebar N. som
Vederlag for, hvad han i sin Tid havde afgivet ved
sin Tiltrædelse af Embedet; men idet hans Ret
til Pension først indtraadte efter N.’s Udløb,
blev Resultatet i Virkeligheden det, at han gik
glip af et Aars Pension. Herved maa imidlertid
bemærkes, at paa Lovens Tid kendtes ikke
Afskedigelse med Pension for Præsters Vedk. For
de tiltrædende Præster har N. ogsaa mange
Gange virket som en følelig Byrde, idet de
ejendommelige Delingsregler for Indtægterne, som
Loven gav, hyppig medførte, at der hengik lang
Tid, inden en tiltrædende Præst kom til at
oppebære nogen væsentlig Indtægt af sit Embede.
Disse Regler, der navnlig vedrørte Præstens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
