- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
616

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nadver - Nadver, den hellige

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Nadver (Nadvær), sv. nattvard, oldnorsk
nâttverðr, nâtturðr »Aftensmaaltid, N.«, er
sammensat af Nat og oldnorsk verðr »Maaltid«, der
er beslægtet med Vært, beværte. Ordet
genfindes i det danske Davre, oldn. dagverðr,
egl. »Dagmaaltid«, og i det norske eftasvær, egl.
»Aftensmaaltid«. Paa Tysk kaldes N. for
Abendmahl, egl. »Aftensmaaltid«.
H. F.

Nadver, den hellige (Kommunion,
Eukaristi), er en religiøs Handling, som indtager
en fremtrædende Plads i den kristne Kultus.
Om dens Oprindelse foreligger der i Ny Test.
fire Beretninger, Matth. 26, 20.—29., Mark.
14, 17.—25., Luk. 22, 14.—38., 1. Kor. 11,
23,—25., af hvilke de to første og de to sidste
hører nøje sammen. At vi her staar over for en
Anordning af Jesus selv, er vistnok
utvivlsomt; derfor borger den alm. Udbredelse, som
N. straks har fundet i Kirken. Indstiftelsesordene
indeholder dels en Formaning til paa
denne Maade at mindes den bortgaaende
Mester, dels en Forsikring om, at hans Død har
Betydning som det Pagtoffer, hvorved den ny
Pagt indvies. Allerede i den første Menighed i
Jerusalem, umiddelbart efter Herrens Bortgang,
fejredes N.; Disciplene kom sammen i Husene
ved Aftenstid for at »bryde Brødet«. Det skete
i Forbindelse med et Fællesmaaltid, som gerne
kaldtes Agape, ɔ: Kærlighedsmaaltid; saaledes
fortsattes det ogsaa i de hedningkristelige
Menigheder i 1. Aarh.; da førte Klager over
Misbrug ved Agaperne tillige med Forfølgelserne
til, at de to Handlinger skiltes ad. N. fik
derefter alene sin Plads inden for Gudstjenesten
(se Messe), som den siden har hævdet i alle
kristne Samfund. M. H. t. Opfattelsen af N.’s
Betydning, da finder vi allerede i Oldkirken de
to forsk. Betragtninger, den symbolistiske,
der i Elementerne kun ser et Billede paa
Herrens Nærværelse, og den realistiske,
der tager Ordene ganske haandgribelig. Den
første repræsenteres af den ældre alexandrinske
Skole, især Origenes, den anden af Irenæus,
Tertullian og Cyprian. Den sidste Betragtning
fik efterhaanden Overvægten; medens det opr.
var Gaverne og Bønnerne ved N., der
betegnedes som Ofre, begynder man fra Cyprian af
at tale om selve N. som et Offer, der alene
skulde frembæres af Præsten og saaledes var
at betragte som en Efterligning af Kristi Offer
paa Korset. Hierarkiske Hensyn maatte
mægtig bidrage til at fremme denne Betragtning.
Alligevel er Læren ikke anderledes afsluttet i
Oldkirken, end at vi hos Augustin kan finde
en afgjort symbolsk Opfattelse. — Det er først
med Middelalderen, at Dogmet fæstnes helt.
Det er Gregor den Store (d. 604), som først har
Betydning. Hos ham optages Cyprian’s
Tanker og fuldendes i Læren om Messeofferet (s. d.),
der fremstilles som en ublodig Gentagelse af
Offeret paa Golgatha, en virkelig Gentagelse af
Jesu Lidelser til Sone for vore Synder; dets
Virkninger udstrækkes endogsaa til Synderne i
Skærsilden, der herved skulde kunne hjælpes
ud af deres Pine. Men den Kirkelærer, som
først fuldkommen har sat den realistiske Teori
i System, er Paskasius Radbertus, i hans Skrift
fra 831 om Herrens Legeme og Blod; den
voksende Overtro hos Masserne har nu virket
afgørende ind paa Læren. Her udtales, at i Kraft
af et guddommeligt Almagtsunder er Kristi
Legeme og Blod efter Indvielsen til Stede i N.,
og det er det samme Legeme, som er født af
Jomfru Maria, har lidt og er opstaaet. For
Synet og Smagen forandrer Elementerne sig vel
ikke, men Brødets og Vinens Substans
forvandles indvortes til Kristi Legeme og Blod. Det er
Læren om Transsubstantiationen, som hermed
er udtalt, ɔ: Forvandlingen af den ene Substans
til den anden, uden at de ydre Egenskaber
forandres. Den blev modsagt først af Ratramnus
og siden af Berengar af Tours, men blev snart
alm. antagen; paa Kirkemødet i Rom 1215 blev
den anerkendt som Kirkelære. M. H. t. den
gældende Praksis kan det endnu tilføjes, at
Unddragelsen af Kalken fra Lægfolk kommer frem
fra 12. Aarh., og bliver efterhaanden alm. (sub
una
, ɔ: Specie); Berettigelsen af denne Skik,
som væsentlig støtter sig til hierarkiske
Grunde, forsvares ved Teorien om concomitantia, ɔ:
Sammenhørigheden af Legeme og Blod. Og
endvidere blev det faststillet, at Kristus er
nærværende i Nadverelementerne ogsaa uden for
Brugen; Kristi Legemsfest (fra 1264) med dens
Tilbedelse af Hostien, ɔ: Nadverbrødet, støtter
sig hertil.

Ved Reformationen blev der brudt med hele
den kat. Betragtning. Men Reformatorerne er
indbyrdes ikke enige. Der er tre Typer i
Opfattelsen, som kan adskilles fra hinanden.
Zwingli hylder afgjort den symbolske
Opfattelse. Han hævder, at Udtrykket »er« i
Indstiftelsesordene er det samme som »betyder«, og
at Begrebet Legemlighed fordrer Rum; derfor
afviser han den legemlige Nærværelse af
Kristus og forstaar N.’s Betydning som en troende
Tilegnelse af Kristi Død, som her er afbildet.
Luther gør i Modsætning hertil gældende, at
Kristi Legeme virkelig er nærværende i Brødet
og Vinen, idet den nydes. I, med, og under
Elementerne er Kristus til Stede, saaledes at
enhver, som tager imod disse, enten han er
værdig eller uværdig, faar Del ogsaa i Kristi
Legeme; for den Uværdige bliver det til Dom.
Paa Zwingli’s Indvendinger angaaende den
legemlige Nærværelse svarer han, at som
Gudmenneskets Organ kan Kristi Legeme være til
Stede overalt. Denne Lære er gaaet over i
Conf. Aug. Art. X. I Konkordieformlen Art. 7
er den videre udviklet. Formaalet for N.
bestemmes som Bestyrkelse af Syndsforladelsen,
Bekræftelse af Troen, Indplantning i Kristus og
Næring til det evige Liv. Et mæglende
Standpunkt indtager Calvin. Han tænker sig vel en
objektiv Meddelelse at finde Sted, men skelner
skarpt mellem den legemlige og aandelige
Nydelse. Idet den Troende tager mod Brødet og
Vinen, løftes han samtidig op til Himlen, hvor
han faar Del i Frelserens forklarede aandelige
Legeme. Der er saaledes kun Tale om en
aandelig Nydelse, og den sakramentale Virkning
sker alene over for de Troende. Denne Teori
er gaaet over i de fleste reformerte Bekendelser.
Nogen videre Uddannelse har Nadverlæren
ikke faaet i den nyere Teologi. De forsk.
Forstandsindvendinger er som sædvanlig gjorte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0650.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free