Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilbudet blev modtaget, og 15. Decbr 1778 rejste
Faderen med dem til Frankrig, hvor de
anbragtes paa Kollegiet i Autun. Men da N.
ønskede at blive Militær, blev han 23. Marts 1779
optaget som Elev paa Militærskolen i
Brienne. Da han ikke følte sig som en
fransk, men som en korsikansk Dreng,
kaldte han sig Napolioné. Dette i
Forbindelse med, at han talte Fransk med
Accent, gav Anledning til, at hans Kammerater
drillede ham og gav ham Øgenavne. Dybt
fornærmet herover trak han sig tilbage fra alle
og førte et ensomt Liv. Det havde til
Følge, at han undertiden henfaldt til dyb
Melankoli, der til Tider kunde gaa over til
Fortvivlelse. Han havde ikke uvenlige Følelser over for
Frankrig, men drømte dog stadig om at
frigøre Corsica; Paoli var hans Helt.
Ensomheden bidrog til at udvikle hans Personlighed,
saa at han, 14 Aar gammel, en Dag, da han fik
en Irettesættelse, og Læreren spurgte ham:
»Hvem er De, som svarer mig i en saadan
Tone?«, kunde svare: »En Mand«. Juni 1784 kom
Broderen Lucien ind paa Militærskolen, men N.
tog sig slet ikke af ham. Oprindelig skulde han
træde ind i Marinen, senere foretrak han
Artilleriet, og for at afslutte sin Uddannelse afgik
han derfor 23. Oktbr 1784 til Militærskolen i
Paris. Fraregnet hans Stuekammerat, med hvem
han levede i godt Forhold, forandredes ikke
hans Stilling over for de øvrige Kammerater, og
ligesom i Brienne foretrak han ogsaa her
Ensomheden. Faderens Død, 24. Febr 1785, gjorde
et stærkt Indtryk paa ham. Ved stor Flid blev
han i Stand til i Aug. 1785 at tage
Afgangsprøven og bestod som Nr 42 af 58. Den 1. Septbr
s. A. blev han ansat som Sekondløjtnant i
Artilleriregimentet La Fère, der laa i Valence, og
fulgte dette til Garnisonerne Lyon, Douai og
Auxonne. Ved Afgangen fra Militærskolen fik
han følgende Bedømmelse: »Tilbageholdende og
arbejdsom, foretrækker Studier af enhver Art
for Fornøjelser og føler sig tiltalt af at læse
gode Forfattere; meget flittig i de abstrakte
Videnskaber, mindre begærlig efter de andre; har
grundigt Kendskab til Matematik og Geografi;
tavs, holder af at være ene, egensindig,
hovmodig, stærkt anlagt til Egoisme; taler lidet,
svarer energisk, slagfærdig og streng i
Diskussionen, er meget forfængelig, ærgerrig og aspirerer
til alt. Denne unge Mand er værdig, at man
begunstiger ham«. At N., i Besiddelse af disse
Egenskaber, maatte hilse Revolutionen af 1789
med Glæde, er en Selvfølge. Derfor udtalte han:
»Revolutioner er en god Tid for Soldater, der
har Aand og Mod«. Han følte sig stadig dog kun
som Korsikaner, og derfor var hans første
Tanke, at Revolutionen burde benyttes til at befri
Corsica for Frankrigs Aag. I Septbr 1789
rejste han derover. Han sluttede sig til Pasquale
Paoli og tog ivrig Del i Politikken. Men han gik
for vidt og maatte derfor Febr 1791 vende
tilbage til Regimentet. 1. Juni 1791 blev han
Premierløjtnant i 4. Artilleriregiment, der nu laa
i Valence. 2 Maaneder senere rejste han igen
til Corsica i Troen paa, at Øjeblikket var
kommet til at handle. Ved Intriger blev han valgt
til Oberstløjtnant ved en Bataillon
Nationalgarde, og skønt hans Regiment blev sat paa
Feltfod, saa at han skulde møde straks, blev
han dog paa Corsica. Han havde planlagt et
Angreb paa Kastellet, og Forberedelserne var
trufne, men Planen blev røbet, og der blev ført
Klager over ham i Paris. Desuden var han
strøget af Listen over Officererne, fordi han
var udeblevet fra Regimentet. Men i Troen paa,
at en rosende Omtale af Myndighederne paa
Corsica, som han skaffede sig, kunde skaffe
ham hans Plads tilbage, rejste han Maj 1792
til Paris. Da man nægtede ham Ansættelse,
blev han i Byen. I Aug. fik Kongemagten
Dødsstødet; Udlandet truede med Krig, og Hæren
trængte til Officerer. Derved lykkedes det ham
at faa Udnævnelse til Kaptajn. Han rejste
atter til Corsica, hvor han ankom 17. Septbr
1792 og indtog sin tidligere Stilling som
Oberstløjtnant. Konventet var kommet til Roret i
Frankrig, og det brød med Pasquale Paoli.
Denne var, ved N.’s Ankomst, i Færd med at
rekonstruere det antifranske Parti, og desuden søgte
han Støtte hos Englænderne. Da N. ikke vilde
følge denne Politik, sluttede han sig til den fr.
Regeringskommissær Salicetti. Men dette
Omslag blev saa ilde optaget af Befolkningen, at
den tvang N. og hans Familie til at flygte først
til Bastia, derpaa til Frankrig. 13. Juni 1793
ankom Fru Lætitia og hendes Børn til La
Valette, og kort efter indtraf N. ved sit Regiment
i Nizza. Der var paa denne Tid udbrudt
antirepublikanske og royalistiske Uroligheder i det
sydlige Frankrig. For at dæmpe disse sendtes
Oberst Carteaux med et lille Korps mod
Avignon. Foran Byen stødte N., der var sendt
derhen i Tjenesteanligigender, til. Efter at der var
blevet tilvejebragt Ro i Byen, blev N. tilbage for
at oprette en Park. I sin Fritid skrev han Le
souper de Beaucaire, en Afh., hvori han
stillede sig paa Bjergpartiets Side, gav en klar
Fremstilling af den militære og politiske
Situation paa den sydlige Krigsskueplads og
forudsagde med Bestemthed de republikanske
Vaabens Sejr. Folkerepræsentanterne Salicetti,
Gasparin og Robespierre den Yngre, der var
ankomne til Avignon, følte sig saa tiltalte af
dette Skrift, at de befalede, at det skulde trykkes
paa Statens Bekostning. I Mellemtiden var
Toulon blevet besat af Englænderne, og Carteaux
fik Befaling til at generobre Byen. Paa Vejen
derhen havde han en Fægtning, hvorved hans
højestkommanderende Aitilleriofficer faldt. N.
blev ansat i hans Sted og udnævnt til chef de
bataillon. Carteaux fik Forstærkning, men blev
afsat, og til sidst fik General Dugommier
Kommandoen. N. havde indsendt en Angrebsplan til
 |
| Napoleon I |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
