Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Velfærdskomiteen. Da Dugommier ikke vilde følge
den, klagede N. til Krigsministeriet, og det
bevirkede, at Planen 25. Novbr blev forelagt og
vedtaget i et Krigsraad. Den førte til Maalet,
thi 19. Decbr 1793 faldt Toulon. Den 22. blev
N. udnævnt til Generalmajor og ansat som
højestkommanderende Artilleriofficer ved den
italienske Armé p. Gr. a. sine Fortjenester
under Belejringen. Den ital. Armé rykkede frem
til Passene i Alpes maritimes, og 20. Maj 1794
holdtes Raadslagning om en Operationsplan. N.
fremsatte sine Anskuelser, og hans Plan blev
vedtaget. To Maaneder senere skrev
Overgeneralen til Velfærdskomiteen: »Mit Held skyldes
Artillerigeneral Bonaparte’s kloge
Kombinationer«. 9. Thermidor (27. Juli 1794) blev
Robespierre den Ældre styrtet. Dermed mistede N.
sin Beskytter, og da han havde sluttet sig nøje
til det styrtede Parti, i hvilket Salicetti havde
spillet en meget fremragende Rolle, søgte
denne at frelse sig selv ved at angive N. Han blev
derfor arresteret og ført til Antibes, men i Aug.
1794 blev han løsladt ved Barras’ Hjælp, uden
dog at faa sin tidligere Stilling. I Marts 1795
foreslog General Scherer N. til
højestkommanderende Artilleriofficer ved Hoche’s Armé, men
Krigsministeren vilde, at han skulde tage
Kommandoen over en Infanteribrigade, og det
nægtede N. Han bad om at maatte gaa til Tyrkiet
for at organisere den tyrkiske Hær, men
heller ikke dette Ønske fik han opfyldt. Siden
Belejringen af Toulon havde han lagt sig ivrig
efter Studiet af Krigshistorie. Grundet herpaa
skrev han en Memoire om, hvorledes den ital.
Armé burde operere, og sendte den til
Velfærdskomiteen. I den fremsatte han den Plan, der
blev gennemført 1796. General Pieron har med
Urette beskyldt ham for at have plagieret
Marskal Mailleboi’s Operationer mod Østerrigerne
1744—45. Thi N. havde 1794 lært
Krigsskuepladsen at kende, og det var paa dette Kendskab,
at han grundede sin Plan. Denne Memoire
synes at have givet Anledning til, at Carnot fik N.
ansat i det topografiske Bureau. Man gjorde
Kellermann og Scherer bekendte med hans
Plan. Den førstnævnte fandt, at Forfatteren hørte
hjemme i en Daarekiste; Scherer udtalte,
at den, der havde udkastet Planen, burde
ogsaa udføre den. N. var imidlertid atter blevet
strøget af Listerne, fordi han havde nægtet at
overtage en Infanteribrigade. Omstændighederne
kom ham til Hjælp. 13. Vendémiaire (5.
Oktober 1795) kom det til en Opstand i Paris.
Barnas betroede N. Forsvaret af de lovgivende
Forsamlinger, og den Fasthed, han viste, blev
belønnet med, at han 26. Oktbr blev udnævnt
til Næstkommanderende ved Hæren i Frankrig.
Det var det første Skridt; det næste var, at han
29. Febr 1796, paa Anbefaling af Barras og
Carnot, blev udnævnt til Overgeneral for den
ital. Armé. 9. Marts blev han borgerlig viet til
Josephine Tascher de la Pagerie, Enke efter
General Beauharnais, i hvem han var lidenskabelig
forelsket, og p. Gr. a. Ægteskabet blev han
velset af Royalisterne. Den 11. s. M. forlod han
Paris, saa sikker paa Fremtiden, at han
udtalte: »Min Kaarde er ved min Side, og med
den vil jeg komme langt«.
Felttoget 1796—97. Den 27. Marts
ankom N. til Nizza, og hans Hær, der talte 36000
Mand og 30 Kanoner, stod de første Dage af
April S. f. Apenninerne. Beaulieu stod med
36000 Østerrigere mellem Genua og Dego, 25000
Piemontesere under Colli ved Ceva, og mellem
dem stod Provera ved Millesimo og
d’Argenteau mellem denne By og Dego med ringe
Styrker for at holde Forbindelsen. Her var
altsaa det svage Punkt. N. gik imod det, og efter
at have slaaet Provera og d’Argenteau i
Dagene 11.—15. Apr. vendte han sig mod Colli og
tvang ham til 28. at slutte Vaabenstilstand i
Cherasco. Derpaa gik N. mod Beaulieu, der
skyndsomt trak sig bag Adda, og besatte Lodi.
N. fulgte efter, og efter 10. Maj om Middagen
at have erobret denne By stormede han om
Aftenen den bag Byen liggende Bro. 15. Maj
holdt N. Indtog i Milano. Hertugen af Modena
købte en Vaabenstilstand ved at betale 8 Mill.
frcs., og Milaneserne maatte betale en
Kontribution paa 20 Mill. Disse Penge benyttede N.
dels til sin egen Hær og dels til Rhin-Armeen;
Resten sendte han til Direktoriet for at formilde
dets Misfornøjelse med hans
Egenraadighed. Beaulieu var gaaet bag Mincio. N.
gennembrød 30. Maj denne Stilling ved Borghetto
og tvang Østerrigerne til dels at gaa til Tyrol,
dels til Fæstningen Mantua. N. begyndte
Belejringen af denne Fæstning og besatte
Bologna. Paven, der truedes med Tabet af
Romagna, sluttede en Vaabenstilstand og betalte 21
Mill. frcs. Østerrigerne søgte nu at undsætte
Mantua. Det første Forsøg udførtes af Wurmser
med 60000 Mand:, men blev slaaet tilbage i
Kampene ved Lonato (31. Juli) og Castiglione
(5. Aug.). Da Wurmser søgte at naa Maalet ad
Omveje, blev han efter Kampene 5. og 18.
Septbr tvunget til at trække sig ind i Mantua.
I Oktbr rykkede Alvinczy frem med 47000
Mand, men blev slaaet tilbage ved Rivoli 17.
Novbr. Alvinczy kom igen i Jan. med 43000
Mand, men led et fuldstændigt Nederlag i
Dagene 14.—16. Jan. 1797 ved Arcole. Mantua
maatte derfor dagtinge 3. Febr. 19. s. M.
sluttede N. Fred i Tolentino med Paven, der
maatte afstaa Romagna og Ancona og betale 15
Mill. Ærkehertug Karl rykkede nu over Alperne,
men N. forcerede 31. Marts Overgangen
over Tagliamento og tvang Ærkehertugen til
at gaa tilbage over Leoben. N. fulgte efter,
naaede denne By 7. Apr., og 13. undertegnedes
Fredspræliminærer, der førte til Freden i
Campo Formio, som afsluttedes 17. Oktbr 1797. Ved
den kom Frankrig i Besiddelse af Belgien og
venstre Rhin-Bred. Østerrig maatte godkende
Oprettelsen af den cisalpinske Republik, som
N. havde dannet 29. Juni af Lombardiet og en
Del af det venetianske Territorium. N. havde
nemlig gjort Ende paa Republikken Venedig,
af hvilken Østerrig maatte nøjes med
Fastlandet indtil Adige med Byen Venedig, samt
Istrien og Dalmatien, medens Frankrig tog
Besiddelserne i Albanien og de ioniske Øer.
Da N. vendte tilbage til Paris, blev han
modtaget med Jubel, og den Gade, hvori han
boede, blev omdøbt »Sejrsgaden«. Men Magthaverne
frygtede ham, og for at faa ham bort fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
