Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enkelte Omraader, saa søgte han omvendt at
komme Friheden til Livs. Jakobinerne gjorde
derfor for saa vidt fælles Sag med Royalisterne,
som begge Partier lagde Planer op mod N.
Et Attentat, der 24. Decbr 1800 førtes mod ham
med »Helvedesmaskinen«, mislykkedes og
foranledigede, at N. lod 130 Jakobinere deportere.
Til St Domingo sendte han en Ekspedition
for at dæmpe det af Toussaint-Louverture
fremkaldte Oprør (1801—02).
Tilsyneladende var det lykkedes N. at
komme til Forstaaelse med England ved Freden i
Amiens 25. Maj 1802. England forpligtede sig
til at tilbagegive sine Erobringer, undtagen
Trinidad og Ceylon, samt rømme Malta, og
Frankrig lovede at trække de Tropper tilbage,
der var sendte mod Neapel. N. fik samme Aar
ved en Folkeafstemning sat igennem, at han
blev valgt til Førstekonsul paa Livstid med
Ret til af udnævne sin Efterfølger. Nu gjaldt
det om at benytte Freden til Gavn for
Indenrigspolitikken; men i Stedet for benyttede N. sin
Magt til at skalte og valte i Italien efter
Forgodtbefindende. Han gav den liguriske
Republik (Genua) en Doge, forenede Parma og Elba
med Lombardiet, omskabte Toscana til et
Kongerige Etrurien under en Prins af Parma og
lod sig proklamere til Præsident for den
cisalpinske og Mediator for den helvetiske
Republik. Derved fremkaldte han et Brud med
England, som paa Grund heraf ikke vilde rømme
Malta. N. forlangte Malta rømmet under
Trusel af Krig. England svarede med at opbringe
fr. Handelsskibe. Til Gengæld lod N. alle eng.
Handelsvarer i Frankrig beslaglægge og
besatte Hannover, der tilhørte det eng. Kongehus.
Det førte til, at England i Maj 1803 erklærede
Krig og var behjælpelig med, at Georges
Cadoudal og en Del Emigranter landede i
Normandiet for, støttede af Pichegru og Moreau,
at rejse en Opstand. N., der var blevet
underrettet herom, lod dem alle arrestere, og da han
antog, at Hertugen af Enghien var indviklet i
denne Sammensværgelse, krænkede han
Folkeretten ved at lade General Ordener Natten
til 15. Marts 1804 gaa ind i Baden og arrestere
Hertugen, der boede i Ettenheim. Hertugen
blev ført til Vincennes, stillet for en Krigsret,
og, skønt uskyldig i Sammensværgelsen, dømt
og skudt i Fæstningsgraven Natten til 21.
Marts. Pichegru fandtes kvalt i Fængslet,
Moreau slap med at gaa i Landflygtighed, og
Georges Cadoudal og 11 af hans Følgesvende
blev dømte til Døden og Dommen udført. Skønt
N. aldrig har villet erkende det, begik han dog
et Justitsmord over for Hertugen af Enghien.
Han forsvarede sig med, at hans Liv var truet
af bourbonske Snigmordere, og dette benyttede
han som et Paaskud, der kunde føre ham til
Maalet for hans Ærgerrighed.
Formelt var det Senatet, der paa alle
Statsborgernes Vegne henvendte sig til N. med Bøn
om, »at han vilde sikre Statsskibet mod at
miste sin Styrmand«. 25. Apr. bad han Senatet
at udtale sig tydeligere, og 3. Maj svarede det,
at det franske Folk ønskede N. Bonaparte til
Arvekejser. En ny Forfatning vedtoges 18. Maj
og godkendtes ved en Folkeafstemning 6. Novbr,
og N. var nu »Kejser af Frankrig af Guds
Naade og Folkets Vilje«. Der blev straks udnævnt
Stordignitarer, Marskaller og Hofembedsmænd.
Kroningen foregik 2. Decbr 1804 i
Notre-Dame-Kirken i Paris. Paven, der var hentet til Paris,
rakte N. den gyldne Laurbærkrans, som han
selv satte paa sit Hoved, og derpaa kronede
Kejseren Josephine, med hvem han Dagen
forinden var blevet kirkelig viet. Dagen efter blev
Hæren taget i Ed, og Regimenterne fik ny
Faner, hvis Stænger var forsynede med en
forgyldt Ørn. Efter at Frankrig var blevet et
Kejserdømme, blev, paa N.’s Foranledning, ogsaa
de italienske Republikker omformede til et
Kongerige. 26. Maj 1805 kronede han sig selv i
Milanos Domkirke som Konge af Italien, og idet
han paasatte sig Kronen, udtalte han: »Gud
har givet mig den, ve den, som vil røre den«.
Hans Stifsøn, Eugen, blev Vicekonge og Milano
Hovedstaden. Genua og Livorno indlemmedes
i Kongeriget, men Lucca og Piombino skænkede
N. til sin Søster Elisa, der var gift med Prins
Bacciochi. N. havde imidlertid truffet
Forberedelser til en Overgang til England. I Juni 1803
oprettedes 6 Armékorps, der lagdes i Lejr ved
Kysten af Holland og Kanalen. Styrken blev
1804 bragt op til 150000 Mand, og efterhaanden
tilvejebragtes de fornødne Overfartsmidler, 2300
Skibe. For at afværge Faren sluttede England
8. Juli 1805 et of- og defensivt Forbund med
Rusland, og det blev 9. Aug. tiltraadt af
Østerrig. Sidstnævnte Magt lovede at stille 3 Hære
paa henved 200000 Mand. Rusland skulde 20.
Oktbr have en Hær paa 55000 Mand ved
Brunnau (Inn), og en anden paa 40000 Mand skulde
fra Brest Litovsk marchere til Böhmen.
Under disse Forhold besluttede N. 25. Aug.
at søge Afgørelsen i Tyskland med 200000 Mand
franske, bayerske og württembergske Tropper.
50000 Mand under Masséna skulde kæmpe i
Italien. 29. Aug. fik N.’s Operationshær Navn
af »den store Armé«, og denne Benævnelse blev
senere bibeholdt for de Hære, Kejseren
personlig kommanderede. Med eksempelløs Hurtighed
koncentrerede N. sin Hær i Tyskland, omgik
General Mack’s højre Fløj og tvang ham til at
trække sig ind i Ulm, hvor han 20. Oktbr
maatte strække Vaaben med 27000 Mand. Resterne
af Mack’s Hær, 22000 Mand, forenede sig med
Kutusov, der ved Brunnau havde samlet en
russisk Hær paa 30000 Mand. Kutusov tog
Overkommandoen, gik langs Donau, passerede
Floden V. f. Wien, og over Brünn naaede han
22. Novbr Ollmütz, hvor Hæren gennem
Forstærkninger blev bragt op til 90000 Mand.
Kejser Frants og Kejser Alexander indtraf ved
Hæren. N. fulgte efter over Wien og naaede
20. Novbr Brünn, hvor han afventede
Forstærkninger. Ærkehertugerne Karl og Johan, der
havde kæmpet henholdsvis i Italien og Tyrol,
var p. Gr. a. Mack’s Uheld blevne nødsagede
til at trække sig tilbage til Ungarn, men stod
for langt borte til at kunne bringe Kutusov
nogen øjeblikkelig Hjælp. Men der var opstaaet
en ny Fare for N.: Rusland og Preussen havde
3. Novbr sluttet et Forbund, og den preussiske
Hær stod rede til at gribe ind. Sejren var
altsaa en absolut Nødvendighed for N. Kutusov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
