Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napoleon I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankrig, nogle Grænsedistrikter til Kongeriget
Sachsen, betale 85 Mill. i Krigsomkostninger og
endvidere overlade en Del af Galizien til Rusland,
der havde erklæret Østerrig Krig. Desuden
maatte Kejser Frants give sit Samtykke til de
Forandringer, N. havde gjort eller senere
maatte gøre i Spanien, Portugal og Italien. Disse
Forandringer angik især Pavestaten. Franske
Tropper havde 1808 besat Benevent og
Pontecorvo. Paven truede med at ville lyse N. i
Band. N. svarede med at lade General Miollis
rykke ind i Pavestaten og besætte Rom. Derpaa
dekreterede N. 2. Decbr 1808, at en Del af
Pavestaten skulde indlemmes i Kongeriget Italien,
der tillige fik Parma og Kongeriget Etrurien.
17. Maj 1809 paabød N. fra Schönbrunn, at
Pavestaten skulde indlemmes i Frankrig; Paven
kunde dog blive i Rom og nyde en aarlig
Indtægt af 2 Mill. Dette Dekret blev forkyndt i
Rom 10. Juni. Dagen efter lyste Paven N. i
Band. General Miollis fik straks Befaling til at
føre Paven ud af Rom, og man bragte ham først
til Grenoble, senere til Savona. England havde
imidlertid fortsat Krigen til Søs og efterhaanden
bemægtiget sig alle de fr. Besiddelser uden for
Europa, og det havde fundet Støtte mod N.’s
Fastlandsspærring hos Holland. Efter Wagram
havde nemlig Kong Ludvig aabnet sine Havne
for Englænderne. N. blev meget forbitret
herover og sendte en Hær ind i Holland. Kongen
abdicerede til Fordel for sin Søn og flygtede,
men Kongeriget blev, trods hans Protest,
indlemmet i Frankrig. I Spanien fortsattes
fremdeles Guerillakrigen, og et Forsøg, der af en
Hær under Massena blev gjort paa at erobre
Portugal, strandede paa Marskallernes Jalousi
og Wellington sejge Modstand ved Torres
Vedras.
Siden Indførelsen af Kejserdømmet havde N.
efterhaanden udslettet Sporene af Republikken.
Der var 1804 blevet oprettet en Kejsergarde,
den republikanske Kalender var blevet afskaffet,
Julifesten afløst af en N.’sfest 15. Aug., og
Mønterne havde i 1808 faaet kejserlig Inskription.
Samme Aar, 11. Juli, blev der indført en ny
Adel — Fyrster, Hertuger, Grever og Baroner
— der især blev anvendt som Belønning for
militær Udmærkelse, og som i saa Fald var
forbunden med en Dotation, til hvis Afholdelse der
baandlagdes meget betydelige Midler. Code civil
fik 1808 Navnet Code Napoléon. 1807 blev
Tribunalet opløst, og Administrationen blev ført
ind i det Spor, der endnu den Dag i Dag følges
i Frankrig. Hvad de øvrige Reformer angaar,
da kan det i Alm. siges, at der ikke var noget
Omraade, hvor de tiltrængtes, uden at de ogsaa
blev gennemførte, og den Omhu, hvormed de
blev forberedte, var en Borgen for, at det var
Forbedringer. N. vilde gøre Paris til Verdens
Hovedstad og søgte derfor ikke alene at
udvikle og udsmykke den i Overensstemmelse
hermed; de berømteste Kunstværker, han fandt i
de erobrede Stæder, sendte han til Paris, thi
der skulde alt det største og bedste samles.
Som Kunst og Videnskab i ham havde en
Beskytter, saaledes sørgede han ogsaa for
Udviklingen af Kommunikationerne. 4 store Veje blev
anlagte gennem Alperne for at lette
Forbindelsen mellem Frankrig og Italien, og de store
Floder i Frankrig blev forbundne gennem
Kanaler. N. havde saaledes gjort alt for at
befæste Kejserdømmet, men han ønskede ogsaa
at sikre sit Dynasti. Da han ikke havde
Livsarvinger med Josephine, havde han allerede
forinden Kroningen 1804 og senere 1808 søgt at
opnaa hendes Samtykke til en Skilsmisse, men
hun stod imod, indtil hun 1809 blev nødt til at
give efter, saa at den endelige Skilsmisse
fuldbyrdedes 18. Septbr. N. formælede sig saa 1810
med Kejser Frants’ Datter, Marie Louise. Af
dette Ægteskab fødtes 20. Marts 1811 en Søn,
Kongen af Rom, og dette tog man som Varsel
om den Fred, hvorefter alle længtes. Frankrig
var atter blevet forøget. Ved en
Senatsbeslutning af 13. Decbr 1810 var nemlig Holland,
Hansestæderne, Lauenburg, Oldenburg, en Del
af Berg og Hannover blevne indlemmede i
Kejserdømmet. Medregnes hertil Katalonien,
som dog først kom til 1812, talte Frankrig 130
Departementer med 42 Mill. Mennesker.
Desuden stod Kongeriget Italien og Illyrien direkte
under N., og Neapel, Lucca, den sp. Halvø,
Westfalen, Rhin-Forbundet, Schweiz og
Storhertugdømmet Warszava var Lydlande. Ses der
endvidere hen til, at Preussen, Rusland,
Danmark—Norge, Østerrig og Sverige havde
maattet tiltræde Fastlandsspærringen, saa faar man
det fulde Begreb om N.’s Magt 1811. Men det
var ham ikke nok, han vilde Verdensherredømmet,
og for at naa det vilde han prøve Lykken
med Rusland. Oldenburgs Indlemmelse havde
affødt en Protest fra Kejser Alexander, der
desuden var misfornøjet over, at N. ikke selv
overholdt den Fastlandsspærring, han saa
strengt fordrede overholdt af alle andre.
Differenserne var dog ikke af anden Natur, end at
N. let kunde være kommen til Forstaaelse med
Kejser Alexander, men han vilde Krig. 24. Febr
1812 sluttede han en Traktat med Preussen,
hvorefter det skulde stille 20000 Mand, og 14.
Marts forpligtede Østerrig sig til at stille 30000
Mand. Derimod mislykkedes hans
Underhandlinger med den sv. Kronprins Karl Johan
(Bernadotte) om at faa Sverige til at gaa mod
Rusland. Alt talte imod Krigen. En Misvækst, der
ramte Frankrig 1811, havde fremkaldt megen
Nød. Befolkningen var tynget af høje Skatter,
men den værste Tynge var dog de store
Udskrivninger af Mandskab, hvorigennem N.,
navnlig fra 1809, søgte at erstatte sin Hærs
Kvalitet ved Kvantitet og indførte en
Massetaktik, der krævede blodige Ofre. Dertil kom
det uheldige i at begynde en Krig med
Rusland, forinden Krigen i Spanien var ført til
Ende, samt Vanskelighederne ved en Krig med
Rusland. Kommunikationslinien gik nemlig
gennem Preussen, der kun tænkte paa at bryde de
Lænker, hvori N. havde smedet det, og
Russerne kunde ved at trække den fr. Hær langt
ind i Rusland udsætte den for Ødelæggelse. Men
jo mere man fraraadede N. Krigen, jo mere
æggede man hans Lyst til at overvinde
Vanskelighederne.
Felttoget 1812. Rusland tilstillede
Frankrig et Ultimatum; det havde en Hær paa
127000 Mand under Barclay bag Niemen, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
