Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nationalværksteder - Nationaløkonomi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maatte man derfor affinde sig, saaledes at de fik
en Understøttelse af 1 1/2 frc. Mere Plan i
Ordningen, end der fra først af var, bragte en ung
Ingeniør, Emil Thomas, der fik oprettet et
Centralbureau for Nationalværkstederne i
Seinedepartementet og lod de arbejdssøgende
indskrive i Brigader og Kompagnier, et helt
militært System. Adskilligt flere fik nu
Beskæftigelse, store Arbejder, bl. a. Jernbaneanlæg blev
planlagte, Værksteder oprettede for Skræderi
og Skomageri til Forsyning af de arbejdsløse,
men under de alm. usikre Forhold steg Antallet
af indskrevne (fra 14000 15. Marts til c. 100000
et Par Maaneder efter), saaledes at kun en
Brøkdel kunde beskæftiges, medens Resten
maatte understøttes med store Omkostninger.
Modstanden mod N. blev fra Borgerskabets Side
stadig stærkere, idet det hævdedes, at de
hindrede de private Foretagender fra at faa
Arbejdskraft og skruede Lønningerne op, samtidig
med at arbejdsløse fra hele Landet strømmede
sammen til Paris. Regeringen var derfor
bestemt paa at afvikle dem allerede i Maj;
Thomas modsatte sig dette, men blev afsat, og 21.
Juni udstedtes en Bekendtgørelse om, at de
unge ugifte Arbejdere skulde overføres til
Hæren, de sidst indvandrede sendes tilbage til
deres Hjemstavn og nogle Delinger af de i N.
indskrevne sendes ud til Statsarbejder i forsk.
Dele af Landet. Dette blev Signalet til
Juni-Revolutionen, som dog blev slaaet ned paa faa Dage,
hvorefter N. blev lukkede 28. Juni. Af L. Blanc’s
opr. Idé om N. som en alm. »Organisation af
Arbejdet« blev de kun en Karikatur. (Litt.:
E. Thomas, Histoire des ateliers nationaux
[Paris 1848]; i »Handb. d. Staatswissenschaft«
Art. af Lexis om »Nationalwerkstätten«).
J. D.
Nationaløkonomi er Læren om
Samfundshusholdningens Fænomener, nærmere bestemt
Læren om de økonomiske Kræfters Virkemaade,
Udfoldelse og Samspil inden for Samfundslivet.
N. er derhos Betegnelsen for selve den af et
Samfund udøvede økonomiske Virksomhed,
altsaa tillige Lærens Objekt. Formaalet for den
omhandlede Virksomhed er gennem Frembringelse,
Udveksling, Fordeling og Forbrug af nødvendige
og nyttige materielle ɔ: økonomiske »Goder« at
tilfredsstille menneskelige Behov og øge
menneskeligt Velvære.
Der skelnes mellem N. som Videnskab, —
Genstanden er da det økonomiske Livs
Kendsgerninger i deres indbyrdes Sammenhæng og de
heraf udledede »Love« ell. almengyldige Regler
— og N. som praktisk økonomisk Politik, der
opstiller bestemte, konkrete Maal for et
Samfunds økonomiske Virksomhed og søger at give
Anvisning paa Midler, hvorved disse Maal kan
naas. N.’s Systematik falder herefter i to
Hovedafdelinger: 1) den teoretiske N., der befatter sig
med abstrakte Begrebsbestemmelser (som Værdi,
Pris, Penge, Arbejdsløn, Rente, Kredit o. s. v.),
med Fremstillingen af økonomiske
Grundforhold (som Produktionen, dens Faktorer og
Forudsætninger, Samfundets Forbrugsproces etc.)
samt med den økonomiske Videnskabs Metode
og Historie; 2) den praktiske N., der opløser sig
i en Rk. økonomisk-politiske »Spørgsmaal« —
f. Eks. Handels-, Bank-, Landbrugs-, Industri-,
Befolknings-, Arbejderspørgsmaal —, som maa
løses gennem Lovgivning og Forvaltning, dels
ved Statens regulerende Indgreb lige over for
individuel Egenraadighed, dels ogsaa ved at den
positivt støtter og beskytter visse
Befolkningsklasser, Næringsveje o. s. v., hvor saadant
findes at være i det hele Samfunds Interesse. En
tredje Del af N.’s System er Finansvidenskaben,
Læren om Statens (til Dels ogsaa Kommunens)
Husholdning i snævrere Forstand. Her
undersøges, hvorledes Staten (Fiskus) kan og bør
forskaffe sig de nødvendige Pengemidler for, med
præsumptivt størst Nyttevirkning, at fylde sine
Opgaver.
N. er en social Videnskab: den omhandler
Samfundsfunktioner. Den er derfor — i Lighed
med Etik og Retsvidenskab — af en Del
Forskere (efter Comte) bleven indordnet under
Sociologien. Denne Opfattelse er for saa vidt
berettiget, som de Kendsgerninger, N. omfatter,
maa ses i deres organiske Sammenhæng med
andre sociale Fænomener; en abstrakt, »ren«
N. er en Fiktion. N. er nemlig en realistisk
Videnskab; den henter sit Stof direkte fra
det i Fortid og Nutid faktisk foreliggende, og
den prøver sine Slutningers Rigtighed paa
Samfundslivet selv. Den belyser de økonomiske
Tilstandes historiske Rækkefølge og
Aarsagsforbindelse, ligesom den omhandler de økonomiske
Ideers Historie.
N. er for saa vidt en af de saakaldte
Statsvidenskaber, som Staten jo giver de Retsregler
og anordner de politiske og forvaltningsmæssige
Forholdsregler, gennem hvilke den økonomiske
Virksomhed kan udfolde sig.
Flere Videnskaber afgiver i stor Udstrækning
Materiale for N., først og fremmest Statistikken,
hvis Opgave det er at maale og fremstille
økonomiske og sociale Kendsgerninger kvantitativt,
dernæst Historien, Etnografien, Geografien,
Etikken, Psykologien, Retsvidenskaben,
Matematikken, Teknikken o. a.
I den videnskabelige N.’s første Tid, d. v. s.
Tiden efter Adam Smith, da man i særlig Grad
interesserede sig for Værdilæren, anvendte man
næsten udelukkende den deduktive Metode, som
var saa meget mere anvendelig, som man gik
ud fra, at der i Samfundet herskede den størst
mulige Bevægelsesfrihed i enhver Henseende.
Man forudsatte, at der herskede fri
Konkurrence i alle Forhold, at Staten ikke blandede
sig i økonomiske Forhold, at den private
Ejendomsret var gennemført til det yderste, at den
velforstaaede Egeninteresse var Direktiv for en
Persons hele økonomiske Handlen o. s. v. Ud
fra disse Forudsætninger spurgte man, uden at
undersøge disse Forhold erfaringsmæssigt,
hvilken Virkning en given Aarsag vilde faa. N. fik
ved denne abstrakte Metode et
virkelighedsfjernt Præg over sig.
Reaktionen mod den deduktive Metode kom
fra Tyskland i Tiden omkr. 1870. De tyske
Økonomer paapegede, at de Forudsætninger, man
hidtil var gaaet ud fra, ikke var i
Overensstemmelse med de faktiske Forhold, og de for N.
udledte »Love«, der vel var logisk rigtige, kunde
derfor kun vise en Tendens til Bevægelse, men
ikke afgøre, om denne Tendens kunde
overvinde Gnidningsmodstanden i det praktiske Liv.
Man maa tage Erfaringsmaterialet fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
