- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
714

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Natt och Dag - Natugle - Natutia-Øer - Natur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

svenska Armeen«, og da dette vakte
Regeringens og de militære Kredses Mishag, forsattes
han til et Landregdment og fik s. A. sin Afsked.
Han begav sig da til Gustaf IV Adolf’s Familie
og offentliggjorde 1816 ovenn. Skrift paa Tysk.
Da Fortalen til det tyske Skrift betragtedes som
fornærmeligt for Kronprinsen (Karl Johan),
dømtes N. o. D. af Svea Hofret til Døden (1817).
Han rejste senere til Amerika og døde der
1865.

En Slægt, efter Hammarstad i Södertörn,
Sthlm’s Len, kaldet Hammarstadätten, førte
som Vaaben et af hvidt og sort kløvet Skjold
og er derfor af ældre Genealoger blevet
benævnt N. o. D. på längden. Et Medlem af
denne Slægt Bo Nilsson, d. i 1460’erne, optog
sin Moders Vaaben, sort Gribhoved i gyldent
Felt, og blev Stamfader for den sv. adelige Slægt
Grip, som blev friherrelig 1561 og uddøde 1592
paa Mandssiden. En Gren af N. o. D. på
längden levede i Norge.
(A. S.). G. C.

Natugle, se Ugler.

Natutia-Øer (holl. Natoena), Øgruppe i
det sydkinesiske Hav, NV. f. Borneo, hører til
Residentskabet Riauw-Lingga og har et Areal
af 1723 km2 med 8000 malajiske Indb. Den
største Ø er Bunguran (1450 km2) eller
Store Natuna.
M. V.

Natur (lat. natura, opr. »Fødsel«) blev
allerede for Romerne Betegnelse for alt, hvad der
bliver til af sig selv i Modsætning til menneskelig
Indgriben (natura, non manu). For den alm.
Bevidsthed staar ogsaa nu N. som
Virkelighedens Raamateriale, den uden for Mennesket,
Menneskeaanden og Menneskeværk liggende
Verden. N. bliver derfor dels Modsætning til
Kultur, dels til Kunst, til Frihed, til Aand,
religiøst set ogsaa ofte til den guddommelige
Verden. Paa den anden Side kan N., da den
overalt er til Stede, ogsaa opfattes som
identisk med Universet og omspændende alle de
her givne Modsætninger, hvilket hævdes af en
materialistisk saavel som af en idealistisk
Naturalisme (f. Eks. Panteismen).
Naturvidenskaben stiller sig i sin eksakte Form ligegyldig for
disse Væsensbestemmelser og vil blot tale om
N., for saa vidt denne er udtrykt gennem en
kausal Lovmæssighed (Fænomenernes
naturlige Forklaring).

N. — Kultur. Da Kultur opr. bet.
Opdyrkning, bliver N. i denne Modsætning Udtrykket
for det uopdyrkede og ubebyggede samt for
ubearbejdede Raastoffer. Man har derfor i
Menneskehedens Barndom og overhovedet i ældre
Tider betragtet N. som noget fjendtligt, ja
dæmonisk, hvis onde Magter Religionen skulde
værge imod. Ogsaa praktisk har den ældste
Kultur været et direkte Angreb paa
Vildnaturen (Rydning af Skove o. l.), indtil man lærte,
i N. at se en Rigdomskilde, der ikke maatte
udtørres. For Bonden har blot den dyrkede
Mark, for Stadboen blot det betryggede Byliv
været det tiltalende, og den sidste har søgt at
undgaa Naturen ogsaa i Betydningen landligt
Liv som besværligt og farefuldt. Med det
udviklede Byliv kan der dog iagttages en
Tilbøjelighed til at søge tilbage til N., saaledes især hos
de rom. Stoikere, der ogsaa paa aandeligt
Omraade gjorde Princip af dette og erklærede
det for den højeste Visdom at leve i
Overensstemmelse med N. Det samme »N.’s
Evangelium« møder vi — ikke uden stoiske Forbilleder
— i J. J. Rousseau’s Protest mod Baroktidens
overdrevne Civilisation. Han anslog den
Lovprisning af den landlige, ja af den vilde og øde
N., der senere klinger gennem Romantikkens
Poesi og Filosofi, og dér fører til en næsten
religiøs N.-Dyrkelse. For denne Entusiasme
bliver Kulturen nu det skadelige og
forkastelige (se Art. Kultur, Bd XIV, S. 883).

N. — Kunst. Kunsten har fra først af haft
den dobbelte Opgave, dels at efterligne N.,
dels at hæve sig over den til aandelig Højde
og Frihed. De primitive Dyretegninger, der
næsten altid er vellykkede, vidner om det første;
Ornamentik og Symboler, Gudebilleder og
Menneskeskikkelser taler om Trangen til at frigøre
sig og beherske N. Vi ser det ophøjede i
Grækernes Kunst, hos Ægypterne det storladne, hos
Assyrerne i hvert Fald det overdrevne, som
Vidnesbyrd om dette. Fra det stiliserede og
idealiserede nærmer Kunsten sig dog bestandig,
just med sin ædlere Udvikling, N., og paa
klassiske Højder som i den græske Plastik og
Renaissancens Malerkunst oplever vi det
befrugtende Møde mellem de to Magter. I en
videregaaende Udvikling kan Kunsten overskride
denne Grænse og overgaa til en Naturalisme, der
ser sit Ideal i en umiddelbar Efterligning af
N., — forbigaaende Yderligheder, der i Reglen
efterfølges af lige saa vidtgaaende idealistiske
eller symbolistiske Reaktioner. Det klassiske
Ligevægtsforhold har Immanuel Kant udtrykt i
den æstetiske Regel: »Vi beundrer Kunsten, naar
den synes os N., og N., naar den synes os
Kunst«. Bag denne Grundsætning skimtes den
Skønhedsvurdering, som udgik fra Rousseau.
Fra en opr. Forkastelse af al Kunst som
Unatur og Fordærv havde Rousseau bevæget sig
til en Reform af de æstetiske Begreber, som
bragte disse i Overensstemmelse med den i
N. nedlagte Skønhed, hvis Grundregel blev
Enkelhed og Renhed i Modsætning til Barokkens
Overdrivelser. Samme Maalestok anlagde han
paa alle Livsformer, paa Smag og Skik,
Sæder og Opdragelse, ja paa det moralske Liv,
hvor han overalt bekæmpede det kunstlede,
det artificielle, som havde overgroet Livet, og
dermed forberedte han den Sans for det
naturlige i Levevis og Optræden, som nu siges
at være den fuldt udviklede Civilisations
Kendemærke.

N. — Moral. Opr. har nemlig Moralen, hvad
enten den optraadte som Retsvæsen eller
Sædebud, betragtet N. som sin Modsætning, der
skulde overvindes, idet man bestandig vil
begrænse eller endog forbyde det umiddelbare og
driftsmæssige i Menneskelivet. Moralen fik
derved en Karakter af det tvangsmæssige, der
optræder med udvortes, enten guddommelig eller
menneskelig Autoritet, og ytrer sig i Paabud og
Forbud. Saaledes for en stor Del i den
israelitiske Lovgivning, yderligere tilspidset i den
farisæiske Kasuistik. Evangeliets Brud med denne
og dets Henvisning til Kærlighedsbudet som det
eneste berettigede betegner dermed en Opfattelse,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0756.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free