Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Naturreligion - Naturret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(s. d.) for den indiske, Welcker og Preller (se
Mytologi, græsk) for den græske Gudelæres
Vedkommende.
En saadan poetisk Omskrivning af
Naturprocesser har de hedenske Myter imidlertid ikke
opr. været, ejheller har den hedenske Kultus i
Reglen rettet sig umiddelbart mod
Naturgenstande; men vel har Hedenskabet fra først af
været noget, man kunde kalde N., nemlig en
Anraabelse af Aander og Guder, som man mener
har Magten over Naturen, idet man med sin
ufuldkomne Naturerkendelse kun kan forklare
sig de enkelte Processer ved usynlige Magters
Indgriben. Disse Magter søger man da at
besværge ell. lokke til at lede Naturløbet just
derhen, hvor man ønsker det, navnlig til
Frugtbarhed og Regelmæssighed, og det bliver da
Gudernes væsentlige Hverv paa dette Trin —
og det er derfor, man kan kalde det N. — at
passe Naturløbet, medens de kun i mindre Grad
interesserer sig for at hævde Moralen, udvikle
Menneskenes Idealer eller at forløse deres Sjæle.
Iblandt kan der dog ogsaa i dette primitivere
Hedenskab findes en umiddelbar Tilbedelse af
Naturting (af Bjerge, Stene, Floder, Træer,
Dyr), hvad Reville kalder »Naturisme«; men
denne er rent fetischistisk, ɔ: umiddelbart
besværgende, og fører i Reglen ikke til egl. Kultus.
Et kendeligt Opsving tager N. imidlertid paa
et senere Trin af Hedenskabets Udvikling,
nemlig i den Periode, da Stjernekyndigheden og
i det hele Iagttagelsen af Himmelfænomenernes
Regelmæssighed optager Sindene stærkt. Da
henlægger man — ogsaa inden for selve
Præstekredsene — mange af Guderne til Planeter og
Stjernebilleder (Venus, Mars, Orion o. s. v.) og
forklarer deres Myter som Himmellegemernes
Bevægelser. Denne Astralmytologi synes
udgaaet fra Babylon og har derfra forplantet sig
bl. a. til Ægypten, hvor der i Heliopolis
grundlagdes en Naturteologi. Det er rimeligvis denne
Mytetydning, der er gaaet over i Stoikernes
Filosofi, og gennem den har den da bragt sine
Eftervirkninger hos de moderne Mytologer.
(Max Müller’s Natural religion, Gifford lectures,
I, kan tjene som Eksempel paa det sidste).
Edv. L.
Naturret. I Modsætning til den positive Ret,
der veksler efter Tid og Sted, og hvis Indhold
derfor ofte for Bevidstheden kommer til at
fremtræde som noget mere ell. mindre
vilkaarligt, har man ved N. ell. naturlig Ret forstaaet
en Ret, der ikke hviler paa vilkaarlig
menneskelig Fastsættelse, men har en almengyldig og
rationel Karakter. Begrebet rækker helt tilbage
til den gr. Filosofi, der efterhaanden naaede til
Anerkendelsen af en saadan almengyldig Ret,
der ikke kunde ophæves af de positive Love,
og som man enten grundede paa guddommelig
Befaling ell. paa den Mennesket iboende Natur.
Gennem Cicero som Mellemled overtoges denne
Lære af de rom. Jurister, der dog aldrig
naaede til en klar Udformning af den ell. praktisk
gennemførte den i alle dens Konsekvenser, se
jus naturale. I Middelalderens Teologi og
Retsvidenskab levede Begrebet N. dernæst
videre, og særlig hævdede Kirken Eksistensen af
et System af Regler, som havde Krav paa alm.
og evig Gyldighed, idet de enten direkte, som
de 10 Bud, ell. indirekte med den menneskelige
Fornuft som Mellemled førtes tilbage til Gud.
Lgn. Synspunkter gjorde sig gældende hos de
protestantiske Teologer efter Reformationen, f.
Eks. hos Melanchton og Niels Hemmingsen, og
ligesaa hos adskillige Jurister, og den saakaldte
Naturretsskole, som beherskede
Retsvidenskaben i 17. og 18. Aarh., var saaledes ingenlunde
uden Forløbere. Denne Skole lærte, at der
foruden den positive Ret (jus voluntarium, jus
positivum) ogsaa fandtes en naturlig Ret (jus
naturæ ell. jus naturale), hvis Sætninger var givne
ved selve den menneskelige Natur, idet de var
nødvendige for at betrygge det Samliv mellem
Mennesker, hvortil disses medfødte Trang af
sig selv førte dem. Midlet til at erkende denne
naturlige Ret var den menneskelige Fornuft
og dens Overvejelser af, hvad der henholdsvis
fremmede og hemmede Samlivet. Da
Menneskenaturen og den menneskelige Fornuft
skyldtes Guds Skabelse, kunde Gud nok kaldes den
naturlige Rets Ophav, men Henvisningen hertil
var i og for sig unødvendig for at begrunde N.
Det ny hos 17. og 18. Aarh.’s Naturretslærere
bestod netop i, at de frigjorde N. fra denne
Begrundelse, og derved som Videnskab skilte
den ud fra Teologien. N. identificeredes ikke
længere med de 10 Bud og de øvrige i Biblen
indeholdte Forskrifter, hvilke til at begynde
med, saaledes hos Grotius, opfattedes som en
særlig Slags positiv Ret (jus divinum positivum),
medens den senere, siden Thomasius, holdtes
helt uden for Retsbegrebet. Da Menneskenaturen
var fælles for alle og uforanderlig, maatte N.
principielt være almengyldig og evig, men dette
udelukkede dog ikke en Sondring mellem visse
Regler, som havde absolut Gyldighed, og
andre, som kun gjaldt under bestemte
Forudsætninger. Praktisk Bet. havde N. for det første,
hvor positive Retssætninger manglede, og den
antoges ogsaa ofte at gælde i Strid med den
positive Ret, hvilket Synspunkt dog ikke lod
sig gennemføre i Praksis.
Som Naturretsskolens egl. Grundlægger
nævnes i Reglen Hugo Grotius, der i sit Værk De
jure belli ac pacis (1625) vel nærmest satte sig
til Opgave at fremstille Folkeretten, men tillige
gav et alm. naturretligt System, idet de mellem
Individerne gældende naturretlige Regler af
ham ansaas for egnede til ogsaa at gælde for
Staterne. Af de senere naturretlige Forfattere
kan særlig nævnes Samuel Pufendorf, Chr.
Thomasius og Chr. Wolf, men Skolens Anskuelser
deltes i øvrigt af de fleste Jurister i 17. og 18.
Aarh. og var ogsaa herhjemme herskende indtil
A. S. Ørsted’s Tid. Paa Dansk haves
naturretlige Fremstillinger af Holberg, Nørregaard og
Schlegel.
Naturretsskolen danner en vigtig Epoke i
Retsvidenskabens Historie og i Retsudviklingen. I
videnskabelig Henseende indlagde den sig bl. a.
betydelige Fortjenester ved at give
Fremstillinger af Retten, der var anlagte paa at
være systematisk udtømmende, hvorved den kom til
at yde vigtige Bidrag til Retssystematikken. For
selve Retsudviklingen fik den Bet. ved dens
stærke Betoning af Lighedsprincippet, ligesom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
