Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Navlesvin - Navling - Navn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
straks efter Døden bortskæres. Af de Rejsende,
der først fandt N., opfattedes det som en anden
Navle, heraf Dyrets Navn. Maven er sammensat,
nærmer sig i Bygning en Del til Drøvtyggernes.
De faar kun 2 Unger ad Gangen. N. findes kun i
Amerika, medens alle ægte Svin har hjemme i
den gl. Verden. Der er to Arter, der staar
hinanden saa nær, at de i Fangenskab let krydses,
nemlig Halsbaands-N. (Dicotyles torquatus)
med et hvidt Baand over Skuldrene ned til det
hvidlige Forbryst, Kroplængden højst 95 cm,
Halen 2 cm, Skulderhøjden 40 cm, og det
hvidlæbede N. (D. labiatus), der er
graasort uden hvidt Bryst og hvid Skulderstribe;
derimod har den hvid Underkæbe og en hvid
Plet paa hver Side af Trynen; denne Art er
noget større, lidt over 1 m lang i alt; den
træffes i Urskovene fra Paraguay til britisk
Honduras i Flokke paa omkr. 100. Den er meget
stridbar, ja angriber ikke sjælden Jægerne, der
da maa søge Tilflugt i Træerne. Mindre krigersk
er Halsbaands-Pekari’en. Ogsaa den træffes i
Urskovene, men mest parvis ell. i Smaaflokke
paa 8—10, og den gaar mod N. helt op til Red
River i Arkansas, mod S. helt til Patagonien.
Begge er altædende, lever af Rødder, Frugter,
mindre Dyr og Aadsler; paa dyrket Jord kan de
anrette stor Skade. De holdes jævnlig i Fangenskab
hos Indianerne og bliver da meget tamme,
følger deres Herre o. s. v. Begge Arter og
desuden en større Form er repræsenterede i den
brasilianske Hulefauna. I nordamerikanske
Pleistocenlag findes ogsaa nogle større Former,
henførte til en egen Slægt, Platygonus. I
Tertiærlag baade i den gl. og den ny Verden har man
fundet Former, der synes at tilvejebringe en
fuldstændig Forbindelse mellem N. og de ægte
Svin.
(M. Ml.). R. Hg.
Navling, se Navlesnor.
Navn, en Betegnelse, der tillægges en
Person ell. Ting som Individ, i Modsætning til de
Betegnelser, der er dannede som fælles for en
hel Klasse af samme Beskaffenhed.
1. Personnavne (Mands- og
Kvindenavne). Alle Folkeslag giver hvert enkelt
Menneske N. En Del af disse N. bestaar af Sprogets
alm. Ordforraad; men oftest har man ved
Sammensætning ell. Afledning skabt ny Ord, hvis
Karakter af N. kendes paa selve den ydre Form.
Saaledes har der allerede i det indoeuropæiske
Stamsprog været den Regel, at Personnavne
skulde være sammensatte af to alm. Ord, og at
man ved Valget af nyt N. til Barnet sørgede for,
at det ene ell. begge Sammensætningsled forud
fandtes i Slægten. Denne skiftende
Navnedannelse findes mere ell. mindre rent hos de gl.
Grækere, hos de keltiske, men især hos de
gotisk-germanske Folk. F. Eks. træffes i den
danske Kongeæt i 6. Aarh. en Hrodgeir (Hroar)
med Sønnerne Hrodrik og Hrodmund, medens
Brodersønnen hedder Hrodulf (Rolf). Fordelen
ved denne Navnegivning er ikke blot den, at N.
let kendes fra Sprogets alm. Ord, men ogsaa,
at man stadig kan skabe saa mange ny N., som
der trænges til. Der findes i de ældste Kilder N.
i Hundredtusindvis, men ud af det samme
Sprogmateriale lod der sig danne mange Mill.
Jævnsides med de sammensatte N. træffes stadig
afkortede, ved Siden af de lange Thorvald,
Thormund, Thyrvi o. s. v. de korte Thore og Thora.
Disse korte (enleddede) N. bruges dels som
selvstændige, dels ogsaa som Dagligformer ell.
Kortformer af de længere tveleddede (den
samme Mand kan (altsaa hedde Gøtulf og Gøte); ikke
sjælden bærer de Præg af fra først at høre
hjemme i Barnesproget (oldtysk Poppo og eng.
Bob, begge opstaaede af Robert). En anden
Form for skiftende N. opstod i
Folkevandringstiden og kom især hos Goter og Nordboer til at
spille en vis Rolle; man lod Sønnen faa
Begyndelsesbogstav fælles med sin Fader (Halfdan —
Helge — Hrodulf [Rolf]). Men her i Norden,
som overalt i Verden, glider man efterhaanden
over i Opkaldelse med hele N., ikke med
skiftende Navnebrudstykker. Inden for den
gotisk-germanske Folkestamme begyndte den ny
Skik hos Vestgoter og Burgunder i 5. Aarh.,
derfra videre til Frankerne, og allerede lidt før
Vikingetiden trængte den ind i Norden. Overalt
hos disse Folkeslag er det en Lov, at man kun
opkalder efter afdøde Frænder. Flere Steder,
baade i gamle og ny Overleveringer, siges den
Afdødes Aand paa denne Maade at gaa over i det
nyfødte Barn. »I skal ikke kere jer efter at
kalde mig op«, siger endnu f. Eks. den gamle
Aggerbo, »for jeg er ikke færdig til at dø endnu«.
Især i Danmark kom denne Skik til at skabe en
hel Omvæltning i Navneforraadet. Med den
skiftende Navnedannelse svandt ogsaa
Forkærligheden for det højtidelige tveleddede N.;
allerede i urnordisk Tid fik man korte N. (Dag,
Ravn), og mange andre blev under Sprogets
Udvikling klemte sammen (Thorrød til Thord,
Gudorm til Gorm); desuden var der mange N.,
som fra først af næppe har været mere end
Tilnavne, men nu ved Opkaldelse efter Afdøde blev
hævede op i Række med de andre (Svend,
Dreng, Karl, Rød). Allermest fik det danske
Navneforraad i Vikingetiden og Middelalderen
dog sit Præg ved, at alle de korte kæle- ell.
barneagtige Former nu fik Lov til at gælde for
alvorlige Mands- og Kvindenavne: Aage, Ebbe,
Uffe, Tove, Tue, Tule, Toke o. s. v. Det øvrige
Norden fulgte langsommere med i Bevægelsen,
Sydnorge dog stærkere end det nordenfjeldske;
og paa det fjerne Island har der indtil den Dag
i Dag holdt sig en vis Forkærlighed for
tveleddede N. og skiftende Opkaldelse, og tillige
nævnes hver Person med en Dagligform af N., lavet
ganske efter de samme Regler, som Forfædrene
fulgte Aartusinder tilbage.
Endnu Middelalderen igennem siver der
ganske langsomt ny N. ind fra Tilnavnenes Flok.
Men dermed er ogsaa den fri og levende
Navnedannelse til Ende; fra da af øges Sproget kun
ved Laan af færdige N. Først kom den brede
Strøm af kristne Helgennavne. I et Par
Aarhundreder dæmmes der op for dem ved, at
man sædvanlig bar et hjemligt N. ved Siden af
sit kristne Døbenavn; men med 12. Aarh. faar
de Indgang. Paa Valdemar Sejr’s Tid havde
Peter en Udbredelse bl. Adelen som intet andet
N.; Nikolaus, Andreas, Johannes fulgte nær
efter det. Alt, hvad Sproget kunde gøre, var at
tillempe de ny N. efter danske Lydlove: Peder,
Niklæs — Niels, Anders, Jon, Jens, Mikkel, Morten,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
