Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Navn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Søren, Bent, Ib; ligesaa Karen og Kirsten
af Katharina og Kristina; Soffi, Maren, Luse,
Sesel (Cecilia), Mærgret. Ved Middelalderens
Slutn. var der af Adelsslægterne kun faa, der
havde holdt Hævd over deres gamle N.; men
endnu stærkere var Helgennavnenes Sejr i
Bondestanden, de blev i deres afslebne Form de
typisk danske N. Reformationen standsede
ikke deres Udbredelse; nu bortkastede man de
gamle N., fordi de syntes sære og underlige;
ikke at skille sig ud fra Flokken var da
Bondestandens Maal. Kun hvor Tilførslen udefra var
stærk, var der lidt Afveksling i Navneforraadet.
Holberg’s Komedier giver et godt Idealbillede
af Datidens Navnedannelse: humanistiske N.
blandt finere Folk (Jeronimus, Leonora), tyske
eller holl. blandt Mellemstanden (Sivert,
Henrik, Engelke, Arianke) og danske hos Almuen
(Ingeborg, Gunild, Arv). Hertil føjede 18. Aarh.’s
sidste Del en Del Damenavne fra udenlandske
Romaner: Emma, Amalie o. s. v. Indtil 17.
Aarh. var det ukendt, at en Person bar mere
end eet N.; men efter at Christian IV havde
kaldt sine 10 Børn af andet Ægteskab med
Dobbeltnavne, bredte Skikken sig hurtig videre.
Navnegivningen bares ikke mere af Tro paa et
Aandsslægtskab med den Afdøde; men det blev
en Artighed at opkalde Slægtninge, Venner ell.
Beskyttere. Saaledes blandedes ogsaa Mands-
og Kvindenavnene; de talrige Hunkønsformer
paa -ine opstod. Den romantisk-nationale
Bevægelse i 19. Aarh. fremkaldte en Svingning i
Smagen. N. fra Nordens Oldtid og den danske
Middelalder trængte sig frem i saa stor
Mængde, at de ret stærkt gav Navneforraadet sit
Præg. Hvor de rykkede frem, slog de de
mange Fornavne paa Flugt, og Opkaldelsen efter
venlige Beskyttere sygnede hen. Man synes at
kunne skelne enkelte Svingninger inden for
selve denne Bevægelse: først en Forkærlighed for
de oldnordiske N. (Hakon, Thorvald), senere
for de gammeldanske (Karen, Ellen, Esbern),
til sidst vistnok en Stræben efter i sin egen
Slægt at fremdrage det bedste bevarede
Navnestof. For Norge vil man iagttage den samme
Bevægelse med den Forskel, at det hjemlige
Navneforraad altid har været rigeligere.
Ikke sjælden, baade nu og især tidligere,
spørges der om N.’s Betydning, og Smaaskrifter
af unavngivne Forfattere (i Reglen højst
upaalidelige) tilfredsstiller Folks Nysgerrighed i den
Retning. Derfor er der Anledning til at
betone, at for næsten hele det nordiske
Navneforraad, ældre og nyere, er Ordbetydningen en
underordnet Sag. Det er N.’s Brug i Slægten,
Historien eller Digtningen, der giver det
Værdi, ikke blot ved personlige Minder, men ved
en vis Tidsfarve over det. Dertil kommer saa
den rent æstetiske Virkning af dets
Lydkarakter; et N. som Gottlieb lyder dødt og fremmed
for de fleste, selv om de ikke tænker paa
dets Oprindelse fra Tysk. Selv i ældgammel Tid
med fri Navnedannelse har Navneelementernes
tidligere Brug i Slægten været stærkt
bestemmende for deres Anvendelse. En anden Sag er,
at for nyere videnskabeligt Arbejde spiller de
enkelte Navneleds Grundbetydning og Udbredelse
en stor Rolle. Hele dette heroiske
Ordforraad fra Kamp, Vaaben, Vilddyr, Guddomme
o. s. v. giver et mærkeligt Billede af den gotiske
Folkestammes ideale Verden i den ældste Tid;
visse særlige Ords, især Folkestammenavnenes,
Brug som Navneelementer har kastet Lys over
Folkeslagenes indbyrdes Berøringer og
Forbindelser; og Studiet af de ældste Regler for
Navnegivning har opklaret religiøse Forhold og
historiske Sammenhæng.
Navnegivningen sker hos næsten alle
Jordens Folkeslag under Iagttagelse af visse
højtidelige Skikke. Det er ikke sjældent, at den,
der tildeler Barnet N., betragtes som indtraadt
i Slægtskabsforhold til det; saaledes bl. a. hos
de hedenske Nordboer og i den
middelalderlige kat. Kirke. Ogsaa den sædvanlige Gave
til den Nyfødte henlægges hyppigt til
Navnedagen. Hos de gamle Nordboer betegnes den
som »Navnefæste«. Vi finder Spor af, at
Nordboerne ved Navnegivningen rakte
Drengebarnet et Sværd; endnu i nyere Tid har Skikken
været i Brug hos Skaanes Bønder og enkelte
Steder i Tyskland; for øvrigt hænger den
sammen med den meget udbredte Sædvane at give
den nyfødte Dreng Vaaben og den nyfødte
Pige Spinderedskaber. Hos de hedenske
Nordmænd og Islændinge, maaske hos alle
Nordboer, blev Barnet under Navnegivningen »øst
med Vand«, formodentlig som Efterligning af
den kristne Daab, men vel saaledes, at den
opfattedes som magisk Handling, der
beskyttede Barnet. Ogsaa Lapperne har, i
Efterligning af de Kristne, indrettet en
Sarakka-Daab, med Indvielse til den mest yndede
hedenske Gudinde. Intet Sted fik Navnegivningen
dog saa stærk og fremtrædende en religiøs
Indvielse som i den kristne Daab (s. d.), efter
at den i Oldkirken var blevet til en
Barnedaab. (Litt.: Storm, »Vore Forfædres Tro
paa Sjælevandring og deres Opkaldelsessystem«
[»Arkiv for nord. Filologi«, IX]; A. F. Pott,
»Die Personennamen, insbesondere die
Familiennamen« [2. Opl. 1859]; Kleinpaul,
»Menschen- und Völkernamen« [1885]; Gray,
Studies in hebrew proper names [1896]; Nestle,
»Die israelitischen Eigennamen« [1876]; W.
Schulze, »Zur Gesch. lateinischer
Eigennamen« [»Götting. Akad. d. Wissensch. Abh.«,
1904]; Fick. »Griechische Personennamen«
[2. Opl. 1894]; Stark, »Kosenamen der
Germanen« [1876]; Förstemann, »Altdeutsches
Namenbuch« [I, 2. Udg. 1900 ff.]; Johs. Kok,
»Det danske Folkesprog i Sønderjylland«, II
[1867]; Beleze, Dict. des noms de baptême
[1863]; M. Schönfeld, »Wörterbuch der
altgerman. Personen- und Völkernamen« [1911];
G. Schütte, »Nordens ældste
Indbyggernavne« i »Norsk hist. Tidsskr.«, 5. Rk., IV; A.
Socin, »Mittelhochdeutsches Namenbuch«
[1903]; M. Heyne, »Altniederdeutsche
Eigennamen aus dem 9.—11. Jahrh.« [1867]; W. G.
Scarte, Onomasticum anglo-saxonicum [1897];
J. Winkler, »Friesche namlijst« [1898]; O.
Nielsen, »Olddanske Personnavne« [1883];
Lundgreen, »Personnamn från Medeltiden«
[»Sv. landsmålen«, X]; Aasen, »Norsk
Navnebog« [Kria 1878]; Munch, »Saml.
Afhandlinger«, IV;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
