- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
735

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Navn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Marius Kristensen, »Fremmede Personnavne i Dansk indtil c. 1650«
[Blandinger af Univ. Jubilæets Saml., II]; G. Rygh,
»Gl. Personnavne i norske Stedsnavne« [1901];
H. Naumann, »Altnord. Namenstudien« i
Acta Germanica [1912]; E. H. Lind,
»Norsk-isländska dopnamn« [1902]; J. Jónsson, »Um
islenzk mannanöfn« [i »Safn til sögu Islands«,
1899]; Lundgren, »Spår af hednisk tro och
kult i fornsvenska personnamn« [i »Uppsala
Univ. årsskr.«, 1880]; A. Grape, »Studier över
de i fornsvenskan inlånade personnamnen«
[1911]; P. A. Kjöllerström, »Svenska
dopnamn och släktnamn« [1913]; Samme,
»Svensk namnbok« [1895]; E. Björkman,
»Nordische Personennamen in England in alt-
und frühmittelenglischer Zeit« [1910];
Samme, »Zur englischen Namenkunde« [1912];
Johs. Steenstrup, »Mænds og Kvinders
N. i Danmark gennem Tiderne« [1918]; A.
Bertelsen
, »Navnegivning i Grønland« [i »Medd.
om Grønland«, LVI, 1918]; Ploss, »Das Kind
in Brauch und Sitte der Völker« [I, Stuttgart
1876]; Troels-Lund, »Danm. indre Hist.«,
VIII: Fødsel og Daab).

2. Tilnavne (Efternavne). Kun i meget
smaa Samfund kan Menneskene skelnes fra
hverandre ved Hjælp af det blotte Personnavn.
Overalt, hvor der ikke er faste Familienavne,
bruger man Tilnavne eller Kendingsnavne. I en
overordentlig stor Mængde Tilfælde er de
senere Familienavne voksede ud af de personlige
Tilnavne. Særlig alm. er det at nævne
Personen efter hans Fader. Mange Folkeslag, især
vilde, sætter slet og ret de to N. ved Siden
af hinanden i bestemt Orden. I de
indoeuropæiske Folks Oldtid har man ofte afledt et
nyt N. af Fødenavnet (gr. Peleiden Achilleus =
Peleus’ Søn Achilleus; oldd. Hornbore Sviding
= Svide’s Søn). Senere hjalp man sig nemmere
ved blot at sætte Fadernavnet i Ejeform,
saaledes hos de gamle Grækere, hos Tyskerne
(derfra stammer de mange Familienavne paa
-s: Wilkens, Hennings). Irer og Højskotter satte
mac (Søn) foran Fadernavnet eller o foran
Bedstefaderens; og de gamle Nordboer satte fra
c. 900 sun foran eller efter det. Det var dog
først fra-13. Aarh., da visse Helgennavne vandt
en ganske overvættes Udbredelse, at man følte
Trang til stadig at knytte Fadernavnet til
Personens eget N. Paa Island er endnu saadanne
N. med -son og dóttir føjede til Faderens N.
næsten eneraadende. Overalt er dette
Fadernavn det naturlige og uomtvistelige Emne til
Tilnavn. For alle ældre danske Bønders
Bevidsthed er kun Døbenavn og »sen«-N. det,
man »hedder«; det andet er kun noget, »man
kalder ham«. Alle andre Tilnavne er nemlig
dannede ikke af Personen selv eller hans
Forældre, men hænger ved ham i Kraft af
Omgivelsernes daglige Sprogbrug. Norden er lige
fra den hist. Tids Beg. overordentlig rigt paa
Tilnavne, og Sproget spiller paa alle sin
Opfindsomheds Strenge. Jærnside, Daneast,
Danebod er givne som Hædersnavne; Blaatand,
Tyvskæg Benløs har listet sig, ind som Drillenavne.
Fælles for de nordiske Sprog er fra ældgammel
Tid en Række Opnævnelser efter
Legemsvæksten: Krøl (Pukkel), Kej (keikr, bagoverbøjet),
Krog, Stang, Mule, Bringe, foruden ligefremme
Tillægsord: Høj, Rask, Ramm (stærk), Skel
(skeløjet), Vind. Endnu mere yndede er
Dyrenavne: Buk, Brus, Ged, Hjort, Høg Kal(v),
Krage, Kat, Ræv. Eller Vaaben og Redskaber:
Biil, Hammer, Skjold, Rand, Brand (Brandt),
Skafte o. s. v. Næsten alle de N., her nævnes,
og mange lgn. er senere blevne Familienavne
og har tillige holdt sig i Brug i den danske
Bondestand, men uden at faa Øvrighedens
Stempel. Alt medens — ned igennem Middelalderen
— Tilnavnene gjorde Tilløb til at blive arvelige,
sugede de ivrig Sprogstof til sig fra alle Sider.
Gamle uddøde Mandsnavne hang ved Efterkommerne
som Tilnavne. Standsbetegnelser ligesaa:
Degn, Præst. Pape (»Pave«) ɔ: gejstlig,
Hovmand, Pilt, Kimer; nødig dog hos Adel, men
des villigere hos Borger og Bonde. Og
Landsmandsnavne: Jyde, Skonning, Morsing,
Samsing, Laale. Gaardes og Landsbyers N. vandt
tidlig Indgang, i alt Fald i Jylland. Saadan
dannede sig N. i Tusindvis fra mangfoldige Kilder
og derfor rigt afvekslende samt korte og
fyndige. Det sproglige Grundlag til en fremtidig
Dannelse af Familienavne var dermed lagt i
saa bredt et Omfang, som det kunde ønskes.
(Litt.: E. Hellquist, »Fornsvenska
tillnamn« [i Xenia Lideniana, 1912]; F.
Jönsson
, »Tilnavne i den isl. oldlitteratur« [i »Aarb.
f. nord. Oldk.«, 1907]; B. Kahle, »Die
altwestnord. Beinamen bis etwa zum Jahre 1400«
[i »Arkiv f. nord. Fil.«, XXVI, 1910]; Gunnar
Knudsen
, »Sydsjællandsk Navneskik ved Aar
1600« [i »Danske Studier«, 1919]; Karl Rygh,
»Norske og islandske Tilnavne« [1871]; H. F.
Feilberg
, »Navneskik« [i »Dania«, III]; J.
M. Jensen
, »Om Navnegivning i Nutiden i
Børglum Herred« [i »Blandinger«, udg. af
Univ.-Jub. danske Samf.«, II]).

3. Familienavne. Dannelse af faste
Familie- eller Slægtsnavne findes tidligst hos
Romerne. Allerede i forhistorisk Tid har de
udviklet deres System, hvorefter hver Mand
forrest bærer et Fornavn, dernæst et
Hovednavn (ɔ: Slægtens egl. N.) og derefter et
yderligere Kendingsnavn for den enkelte
Gren af Slægten, f. Eks. Publius Cornelius
Scipio (prænomen, nomen, cognomen), hvortil
yderligere kan føjes et personligt Tilnavn
(agnomen), f. Eks. Africanus. Men saa
omstændelig en Navnegivning har intet andet
Kulturfolk gennemført; de gamle Grækere naaede
overhovedet aldrig at skabe faste Familienavne.
Den nuv. europ. Brug af Familienavnet har sit
Udspring i den middelalderlige Lensadel, der
knyttede sit Slotsnavn til Personnavnet; derfra
stammer det de eller von (ɔ: fra), der i flere
Sprog sættes mellem Personnavn (Fornavn) og
Efternavn hos Adelige. Derfra bredte
Familienavnene sig videre, i 14. Aarh. trængte de ind
hos den tyske Bybefolkning, i 16. Aarh. var de
trængte igennem. I Norden gik ogsaa Adelen i
Spidsen, men paa en noget anden Maade; den
havde ikke faste Slotte at nævne sig efter, og
da den fik det, undgik den at bruge dem til
Slægtsnavne. Derimod gled Oldtidens og den
tidlige Middelalders Tilnavne over til at være
Familienavne. Endnu i 12. og 13. Aarh. var de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0777.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free