- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
736

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Navn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

rent personlige (Skjalm Hvide, Asser Rig,
Esbern Snare, Absalon Bælg) eller arvedes kun
ved Opkaldelse efter en afdød Slægtning (Bo
Dyre — Niels Bosøn — Bo Dyre). Men under
Erik Menved’s stærke Berøringer med fremmed
Adel begynder man at lade dem vokse fast
paa alle Ættens Medlemmer. I en Del Tilfælde
er N. det samme som Vaabenmærket, uden at
det sikkert vides, hvilket der er ældst. Ned
gennem Middelalderen øges Slægtsnavnenes Tal. Da
1526 Frederik I henstillede til den danske Adel,
at alle Slægter skulde tage faste N., var det kun
en Sjettedel, der endnu manglede dem, og de
kom da sædvanlig til at danne sig N. efter
deres Vaaben: Gyldenstjerne, Hvitfeldt,
Rosenkrans. Borgerstanden fulgte efter med
Dannelsen af Slægtsnavne. Ligesom hos Adelen var
mange gamle Tilnavne blevne hængende ved
Efterkommerne, og ved N. alene kan man ikke
i Middelalderen — til Dels heller ikke senere
— skelne en Borger fra en Adelig. Hertil kom
en Mængde N., der opr. var Standsnavne: Smed
(Smidt), Guldsmed, Vejer. Efter Reformationen
optog den studerede Stand den Skik at kalde
sig efter Fødested; men da Købstædernes N.
p. Gr. a. den talrigere Befolkning viste sig
upraktiske dertil, blev det Landsbynavne,
som anvendtes dertil og gav den danske
Efternavnsdannelse dens jævne og borgerlige Præg.
Enkelte af de Lærde pyntede sig med
fremmede Oversættelser af dem (Pontoppidan =
Broby). Andre satte et lidt gammeldags eller
tysk Sving paa N. (Schandorff = Skandrup),
thi 17. Aarh. bragte en ikke lille Indvandring
af tyske borgerlige Familier. Fra c. 1700 har
alle de bedre stillede Købstadfolk faste
Familienavne; man skaffer sig dem fra Fødested,
mødrene Slægt o. s. v.; fra c. 1750 tager man i
Mangel af andet til at gøre det rent personlige
N. paa -»sen« arveligt. — I de samme Aarh.,
16.—18., skete Overgangen hos Bondestanden;
men den skete paa en lidt anden Maade. Man
beholdt »sen«-N., skiftende for hvert nyt
Slægtled, som den mere officielle Betegnelse, og man
lod det af Omgivelserne skabte Tilnavn
stærkere og stærkere gaa i Arv. I den Henseende
kunde Bondestanden bygge videre paa en
tusindaarig Tradition; allerede Oldtiden havde
gjort de første Skridt til Tilnavnets
Arvelighed, og vi kan paa visse Steder følge, hvor
nøje alt det een Gang frembragte er kommet
til Nytte; Bondestanden behøvede ikke at skabe
fra nyt. Alle de N., der i 15. Aarh. bares af
Smaaadelsmænd og jordejende Borgere paa
Laaland, træffes igen i 16. og 17. Aarh.’s
Bondestand og til Dels ned i vore Dage: Brand,
Baad, Kaare, Orm, Haar o. s. v. Af de Tilnavne,
som Falsters Herremænd bar under Valdemar
Sejr (Bonde, Gammel, Slente o. s. v.), bæres
endnu Halvdelen af Øens Bondestand. I Løbet
af 16. og især 17. Aarh. kom der saa mange
til, at hele Gaardmandsstanden paa en
ubetydelig Brøk nær havde arvelige Tilnavne.
Endnu mærkeligere end Tilvæksten er dog
Udrensningen af de skæmtende eller drillende N.; der
fandtes en Slags retslig Form, hvorved den
tiltrædende Ejer kunde fralægge sig det N., hans
Forfædre havde baaret. En anden Type paa rig
Navnedannelse er Vestjylland, Vendsyssel og
Ty, hvor den spredte Bebyggelse ydede en
saadan Mængde Stednavne, at hver Person kunde
kaldes efter sit eller sine Forfædres Hjem. Hver
Egn har Tilknytning til ældgammel Skik og
har udviklet den videre. Kun paa Sjælland har
i 18. Aarh. Frygten for Øgenavn sejret; »et
Lejn er let at faa, men svært at komme af
med« (Lejn ɔ: Lign, Lignelse, Tilnavn); lidt
senere har den samme Frygt grebet om sig
i Nordfyn og til Dels i Østjylland. Derimod har
man i Vendsyssel vel vidst at skelne mellem et
spottende »Fog« og et ærligt »Rang«, som
Manden godt kan tiltales med. For den langt
overvejende Del af Danmark har de allerfleste
været kendte under arvede (ell. stedlige)
Tilnavne, og det personlige Fadernavn paa »sen« var
vel en Slags officiel Betegnelse, men ofte
kendtes det ikke engang af Mandens Bysbørn eller
af hans Tjenestefolk. Kun naar en Mand
flyttede ud af sine gamle Omgivelser, traadte
»sen«-N. i Kraft; eller han kunde, naar han giftede sig
ind paa en Gaard, faa det der arvelige
Tilnavn. Man kunde ogsaa, spredt omkring i
Jylland, møde den gamle Skik, at Barnet arvede
Tilnavn efter den, det blev opkaldt efter i
Daaben. Saaledes stod Bondestanden paa omtr.
samme Trin som den danske Adel i
Middelalderens Slutning.

Saa vidt var Slægtsnavnsdannelsen naaet frem,
da Regeringen begyndte at gribe ind. 1771
paabødes det ved et Reskript for Sønderjylland,
at der ved Daab skulde vælges faste
uforanderlige Slægtsnavne. For Kongerigets Vedk. kom
Daabsforordningen af 30. Maj 1828 til at
indeholde den kortfattede Forskrift: »I øvrigt bør
hvert Barn ved Daaben benævnes ej alene med
Fornavn, men og med det Familie- ell.
Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære«; og da
Præsterne ikke fandt tilstrækkelig Vejledning
i disse Ord, fulgtes den af to
Kancelliskrivelser. Den første (4. Oktbr 1828) gav Anvisning
paa enten at danne »sen«-N. eller optage
Fødestedets N., hvad der stemmede med Datidens
Byforhold, men var lidet hensigtsmæssigt, naar
det drejede sig om at skaffe Landbefolkningen
Slægtsnavne. I den næste (20. Aug. 1829)
fortolkedes den forrige Skrivelse paa den Maade,
at »Præsten ikke kan nægte at døbe et Barn
med det Tilnavn, som vedkommendes Fader
og Moder begærer, naar dette Tilnavn baade i
sig selv er passende og tillige dannet efter de
sædvanlige Regler«. Kancelliets forandrede
Holdning var fremkommen ved en varmt
skrevet Indstilling fra Stiftsprovsten i Odense,
Paludan Müller, der opfordrede til ikke at
spænde den naturlige Udvikling af Sproget i snævre
jur. Rammer. Senere i Tiden holdt de
offentlige Myndigheder sig dog alene til den første
Kancelliskrivelse. Ude omkring i Landet havde
Præsterne dog hurtig fundet en Praksis, der
tilsyneladende forenede Bondens Krav paa, hvad
Barnet skulde »hedde«, og Kancelliets
Forskrifter: de døbte overalt med Fadernavnet +
Endelsen »-sen« (f. Eks. kan der staa i
Kirkebogen: »døbt Peder Jensen, Søn af Jens Graa«).
Foreløbig gik alt godt og glat uden nogen
Forandring i de gamle Sædvaner. Først i 2. Halvdel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0778.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free