- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
746

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nebularhypotesen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

krumme Linier. Og dette vil vedvare, til de Kræfter,
som modvirker en fælles Bevægelsesretning, er
overvundne; den oprindelige Sky begynder nu
at rotere om en fælles Akse, Klumperne søger
ind mod Centrum, og der er under Dannelse
et Centrallegeme, en Fiksstjerne. Her vil
største Delen af Partiklerne af større Tæthed være
samlede, thi de vil ikke saa hurtig afbøjes fra
deres Retning ind mod Centret, Partiklerne af
mindre Tæthed vil derimod svæve i større
Afstand fra Centralkloden. Saaledes vil
Planeterne komme til at ligge nær i samme Plan og
bevæge sig i næsten cirkelformede Baner. Og
nu vil der igen om de mindre Kloder som
Centralklode danne sig ny Legemer ɔ: Maaner om
Planeterne. I denne sin Teori begaar Kant den
Fejl at lade Bevægelsen opstaa ved Virkning
alene af de indre Kræfter, hvilket strider mod
Mekanikkens Love. Desuden lader han
Partiklerne samle sig i forsk. Centra, men da maatte
disse være faste i Rummet, thi ellers vilde al
Materie drages ind mod et fælles Centrum, og
man vilde kun have een Klode, ikke som i vort
Solsystem et Antal af Kloder. Men foruden
disse vitterlige Fejl kan der gøres berettigede
Anker mod hans Teori om Saturns Ringsystem,
ligesom en konsekvent Gennemførelse af hans
Hypotese vilde give Satellitterne en retrograd
Bevægelse med en Rotation fra Ø. mod V. Og
det ser ud til, at Kant gaar ud fra, at
Rotationsbevægelsen kan komme i Stand indirekte
ved regulative eller elastiske Kræfter. Loven er
i Virksomhed i de mindre tætte Partier af de
Masser, hvori Materien ophober sig, og som
skulde foraarsage den hvirvlende Bevægelse.
Mekanikkens Love lærer imidlertid, at
Rotationsbevægelsen i et System ikke kan blive
forøget ell. formindsket ved gensidig Paavirkning
af dets enkelte Partier, saa meget mere maa
da Solens og Planeternes Rotations Bevægelse
være ækvivalent, hvad den var i Tidens
Morgen, Herschel mente i Taagepletterne
at kunne forfølge en gradvis Udvikling fra de
svage Taager uden nogen Fortætning gennem
de mere lysende, hvor enkelte Lyscentra
allerede var under Dannelse til Stjernehobene,
hvor Fortætningen var fuldt færdig. Laplace
gaar ud fra en om en fast Akse roterende
glohed Solatmosfære af tilnærmelsesvis sfæroidisk
Form for at forklare Forholdene i vort
Solsystem, Overensstemmelsen mellem Retningen
af Planeternes Rotation og Omløb, de smaa
Inklinationer og de næsten cirkelformede Baner.
Han begynder saaledes ikke med Kaos, og han
synder ikke mod Mekanikkens Love ved at gaa
ud fra, at denne Atmosfære opr. befinder sig
i Ro. Ved stadig Udstraalen i Verdensrummet
afkøles Atmosfæren langsomt og fortættes
herunder efterhaanden, men derved vil den rotere
hurtigere, og til Slut vil der i det yderste Lag
af Atmosfæren være Ligevægt mellem Tiltrækningen
mod Centret og den ved Rotation fremkaldte
Centrifugalkraft; dette vil rive sig løs som
en Ring, medens de indre Partier
fortætter sig mere og mere, til igen en ny Ring
dannes. Saaledes vil Solen til Slut være omgivet i
sin Ækvatorialplan af en Række koncentriske
Ringe. I disse vilde ved Afkøling de tættere
Partier slaa sig sammen, saa at Ringen
kommer til at bestaa af saavel fast som
dampformet Masse. Og var nu Ringen fuldkommen
jævn, vilde denne Proces foregaa jævnt over det
hele, hvorved den kom til at opstykkes i en
Gruppe af Planeter som Asteroideringen,
medens man vilde have Saturns Ringsystem, hvis
Ringen helt igennem var saa homogen, at dens
Partier kunde fortættes, uden at der opstod
større Mellemrum mellem dem. Men som oftest
vil Tætheden være ujævn, og der vil da af
Ringen dannes et enkelt Legeme med et
Midtparti af større Tæthed, omgivet af et Hylster
af glohed Damp, roterende i samme Retning
som Ringen. Ved videre Fortætning vil der af
denne Klodes Atmosfære rive sig løs ny Ringe,
som vil danne ny Kloder. Saaledes tænkte
Laplace sig vort Solsystem med dets Planeter og
Maaner dannet. Zodiakallyset opstod af det Stof,
som var saa tyndt og flygtigt, at det ikke
kunde fortætte sig til en Ring eller til en Planet.
Kometerne tilhørte Verdensrummet og vandrede
fra et Fiksstjernesystem til et andet. Mod
denne Teori har Wolf og Kirkwood anført
vægtige Indvendinger, og Moulton har hævdet, at
Materien vilde have kontinuerlig skilt sig ud.
Faye har for at forklare den retrograde
Bevægelse hos de yderste Planeters Maaner
antaget, at Planeterne dannedes ved partielle
Kondensationer i den roterende Taage, og han
kommer til det Resultat, at Uranus og Neptun
er yngre end de indenfor værende Planeter;
efter Laplace er de ydre Planeter ældre end
de indre. Trowbridge finder, at Retningen af
Planetens Rotation afhænger af den Maade,
hvorpaa Materien opr. var fordelt i Ringen.
G. H. Darwin har i Tidevandet søgt Grunden
til, at den indre Mars-Maane har en kortere
Omløbstid end Planetens Rotationstid, hvilket
strider mod Laplace’s Hypotese. Men trods
disse Indvendinger mod denne Teori har den ved
Roche’s matematiske Diskussioner vundet end
mere i Sandsynlighed, og Helmholtz har vist,
at den mekaniske Varmeteori giver denne
Hypotese et endnu fastere Fundament. Hidtil
har den iagttagende Astronomi ikke ladet os se
et eneste Faktum, som stod i den Grad i Strid
med Laplace’s Hypotese, at man skulde være
berettiget til at opgive den, meget mere har
Opdagelserne inden for den moderne Fysik
formaaet at levere vigtige Beviser for dens
Rigtighed. Newcomb har anført meget vægtige Anker
mod Laplace’s Hypotese, fornemlig i den Maade,
hvorpaa Laplace tænker sig, at Materien
løsriver sig fra den roterende oprindelige
Taagemasse og den heraf følgende Opstaaen af
Planeterne; en yderligere Indvending har
Newcomb i Dannelsen først af de ydre Planeter,
som skulde vedblive at gravitere om
Midtpartiet. Meget mere vil de i det Øjeblik, da de
løsriver sig, ophøre at gravitere om Solen. Dette
vil fortsættes, og i St f. en Rk. adskilte Ringe
vil der opstaa en flad Skive, bestaaende af en
utallig Mængde sammenhørende Ringe. Hertil
kommer ogsaa den Anke, at Summen af
Fladehastigheden for en homogen Gaskugle, som
har Solens Masse og strækker sig til Neptun, og
som bevæger sig rundt i 165 Aar, som Neptun,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0788.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free