Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Presse - Nederlandene. Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Befolkningens Sprog. Af Fagbladene er 20 paa
Hollandsk. Bl. Aviserne nævnes
»Preangerbode«, Bandoeng, »Batav. Nieuwsblad«, Batavia,
»Java-Bode«, Batavia, »Locomotief«, Semarang,
og »Soer. Handelsblad«, Soerabaja. I Hollandsk
Vestindien udkommer 5 holl. Aviser, desuden
paa Curaçao 2.
V. K.
Sprog.
Den germansktalende Del af N.’s Befolkning
kan aflede sin Herkomst fra 3 forsk.
Folkestammer, nemlig Franker, Sachser og Friser.
Endnu den Dag i Dag kan man adskille 3 forsk.
Racer i Befolkningen efter de forsk. Prov.’s
Mundarter. Det nederlandske ell. holl. Sprog tillige
med den flamske Mundart hører til de
nederfrankiske Mundarter. Det er af alle tyske
Mundarter den, der har hævdet sig en selvstændig
Plads som Skriftsprog ved Siden af det
højtyske. Det første bevarede nederfrankiske
Sprogmindesmærke er et Fragment af en
Salmeoversættelse fra 10. Aarh.; men først i sidste
Halvdel af 12. Aarh. fæstner det sig som et
nogenlunde færdigt Skriftsprog, idet Hendrik
van Veldeke optræder som Forf. i den
sydlimburgske Mundart. Først i 13. Aarh. udvikler
der sig en rigere Litt., den saakaldte
middelnederlandske ell. dietsche. Denne
middelnederlandske Sprogperiode regner man fra 12. til 16.
Aarh. Periodens litterære Hovedmand er Jacob
van Maerlandt. Det middelnederlandske er nær
beslægtet med Mellemnedertysk saavel i
Henseende til Lydforhold, som hvad angaar
Bygning og Ordforraad. Karakteristisk er
Forlængelsen af alle opr. korte Stammevokaler i
aabne Stavelser, der allerede er foregaaet i
Middelnederlandsk. M. H. t. Udtalen er flg. at
mærke: aa lyder altid som a, oe som u, eu (ell. ue)
som ö, ij som ej, u og uu som y, ui som öj ell.
öv, ieu som iew. Bogstavet s udtales altid med
skarp Lyd, z derimod blødt som nordtysk s i
Udlyd, sch som s med skarp guttural Spirans
(som tysk ch) og v altid blødt.
I Middelnederlandsk kan man endnu adskille
de forsk. Dialekter; man sondrer saaledes
mellem et limburgsk, et brabantsk, et flandersk og
et holl. Dietsch. Fra Slutn. af 16. Aarh. faar
den holl. Dialekt dog Overtaget og danner
Grundlaget for det nyere nederlandske ell. holl.
Skriftsprog. Dette skyldtes til Dels det
amsterdamske Rederijkerskamer og ikke mindst Mænd
som Coornhert og Hendrik Spieghel.
Det var dem, som foranledigede Fremkomsten
af den første holl. Grammatik, der fik stor
Indflydelse paa Sprogets Udvikling i den flg. Tid.
Samtidig gjordes Sproget til Genstand for
videnskabelig Behandling i de sydlige N., hvor
den berømte Bogtrykker Christoph
Plantin i Antwerpen 1573 udgav en Thesaurus
teutonica linguæ (»Schat der Nederduitschen
sprake«). Den efterfulgtes snart af en anden
nederlandsk Ordbog ved Cornelius Kilianus:
Cornelii Kilians Etymologicum Teutonicæ
linguæ (Utrecht 1777), der ogsaa er en vigtig
Kilde for Studiet af det ældre nederlandske Sprog.
Lambert ten Kate (1674—1731) blev
Grundlægger af den hist. Grammatik og udfoldede
paa dette Omraade en saadan Skarpsindighed,
at hans sproglige Opdagelser endnu i 19. Aarh.
tjente Jacob Grimm til Udgangspunkt. Hans
betydeligste Værk er: »Aanleiding tot de kennisse
van het verhevene deel der Nederduitsche
sprake« (2 Bd, Amsterdam 1723). Nævnes for
indtrængende Kendskab til det
middelnederlandske Sprog maa ogsaa Balthasar
Huijdecoper, hvis Udgave af Melis Stoke’s
Rimkrønike (1772) fik Bet. for Sprogets
Udvikling. Han maa ogsaa nævnes for sin: »Proeve
van taal- en dichtkunde« (1730, bedste Udg. ved
Lelyveld og Hinlopen 1786). Hans
Anmærkninger til Vondel’s Oversættelse af Ovid’s
Metamorfoser viste ogsaa hans indgaaende
Sprogkundskab. Ten Kate og Huijdecoper fandt
Efterfølgere i Frans van Lelyveld,
Hinlopen, Clignett, Steenwinkel og A.
Kluit. En stor Indflydelse øvede det
leydenske Selskab: »Maatschappij van Nederlandsche
Letterkunde«, der stiftedes 1766, og som bestaar
endnu den Dag i Dag. I Beg. af 19. Aarh. fik
den fremragende Prosaist van der Palm
som Undervisningsminister (1799—1806) en
betydelig Indflydelse paa den sproglige Udvikling
ved Fastsættelsen af en endelig Retskrivning
efter Siegenbeck’s System (»Verhandeling
over de Nederduitsche spelling« [Amsterdam
1804] og « Woordenboek voor de Nederduitsche
spelling« [1805]). Pieter Weiland skrev i
Tilslutning til de nævnte Værker en officiel
Grammatik: »Nederduitsche spraakkunst«
(Amsterdam 1805) og en Ordbog: »Nederduitsch
taalkundig woordenboek« (12 Bd, 1799—1812).
Disse puristiske Bestræbelser stødte paa stærk
Modstand fra Digteren Willem
Bilderdijk, og der fremkaldtes derved en
Forhandling, som blev af Bet. for Sprogets fortsatte
Udvikling. Af Bet. for den nederlandske
Sprogvidenskab i den flg. Tid blev bl. a. I.
Halbertsma, der udmærkede sig som Kender af
det frisiske, Ypei (»Beknopte geschiedenis der
Nederlandsche tale« [2 Bd, 1812—32]) og
Lulofs, der udgav »Gronden der Nederlandsche
woordafleidkunde« (Groningen 1833). Den
nederlandske Grammatik blev behandlet efter
Jacob Grimm’s Grundsætninger af Brill, hvis
»Hollandsche spraakleer« (Leyden 1846) og
»Nederlandsche spraakleer« (1852) regnes for
sproglige Hovedværker. Te Winkel gav i det af
ham udgivne Sprogtidsskrift »De Taalgids«
dygtige Monografier. I Belgien kastede
Sprogmanden J. F. Willems, den flamske Bevægelses
Fader, sig med stor Energi over Studiet af det
middelnederlandske, som senere er blevet flittig
dyrket af Forf. som Snellaert, Bormans,
Blommaert, David og Heremans.
Ogsaa den tyske Digter Hoffmann von
Fallersleben gjorde sig fortjent ved
Udgivelsen af middelnederlandske Sprogværker,
saaledes de gamle Folkeviser, som han
sammenlignede med de tyske, stundom ogsaa med de
skandinaviske. Den første fuldstændige
middelnederlandske Lyd- og Formlære skyldes
Tyskeren Franck (Leipzig 1883). I N. stod i lang
Tid Jonckbloet og M. de Vries i
Spidsen for den ny Skole i Sprog og
Litteraturforskning. Efter 1849 begyndte man at afholde
»Taalen letterkundige congressen« rundt om i N.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
