Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Rijmkroniek van Holland«, Jan Boendale,
Jan Praet o. fl.
Den Litt., vi hidtil har dvælet ved, var
skrevet paa Vers. Først, da gennem den ital.
Renaissance Studiet af Cicero, Seneca og Boëthius
var blevet taget op, vovede man sig til at
forsøge sig i Prosa. Det var først i 14. Aarh. Fra
denne Tid skriver sig en Prosaoversættelse af
det gl Testamente, som man med Urette har
tillagt Maerlant, og en limburgsk »Leven van
Jesus«. Den største Prosamester i 14. Aarh. var
dog Mystikeren Jan Ruusbroec
(1294—1381), der skrev en lang Række Skr af mystisk
og symbolsk Indhold. Fra Ruusbroec udgik en
Skare af Efterfølgere, bl. hvilke kan nævnes
Geryt de Groote — Stifteren af
Brødreskolen i Deventer — Jan Brinckerinck
og Hendrik Mande. Groote skrev dog kun
paa Latin. Til denne Aandsretning hørte ogsaa
Johannes Brugman (1400—73), der i
Midten af 15. Aarh. vandt sig stor Navnkundighed
ved sine Prædikener. Ved Siden af den
religiøse Litt. trivedes den verdslige Visedigtning i
N. i 15. Aarh. Den falder i sine Motiver nær
sammen med den samtidige tyske Visedigtning,
saa at det ofte er vanskeligt at afgøre, hvad
der opr. er Nederlandsk og hvad Tysk. Dette
Forhold vedvarer til midt ind i 16. Aarh.; men
da fortrænges den folkelige Visedigtning først
af Rederijkerne og derpaa af den lærde
Digtning. Ved Siden af Kunstdigtningen opstod dog
i N. to Slags Viser, der snarere hørte
Folkedigtningen end Kunstpoesien til, nemlig »De
Zamenspraken«, Vekselsange mellem to
Personer, hvori det sjælden drejer sig om andet
end Kærlighed, og de saakaldte »Deuntjes« ell.
»Nieuwe Liedjes«, Gadeviser af en friskere og
mere folkelig Art, men som oftest lidet høviske.
Af den mystiske Bevægelse avledes den
humanistiske. Brødreskolen i Deventer blev
Udgangspunktet for den. Her studerede i 15. Aarh.’s
sidste Fjerdedel Erasmus Rotterdamus
1467. I Emmaus-Klostret ved Gouda skrev han
sit første Værk: De contemptu mundi, hvori
han endnu lovpriser Klosterlivet; men snart
slog han om og blev Klostrenes og Munkelivets
bitreste og vittigste Angriber. I sin Bog Laus
stultitiæ (»De lof der zotheid«), der udkom i
Paris 1511, og i Colloquia familiaria læste han
sin Samtid Teksten og rev Masken af dens
hyklerske Ansigt. Hans humanistiske og
polemiske Skrifter blev af umaadelig Indflydelse for
Samtid og Eftertid. En lang Række klassiske
Værker udgav Erasmus med oplysende
Anmærkninger; ogsaa det ny Testamente udgav
han med en forbedret Tekst og lat.
Oversættelse i Basel 1516.
Havde Humanismen sit Arnested i Klostrene,
saa knyttede Udviklingen af den verdslige Litt.
sig væsentlig til de saakaldte »Rederijkerskamers«
(Camera rhetorica), der fra Beg. af 15.
Aarh. opstod i Flandern og derfra bredte sig
over hele N. Disse Kamre var Brændpunkter
for Datidens aandelige Liv og vaagnende
nationale Bevidsthed. De arrangerede hist. Optog og
Fester, de ledede Opførelsen af dram. Arbejder
og opmuntrede al Slags Litt. Det var især i de
sydlige N., at de blomstrede kraftig, men under
Opstanden mod Spanierne undertrykte disse
dem som Arnesteder for Modstanden. Bl.
Syd-Nederlænderne maa nævnes Philips
Marnix van St. Aldegonde (1539—1598),
streng Kalvinist, Salmernes Oversætter og Forf.
til »De Biëncorf« (1569), en Parodi af et
Forsvar for den kat. Kirke. Man tillægger ham
Forfatterskabet til »Wilhelmus van
Nassouwen«, der omkr. 1572 var Geusernes Strids-
og Kampsang, og som den Dag i Dag er Hollands
Nationalsang. Melodien er taget fra en
fr. Smædevise paa Huguenotterne: Chanson de
la ville de Chartres, assiégée par le prince de
Condé. Marnix van St. Algonde, der var
Borgmester af Antwerpen, flygtede ved Spaniernes
Erobring af Antwerpen sammen med mange
andre antwerpenske Borgere til de nordlige N.
Det Aandsliv, som slukkedes i Blod i de sydlige
N., overflytter da med flygtende Kunstnere og
Skønaander til de nordlige, hvor det genopstaar
i det amsterdamske Rederijkerskamer »In Liefde
Bloeiende«, der gennem lange Tider fik en
toneangivende og mægtig Indflydelse. Herfra
udgaar en Række Skribenter som Pieter
Corneliusz Hooft (1551—1647), den
frugtbare Forf. af Sørgespil som »Granida«, af hist.
Værker, Kærlighedsdigte, Sonetter og Salmer.
Uddannet i Italienernes Skole efterlignede han
dem trolig og fik derved mindre national Bet.,
end han ellers kunde have faaet. Om ham paa
Muiderslottet ved Zuider-Søen samledes en
Kreds af Skønaander og Forfattere som
Vossius, Constantin Huijgens, ogsaa
kendt som Fysiker, og Roemer Visscher’s
litterære Døtre Anna og Maria,
Tesselschade kaldet, der for sine Digte af
smigrende Beundrere kaldtes for en nederlandsk
Sappho. Ogsaa Roemer Visscher’s Hus i
Amsterdam samlede en Kreds af litterære
Berømtheder, hvoriblandt Skribenter som
Coornhert og Spiegel var Spidserne.
Vissener selv var Købmand, men befattede sig
meget med Litt. Her færdedes ogsaa den, der
som folkelig Digter opnaaede den største Yndest
af dem alle, og som i Virkeligheden har mest
national Bet., Gerbrant Adriaentz
Brederoo (1585—1618), den altid forelskede
Yngling, der stormede gennem Livet, til han
fandt en tidlig Grav. Han er Forf. af en Rk.
lystige Folkeskuespil, i hvilke gives Billeder af
Datidens Folkeliv; men mest Yndest vandt han
sig ved sine folkelige Sange, som hele
Amsterdam sang. Fandt Skønlitteraturen Pleje i
Amsterdams Rederijkerskamer, saa dyrkedes
Videnskaben ved Leydens berømte, nystiftede
Univ., der skænkedes Staden til Løn for dens
tapre Forsvar mod Spanierne, og som aabnedes
1575. Her havde den protestantiske Forskning
sin faste Borg, og her fandt Erasmus Dyrkere
og Efterlignere i en Rk. udmærkede
Videnskabsmænd, Historikere og Filologer saasom
Lipsius, Scaliger, Grotius og
Cartesius o. m. a.
Sit Højdepunkt naaede Datidens
Litteraturudvikling i Digterne Joost van den
Vondel (1587—1679) og Jacob Cats
(1577—1660). Den første er en højtstræbende Lyriker
og Dramatiker, der betegner en sproglig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
