Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Musik - Nederlandene. Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
polyfone Stil, der udelukkende hersker. Hver
Stemme i den flerstemmige Sættelse er
selvstændig, har sin egen »Melodi«. Skolen
arbejder sig frem til mere og mere sammensat
Kontrapunkt med Kanon og Imitation og indgaaende
Motivbehandling som bærende Led. Det er
Tiden for den udprægede musikalske Logik.
Tonebygningen opføres paa en bestemt, fast
Cantus firmus, i Alm. laant fra den
gregorianske Kirkesang ell. fra andre alm. kendte
Melodier (Folkevisen). Saa godt som udelukkende er
denne Musik vokal og oftest i kirkelig Stil
(Messer og Motetter), Kirketonearterne og
Diatonik er fremherskende. Et svagt Punkt er
Tekstbehandlingen. Det følger af det stærkt
udviklede kontrapunktiske System, at Teksten ikke
kunde komme til sin Ret, i det bølgende Hav
af de mange hinanden krydsende Stemmer var
ingen i Stand til at følge Tekstens Ord.
Idet vi henviser til de paagældende
Specialartikler, der omhandler de enkelte
Komponister, skal her kun gives en kort Oversigt over
denne Musikperiodes tohundredaarige Forløb.
Den kan deles i 3 Afsnit: 1) Den ældre
Skole (indtil c. 1475), der repræsenterer
Forberedelsen. Dens Hovedmænd er Binchois,
Kapelsanger hos Filip den Gode, samt Dufay,
der havde besøgt baade Italien og Frankrig og
været pavelig Sanger, men i øvrigt mest
virkede i sit Fædreland. Det mildt vemodige,
andagtsfulde Følelsesliv i hans Musik bebuder en
kommende Blomstringstid. Denne viser sig i 2)
Den yngre Skole (c. 1475—1525). Blandt
denne Tidsalders Komponister mærkes
Okeghem, »Musikkens Patriark«, som han kaldes,
højt elsket og anset som Læremester for de
yngre, endvidere Obrecht med sin
ejendommelige Storhed og Alvor; fremdeles den
genialeste af dem alle, Josquin des Près.
Omkr. ham grupperer sig en hel Række
betydelige og ejendommelige Tonemestere, Pierre
de la Rue, Brumel, Compère, fra en
noget senere Tid endvidere Henricus
Isaak, Carpentras, Gombert,
Clemens non papa etc. 3) Sidste Periode
(1525—1600): nederlandske Mestere udvandrer,
Skolen omplantes til andre Lande og naar sit
Højdepunkt i Italien. Dette Afsnits
Hovedrepræsentant er Orlandus Lassus, den sidste
store Nederlænder, Kapelmester hos Hertugen
af Bayern. I Tyskland vinder nederlandsk
Musikstil stor Udbredelse og udvikler sig
selvstændigt og ejendommeligt (Senfl, Hasler). Til
Italien vandrer den med Adrian Willaert,
Kapelmester ved Markus-Kirken, fra hvem den
venetianske Skole regner sin Herkomst, med
Cyprian de Rore ligeledes i Venezia,
endelig med Arcadelt til Rom, Grundlæggeren
af den romerske Skole. Med Omplantningen til
Italien skifter den nederlandske Stil noget
Karakter, idet den optager sydlandske Momenter
i sig, bliver klarere, mere klangmættet, mindre
indviklet, uden dog derfor at vige af fra sine
udpræget polyfone Baner. Sin højeste
Udvikling naar denne Stil i Palestrina.
A. H.
Kunst.
Den nederlandske Malerkunsts
Forhistorie er endnu kun delvis kendt. Til dens
Forudsætninger hører den Billedhuggerkunst, der
omkring Aar 1400 udførte de glimrende, djærvt
realistiske Arbejder i Dijon. Omtr. ved
samme Tid begyndte Naturfølelsen at finde Udtryk
i nederlandsk Miniaturmaleri. De mærkelige
Landskaber i den af Pol van Limbourg og hans
Brødre til Hertugen af Berry malte Bønnebog
overtræffes af den endnu dybere gaaende
Naturskildring i de før 1417 malte Miniaturer i Les
heures de Turin. Disses Forhold til Brødrene
van Eyck er endnu omtvistet. Det Vidunder,
som aabner en ny Tid for Malerkunsten, er det
mægtige Genteralter, begyndt af Hubert van
Eyck, hvem efter Indskriftens Sigende »ingen
overtraf«, og 1432, 4 Aar efter hans Død,
fuldført af hans Broder Jan, »i Kunsten den anden«.
I Oliemaleriets ny, af disse Mestre
fuldkommengjorte Teknik fremtræder her en ny Opfattelse
af Malerkunstens Maal og Pligter, en hidtil
ukendt Grundighed i Gennemførelsen, et
indtrængende Studium af Formen og Farven under
Lysets Spil, en intetforglemmende
Opmærksomhed for stort og smaat, for de prægtige Stoffer,
som for Menneskekarakteren, og for første Gang
giver Malerkunsten uden for Bønnebogsminiaturerne
en naturtro Landskabsskildring. Jan
van Eick, der 1440 døde i Brügge, har
desuden efterladt os en Række Andagtsbilleder og
Portrætter, i Reglen af ringe Omfang, men
fuldkomne Mesterværker i Henseende til Farvens
Skønhed, Gennemarbejdelsens Omhu og
Karaktergivningens Finhed.
Brødrene v. Eyck’s banebrydende
Virksomhed bestemmer Karakteren af hele det 15.
Aarh.’s nederlandske Malerkunst, uagtet saa
betydelige Malere som »Mesteren fra Flémalle«
(Robert Campin?) og Rogier van der
Weyden ikke synes direkte uddannede i
deres Skole. Den sidstnævnte, der virkede i
Bryssel, har en egen plastisk Stil og en van
Eyck’erne fremmed Forkærlighed for det dram.
bevægede og den gribende Patos. Den fine
Sjælelivsskildrer Hugo van der Goes hører til
Periodens mærkeligste og betydeligste
Kunstnere. Folkekærest er dog den tyskfødte, i
Brügge bosatte Hans Memling, indtagende ved
sin milde Følelsesfuldhed, sin Fromhed og sin
Uskyld, af hvilken i Reglen de Portrætter, han
har malt, bevarer et Genskær. Nær ham staar
— foruden hans Lærling Gerard David —
Dirk Bouts med sin noget naive
Fremstillingsform, sin ofte kejtede Tegning og
mesterlige Kolorit. I N.’s nordlige Prov., det senere
Holland, arbejdede dygtige Kunstnere som
Albert van Ouwater og Geertgen tot
Sint Jans med samme Sirlighed og Omhu,
samme vindende Redelighed og Troskyldighed,
i samme maleriske Stil. Den havde dog straks
baaret sine bedste Frugter, udvikledes ikke, og
maatte, da de ital. Mestres By i Beg. af 16.
Aarh. naaede N., synes fortørret og absolut
forældet.
Uden just at eftertragte den stille og festlige
Værdighed, der udmærker Billederne i hin Stil,
støtter den højtbegavede Quintin Matsys,
med hvem Antwerpen bliver et af de vigtigste
Kunstcentrer, sig endnu til de nationale
Traditioner. Men han vover sig i Kast med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
