- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
773

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Oldtid og Middelalder

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Romerne, og Opstanden blev snart alm. og farlig
(69—70). Men da Vespasian havde faaet Magten
i Rom, sendte han en stærk Hær mod
Oprørerne; de blev slaaede og maatte bøje sig. I de
flg. Aarh. var Landet roligt og gik stærkt frem
i Kultur. Romerne havde straks taget fat paa
at grave Kanaler og bygge Diger og Veje. I
Drente skal man have rundet Spor af de
Træbroer (pontes longi), der lagdes over Sumpene.
Om de rom. Fæstninger rejste sig betydelige
Byer. Agerbrug og Handel, Søfart og Industri
(Lærred, Uld og Mursten) udvikledes. Men i 3.
og 4. Aarh. mærkedes der Tilbagegang.
Stormændene, der ejede al Jorden, udsugede
Landet, Folketallet tog af, Handel og Industri
standsede; de daarlig førte og daarlig øvede
germanske Lejetropper kunde ikke hindre
Frankernes og Sachsernes Plyndringstog over
Grænsen. Da Stiliko i Beg. af 5. Aarh. trak de
rom. Tropper bort for at bruge dem i Italien,
var Romerherredømmet i N. til Ende.

Som en Stormflod væltede Germanerne nu
ind over Grænsen; den rom. Kultur skylledes
bort, Byer og Gaarde brændtes, de gl.
Stammenavne, Bataver o. a., høres ikke mere. Landet
ejes nu af Franker, Sachser og Friser (de sidste
var rimeligvis ogsaa ny Folk, nordligere
Slægtninge til de tidligere Friser). Disse tre germanske
Stammer havde hvert sit Særpræg, som det ses
af deres Love og endnu kan spores i Sprog og
Retsvæsen og Folkeminder. Friserne boede
langs Kysten fra Weser til Schelde og paa
Øerne, Sachserne mod Ø. og SØ., Frankerne i
Landene S. f. Zuider-Søen. Frankerne var de
mægtigste, og N. blev en Del af det frankiske
Rige. Under den kraftige pipinske Slægt, der
hørte hjemme i Maas-Egnen, gik Landet atter
frem i Kultur. Kristendommen, der næsten var
slukt i Folkevandringen, udbredtes paa ny især
af angelsachsiske Missionærer som Willibrord,
Frisernes Apostel. Utrecht blev Bispesæde, og c.
800 var Kristendommen fæstnet i Landene.
Folket var endda vildt og raat, men Handel og
Søfart udviklede sig dog, og Klostrene lærte Folk
at dyrke Jorden. Især i Sydbrabant trivedes
Landet godt, og Byerne tog til. Mod N. var man
udsat for Hærgninger af Sachser og Friser.
Pipin af Herstal slog fl. Gange den vilde
Friserkonge Radbod, men først Karl d. Store tøjlede
Fjenderne. Han gjorde meget til Landets
Fremme, byggede Broer, gravede Kanaler, bødede
Vejene, bedrede Agerbruget ved at indføre
Trevangsskifte, ordnede Styrelsen og delte Landet
i gouw og honderschap, Inddelinger, der under
vekslende Former og med skiftende Grænser
har bestaaet til vor Tid. Landet var væsentlig
et Bondeland, hvor den fri Sachser, Friser og
Franker levede uafhængig paa sin egen Gaard,
men Storejendommene var ved at brede sig,
skønt Bønderne strittede imod. Det folkelige
Selvstyre forsvandt under Karl. Kun i
Retsplejen havde den frie Mand endnu nogen Del.
Men Kejserens Grever blev Landets egentlige
Styrere.

Under Kampene mellem Karl den Stores
Ætlinge gik N. fra den ene Haand til den anden.
Omsider beholdt Frankrig Flandern (fra 843),
medens Resten gik til Tyskland (fra 879). Det
regnedes nu til Lothringen, der strakte sig fra
Maas’ og Mosel’s Kilder til Nordsøen og 953
deltes i to Hertugdømmer, Øvre- og
Nedrelothringen. Det sidste omfattede N., med;
Undtagelse af Flandern, med Friesland som et noget
løst Tilhæng. Den tyske Konges Magt i
Nedrelothringen var ikke stor. Greverne havde under
Tronkampene øget deres Rettigheder og gjort
dem arvelige. Kirkens Vælde tog til. Og
Normannerne, der satte sig fast i Landet og
hærgede det frygtelig i Tiden fra c. 830 til efter
deres store Nederlag ved Löwen 891, svækkede
ogsaa Kronens Indflydelse. De lothringske
Hertuger, Kongens Stedfortrædere, fik derfor ikke
synderlig at sige, naar de ikke selv ejede
Storgodser i Landet, og de var lige saa tit mod
deres Lensherre som med ham. De drev
Rænkespil med de franske Konger, der var lystne
efter Lothringen, ell. de fejdede med dem, de
sloges med Greverne ell. gjorde Opstand mod
Kejserne. Midt i 11. Aarh. kæmpede Gotfred IV,
den Skæggede, utrættelig med Kejseren for at
faa hele Lothringen, som hans Fader havde
haft. Hans Søn, den mægtige Gotfred V med
Pukkelen, var derimod Kejser Henrik IV en tro
og stærk Støtte (d. 1076). Gotfred V’s Arving,
Gotfred af Bouillon, blev Hertug 1089. Efter
hans Død paa det 1. Korstog sloges Husene
Limburg og Löwen om Hertugværdigheden
(Grimbergske Fejde 1130—59) og delte den til
sidst mellem sig; men den var nu kun en tom
Titel. Hertugerne havde kun Magt i deres
Ejendomslande, Limburgerne ved Maas, deres
Medbejlere i Brabant, efter hvilket Land de nu
kaldte sig. Navnet Nedrelothringen gaar af Brug
i 12. Aarhundrede og ombyttes med N., terræ
inferiores
.

Paa Ruinerne af Hertugdømmet havde der
efterhaanden dannet sig en Rk. større og
mindre, uafhængige Stater. Mod S. Flandern
(Kronflandern, der var fr. Len, og Rigsflandern, der
var tysk Len), som under en Rk. Balduiner
vandt stor Magt, Hennegau, der var forenet
med Flandern fra c. 1050 til 1076 og fra 1191 til
1280, da Balduin IX’s, den gr. Kejsers Datter,
Sorte Grete døde, og Hennegau tilfaldt hendes
Slægt af 1. Ægteskab (Huset Avesne),
Flandern hendes Søn af 2. Ægteskab, Gui af
Dampierre. Endvidere mod S.: Brabant, Luxembourg,
Bispedømmet Liège, Namur og en Flok mindre
Grevskaber og Herredømmer. Mod N. havde
Greverne af Kennemerland (om Haarlem) fra
9. Aarh. bredt deres Magt langs Kysten og ind
i Landet. Midt i 11. Aarh. ejede de Kystlandet
fra Maas til Flie og Jorden ind mod Utrecht.
Ved denne Tid begyndte deres Rige at kaldes
Holland (Holtland). De hollandske Grever blev
til Tider haardt trængte af deres Naboer —
Gotfred med Pukkelen tog næsten hele Landet
fra Grev Dirk V — men som Regel forstod de
at brede sig. Vest-Zeeland blev deres Ejendom
i 1323 efter 150 Aars Fejder med Flandern.
Nogle af Friserne maatte underkaste sig i
Slutningen af 13. og Beg. af 14. Aarh., efter at de
var blevne svækkede ved de store Stormfloder i
12. og 13. Aarh. Bispedømmet Utrecht, der
ejede Landene inden om Zuider-Søen, kom efter
1100 under holl. Indflydelse. Et mindre

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0817.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free