Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Oldtid og Middelalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grevskab N. f. Rhinen var Geldern, der kom i Strid
med Brabant om Arvefølgen i Limburg, som
efter Slaget ved Woeringen 1288 tilfaldt
Brabant. Mellem alle disse smaa Riger er der et
ustandseligt Virvar af Hærgningstog, Slag og
Søfægtninger, af Ægteskab og Arvespørgsmaal,
af Forbund og Intriger. Franskmænd, Englændere
og Tyskere kappes om at faa dem hver
paa sin Side. Kun sjældent enes de om fælles
Optræden som mod Filip August, der slog dem
ved Bouvines 1214. I Flamlændernes Opstand
mod Filip den Smukke, hvem det
engelsksindede Folkeparti slog ved Kortrijk
(Sporeslaget 1302), var Holland og Hennegau, som 1299
var blevne forenede under Jan af Avesne, paa
Franskmændenes Side. Indre Uroligheder gjorde
Forvirringen større. Bispen af Utrecht
dræbtes 1227 af Bønderne i Drente under et af
Borggreven af Coevorden ledet Oprør. Floris V
af Holland blev fangen og myrdet 1296 af
Gijsbrecht af Amstel o. a. sammensvorne
Adelsmænd. Mange Fyrster faldt i de evindelige
Fejder, saaledes Vilhelm II af Holland, Frederik
II’s Modkejser, paa et Tog mod Friserne 1256.
Endda fik Nederlænderne Stunder til at være
ivrig med i Korstogene. — Henom 1300 var
Rigerne dog nogenlunde ordnede og fæstede.
Deres Grænser var tit tilfældige og kunstige; og
der var intet Naturskel mellem dem og de tyske
Stater længere inde i Landet; kirkelig stod de
ogsaa stadig under Ærkebispen i Köln.
Fyrsterne var saa godt som uafhængige af Kejseren,
de havde tilegnet sig alle Kronens Rettigheder
og Indtægter; deres Selvstændighed godkendtes
paa Rigsdagen i Worms 1231. Indadtil kunde de
have ondt ved at klare sig mod den stærke
Adel, men de stræbte i 12.—13. Aarh. med Held
at holde den nede, ved at gøre
Embedsstillingerne personlige, ikke arvelige. Bønderne, der
trykkedes af Adelen, gjorde fl. Gange Opstand,
og adskillige Fyrster som Floris V var dem
velsindede. Derimod saa Greverne tit skævt til den
opblomstrende Borgerstand. De forsk. Stater
styredes væsentlig ens, men hvert Sted holdt
paa sine gl. Love og gl. Former. I det hele var
det Fyrstemagtens gyldne Tid; kun i det
nordlige Friesland levede Adelsmændene som
uafhængige Herrer. Præsternes Magt var ved at
svinde; nogle Kættere fik en Del Følge.
I 14. og ind i 15. Aarh. fejdes der heftig i N.:
mellem Tronkrævere, mellem Fyrste og Folk,
mellem adelige og borgerlige, mellem store og
smaa. Byerne har vundet Rigdom og faar Magt.
Fyrsternes Krige og Fester kostede svært;
mange af deres Indtægter havde de maattet give
deres adelige Krigere til Løn; de maa da bede
Byerne om Penge og faar dem kun mod at
tilstaa Borgerne fl. og fl. Forrettigheder. I Byerne
har hidtil de fornemme Købmænd og adelige
ført Styret, nu vil Haandværkerne til, og deres
Gilder trænger kraftig frem. Den største Kamp
førtes i Flandern, hvor Striden mellem
England og Frankrig virkede med. Den
fransksindede Greve og Adel og Byaristokraterne stod
mod Haandværksgilderne — der var for
England, hvorfra Væverne fik deres Uld — og mod
Bønderne. Det var Leliaerts mod Clauwaerts.
Et Par Opstande af disse kuedes af fr. Hære i
1326 og 1328 (Slag ved Cassel), men 1336 fik
Edvard III af England stiftet et stort
nederlandsk Forbund mod Frankrig, og til dette
sluttede Flandern sig et Par Aar efter. Gilderne tog
Magten her, Gent blev den ledende By, og dens
første Mand, Jacob van Artevelde, Landets
virkelige Hersker. Han holdt sig tro til Edvard
III, der gav Flandern Handelsfordele. Men da
Artevelde’s Avindsmænd fik ham myrdet under
et Oprør i Gent 1345, vandt Greven atter Magt
og slog fl. Opstande ned. Der blev Fred nogle
Aar; Gilderne kom atter til Kræfter, og
1379—85 vovede de paa ny en mægtig Kamp. Der var
samtidig truende Folkerørelser rundt i Landene,
og den flamske Bevægelse syntes at skulle lede
ind til en alm. Rejsning mod Feodalmagten.
Adelen følte Faren; 1382 rykkede en vældig fr.
Ridderhær ind i Flandern og slog Genternes
Hær ved Roosebeke, hvor deres Fører,
Artevelde’s Søn Filip faldt. Gent værgede sig dog
kraftigt til 1385. Da var den sidste Greve af
Huset Dampierre, Ludvig van Male, nys død,
og hans Svigersøn Filip den Dristige af
Burgund arvede Flandern. Han holdt Folket i Ave
og støttede sig mest til de fornemme Borgere.
Gilderne blev dog ved at have nogen Del i
Bystyret. — I Brabant fik Gilderne ikke meget at
sige. Fl. Opstande kuedes. Videst naaede Löwen
ved Coutereel’s Opstand 1360 og en ny 1378. De
fornemme Slægter havde Magten i Byerne og
over de svage Fyrster, som trængte til Penge.
Stæderne tiltvang sig mange Rettigheder, især
1356, da Hertug Wenzel af Luxembourg og
hans Hustru Johanna maatte underskrive en
Haandfæstning, der bandt Fyrsten stærkt.
Denne Joyeuse Entrée gjaldt i det væsentlige som
Brabants Grundlov til den fr. Revolution.
Bispedømmet Liège havde Gilderne sidst i 14.
Aarh. næsten faaet gjort til en demokratisk
Republik. Men den udvalgte Bisp Jan af Bayern
knækkede 1408 Demokratiet med holl. og
burgundisk Hjælp. Det Retssystem, Gilderne havde
indført, blev dog ved at gælde. Ogsaa i Namur
fik Gilderne Indflydelse, Luxembourg og
Hennegau, Adelslande uden store Byer, kom derimod
ikke synderlig med i Røret. — I Holland og
Zeeland blev det heftigt. De holl. Byer, der
havde staaet i Skygge for de flamske og
brabantske, arbejdede sig frem, i 14. Aarh.
(Amsterdam fik Byprivilegier først i Aarh.). Omtr.
1350 begynder Gilderne at hæve sig. Kampen
mellem Smaaborgere og Storborgere gik i eet
med en voldsom Fejde mellem 2 Adelspartier,
Hoekschen og Kabeljauwschen (Fiskekroge og
Kabliover), der med Afbrydelser varede fra
1350—1492. Partikampen slyngedes sammen med
dynastiske Tvistigheder, en Strid fra 1345—54
mellem Margaretha af Hennegau, den tyske
Kejser Ludvig af Bayern’s Hustru, og hendes
Søn Vilhelm V, og en senere, fra 1417—33, hvor
den kække ulykkelige Jakoba af Bayern søgte
at værne Grevskabet mod sin Farbror,
Liège-Bispen Jan af Bayern. Under disse Borgerkrige
stod Gilderne og Bønderne — der heldig stræbte
at faa Livegenskabet bort, — sammen med
»Krogene«, det egl. Adelsparti, mod de
fornemme Slægter (poorters), der raadede i
Byerne. Disse støttede Vilhelm V og Jan af Bayern
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
