Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Oldtid og Middelalder - Nederlandene. Historie. Burgundervældet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for at faa en kraftig Herre til at holde Skik i
Landet. I Længden vandt Storborgerne. Gilderne
fik nok lidt Del i Bystyret, men den væsentlige
Magt blev hos en lille aristokratisk Ring,
Vroedschap’et, der valgte Borgmestrene o. a.
Embedsmænd. Byernes Indflydelse steg under
Fejderne, og Fyrsternes Magt mindskedes. De
3 »Stater«, Adel, Præster og Borgere,
indkaldtes til Raadslagning, ikke blot i Pengesager,
men ogsaa i alm. Regeringsspørgsmaal. — I
Utrecht fejdedes der ogsaa livlig. Bisperne var
næsten helt magtesløse, Røverriddere hærgede
Landet, Tilstanden var tit rent anarkisk.
Gilderne drog Nytte heraf og skaffede sig
Overmagt i Byerne. Disse optraadte helt uafhængige,
sluttede Forbund og førte Krig paa egen Haand.
I Overijsel og i Drente — hvor der herskede
en stor Folkefrihed og brugtes en mærkelig
gammel-germansk Retspleje — holdt
Storborgerne Magten, og her lykkedes det Bispen at
gøre sig gældende. Drente maatte underkaste
sig ham 1395. Ogsaa Groningen hyldede ham. I
Geldern var Forholdene yderst brogede.
Bronkhort-Partiet stod mod Hekeren-Partiet,
Bønderne mod Adelen. Fyrsterne krigedes med
Brabant og Frankrig ell. med Holland og Kleve.
Der var evige Arvefølgefejder. Ridderskabet og
de fire Byer sluttede til sidst Forbund om, at
Fyrsten skulde vælges med deres Samtykke, og
tog 1436 og 1441 helt Magten fra Hertug Arnold
af Egmont ved haarde Haandfæstninger.
Friesland havde ligeledes sine to Partier,
Schieringers og Vetkoopers, der fejdede vildt og
ustandselig. En Adelsmand, Focco Ukena, blev
Landets Skræk i første Halvdel af 14. Aarh. Han
forbandt sig med Fetaljebrødrene, der holdt til
i Friesland. Landet Ø. f. Ems samledes omsider
af Ulrik v. Greetsiel, der 1454 blev Greve af
Østfriesland. Men V. f. Ems vedblev Fejderne,
og her fik Byen Groningen stor Magt.
Burgundervældet.
Der var imidlertid vokset en Magt op, som
var til Sinds at gøre en Ende paa al denne
Splittelse og Forvirring i N. Det var de
burgundiske Fyrster, som maaalbevidst stræbte at
forene disse Lande med deres øvrige Eje til et
stort burgundisk Kongerige. Fra deres flamske
Arv udbredte Filip den Dristige og hans
Efterfølgere deres Vælde. I Brabant og Limburg
søgte Hertuginde Johanna efter Wenzel’s Død
1383 Støtte hos Burgunderne og afstod dem til
sidst sit Rige. Filip’s yngre Søn Anton fik det
efter hende, og da hans Sønner var døde
barnløse, hyldede Stænderne 1430 Filip den Gode.
Namur vandtes ved Køb 1429, Luxembourg 1451.
Jan af Bayern gjorde Filip til sin Arving i
Holland, Zeeland og Hennegau, og Filip tvang 1433
Jakoba til at afstaa ham sin Ret. Liège og
Utrecht kom ogsaa under burgundisk
Indflydelse, en Søn af Filip blev 1456 med Magt gjort
til Bisp af Utrecht. Geldern tog Karl den
Dumdristige 1473, og han pønsede paa at gennemføre
de gl. holl. Krav paa Friesland. Karl’s Fald ved
Nancy (1477) sprængte Planen om det
burgundiske Kongerige. Nederlænderne, hvem han
havde styret haardt og enevældig, tog Magten
fra hans Datter, Maria. For at faa Hjælp mod
Frankrig maatte hun 11. Febr 1477 udstede en
alm. Haandfæstning, Le Grand Privilège, der
bandt hende stærkt, og desuden særlige
Privilegier for de enkelte Lande. Hun ægtede Aug.
s. A. Maximilian af Habsburg, der nu i 15 Aar
maatte brydes med Nederlænderne, inden han
fik sit Herredømme fæstnet. Flamlænderne
holdt ham tit saa godt som fangen. 1482 sluttede
de paa egen Haand Fred med Frankrig og
tvang ham til at godkende den. 1487 »stak de
atter Hornene op«. Hans Venner og
Embedsmænd blev halshuggede, hans eget Liv var i
Fare; han maatte 1488 love Folket yderligere
Rettigheder med de dyreste Eder. Dem brød den
ridderlige Fyrste, saa snart han slap fri; men
først 1492 lykkedes det hans Hærfører, Albrecht
af Sachsen-Meissen, at faa Landet kuet. Holland,
hvor den Hoeksche og Kabeljauwsche Tvist var
blusset op igen, blev ogsaa bragt til Ro. Utrecht
og Liège derimod frigjorde sig for den
burgundiske Indflydelse, og Geldern rev sig løs.
Maximilian’s Søn, Filip den Smukke, tiltraadte
Styret 1494, men døde allerede 1506, og Kejseren
blev atter Rigsforstander for den afdødes
6-aarige Søn Karl. Dennes Faster, Margrete af
Savojen, styrede som Statholderske, til Karl V
selv overtog Regeringen i 1515. Ham lykkedes
det at virkeliggøre Burgundernes Tanke: N.
blev et sluttet og selvstændigt Rige. Men det
kostede Møje. I Kejserens Krige mod Frants I
styrkedes og udvidedes Grænsen mod Frankrig,
der maatte opgive al Ret til Artois og
Flandern. Gennem mange Aar stredes Burgunderne
med Hertug Karl af Geldern, som 1492 havde
sat sig fast i dette Land og derfra bredte sin
Magt over Utrecht mod Overijsel og Drente,
over Groningen og Friesland. Det sidste Land
havde Albrecht af Sachsen faaet af Maximilian
for Penge, Kejseren skyldte ham: men
Albrecht’s Søn, der ikke kunde hævde sig mod
Karl af Geldern, solgte det 1515 til Karl V. Efter
blodige Kampe blev det da kuet 1523.
Groningen underkastede sig 1536. 1527 afstod
Utrecht-Bispen sine Lande til Karl V, og Drente,
Overijsel og Utrecht maatte hylde Kejseren. Karl af
Geldern faldt da ogsaa til Føje (1528). Han
efterfulgtes 1538 af Hertugen af Kleve. Denne
yppede Krig med Kejseren 1542, men blev slaaet
og maatte afstaa Geldern (med Zutphen) til
Karl (1543).
Saaledes var Karl V nu Fyrste over alle de
»17 N.« (4 Hertugdømmer: Brabant, Geldern,
Limburg og Luxembourg, 7 Grevskaber: Holland,
Zeeland, Hennegau, Flandern, Artois, Namur og
Zutphen, 1 Markgrevskab: Antwerpen og 5
Herligheder: Mecheln, Utrecht, Friesland,
Groningen og Overijsel). Kun Liège holdt sig under et
Par kloge Bispers Styre uafhængigt. Dog kun
af Navn, i Virkeligheden lystrede det helt
Kejseren. Paa Rigsdagen i Augsburg 1548 fik Karl
sine burgundiske Lande godkendt som en
særlig Kreds, der skulde yde Bidrag til
Rigsudgifterne og Rigshæren, men ellers var selvstændig
og navnlig ikke stod under Rigskammerretten.
Næste Aar fastsatte han ved en »pragmatisk
Sanktion« en fælles Arvefølge for N.: de skulde
efter ham tilfalde hans Æt i mandlig og
kvindelig Linie.
Da Burgunderne fik Magten i N., lod de alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
