Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Burgundervældet - Nederlandene. Historie. Kampen mod Spanien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Erasmianisme; Anabaptismen veg for
Mennonismen, men stærkere end disse blev
Kalvinismen, der fra Aarh.’s Midte trængte ind i Syden
fra Frankrig, i Norden fra England, og især
bredte sig i Folkets lavere Lag.
Kampen mod Spanien.
Filip II (1555—98) vilde som Faderen øge
Centralmagten og haandhæve Katolicismen, men sp.
som han var, stiv og despotisk, kom han snart
paa Kant med Nederlænderne. Da han rejste
bort 1559, blev hans Søster Margrete af Parma,
Statholderske, men Ærkebisp Granvela styrede
Landet enevældig i sp. Aand. Stormændene i
Statsraadet som Vilhelm af Oranje, Egmont og
Hoorn skubbede han helt til Side. Til deres
personlige Nag herover kom Misnøje med
Regeringens Politik: den gjorde N. til et sp.
Tilbehør, og dens Kætterforfølgelser skadede
Handelen, især paa England, og forbitrede Folket.
Stormændene klagede til Filip over Granvela
og sluttede 1562 en Ligue mod ham; ogsaa
Statholdersken vilde af med ham, og 1564 lod Filip
ham falde. — Stormændene, der nu fik Del i
Styret, ønskede en national Politik med religiøs
Tolerance og en Regering, der holdt de gamle
Privilegier og lededes af den indfødte Adel. De
bad Kongen udvide Statsraadets Magt,
sammenkalde Generalstaterne og mildne Kætterlovene.
Filip vilde ingen af Delene. Oktbr 1565 skrev
han, at Kætterplakaterne skulde gennemføres
strengt. Brevet vakte en voldsom Gæring. Det
hed sig, den sp. Inkvisition skulde indføres.
Novbr 1565 sluttede den lavere Adel et
højtideligt Forbund (Compromis) om at hindre dette.
De var til Sinds at bruge Magt og søgte
udenlandsk Hjælp; men efter Oranje’s Raad nøjedes
de med 5. April 1566 i et stort Tog at bringe
Statholdersken et Bønskrift om Mildning af
Plakaterne. Ces gueux (de Tiggere) kaldte en af
Margrete’s Raadgivere ved den Lejlighed de
forgældede Adelsmænd, og de Forbundne tog da
Navnet Geusere til Mærke. Margrete lovede at
bede Kongen om Moderation af Kætterlovene;
Granvela raadede ogsaa dertil, og Juli 1566 gik
Filip ind paa at mildne Plakaterne. Men da
hans Brev 12. Aug. naaede N., var Forholdene
ændrede. Stormændene var maadeholdne
Katolikker, de fleste Medlemmer af Kompromiset
ligesaa. Det var mest den nationale Sag,
der laa dem paa Hjerte. Men deres
Optræden vakte stærkt Røre blandt
Kalvinisterne; Udsigten til en Standsning i
Forfølgelsen og Rygter om fr. ell. tysk Hjælp fik dem i
den yderste Spænding. I Margrete’s Svar om
Moderation saa de en Tilladelse til, at nu kunde
de gøre, hvad de vilde. De holdt aabent og
væbnet Prækemøder, organiserede sig og samlede
Penge. Kompromiset raadede Præsterne til
Varsomhed, men de kunde ikke mere tæmme
den kalvinistiske Mængde. Juli 1566 kom det til
et voldsomt Udbrud. Der var Nød i Landet efter
2 strenge Vintre, den, sammen med de hidsende
Prækener og Pøbelens Plyndrelyst, fremkaldte
en vild Billedstorm, der begyndte i
Landsbyerne om Ijperen og derfra løb over hele
Flandern, til Zeeland og Holland og videre N.
paa. Kirkernes Kostbarheder blev røvede, deres
Kunstskatte ødelagte, Præsterne mishandlede.
Kun i nogle Byer gennede de væbnede Borgere
Oprørerne bort. Stormændene vilde ell. kunde
ikke tøjle dem. Margrete søgte Hjælp hos
Kompromiset og tillod kalvinistisk Præken der, hvor
den faktisk fandt Sted. Da det blev kundgjort,
standsede Billedstormen. Men den havde gjort
Filip dybt forbitret. Oranje forudsaa, hvad der
vilde komme; han og Hoorn var stemte for at
møde det med Vaaben, men Egmont gøs
tilbage derfor, og uden ham mente de ikke, det
gik. Med den folkelige kalvinistiske Bevægelse
vilde Stormændene ikke indlade sig.
Kompromiset var blevet opløst, da Margrete gav efter,
og et Forsøg paa at genoplive det glippede. Kun
Kalvinisterne var rede til at handle, de
hvervede Tropper. Geusernavnet gik nu over paa
dem. Men Regeringen var nu stærk og havde
frie Hænder. Den fik Penge fra Filip og
samlede Hær. Geusersoldaterne og Billedstormerflokkene
blev slaaede, det kalvinistiske
Valenciennes taget og haardt tugtet: i Vaaren 1567
var al Opstand kuet. Tusinder flygtede
udenlands, ogsaa mange adelige; andre underkastede
sig. Egmont var gaaet over til Regeringen.
Oranje forlod Landet, han mente, alt var tabt.
En Lov af 24. Maj 1567 truede Kætterne med
Galge, Hjul og Pisk. Men det var ikke Filip
nok. Nu skulde N.’s Selvstændighed og
Særrettigheder bort og Kætteriet ryddes ud. Det
Hverv overdroges Hertugen af Alba. Aug. 1567
drog han fra Italien ind i Bruxelles med 10000
sp. Soldater.
Landet var roligt; kun nogle Bønder, der
gemte sig i Skove og Sumpe (Boschgeuserne),
plyndrede hist og her. Men nu skulde
Billedstormen og Adelens Opposition gengældes. Alba,
der blev Statholder i Margrete’s Sted, skabte
sig et Værktøj dertil i en Domstol, Conseil des
Troubles, der lededes af Spanierne Vargas og
del Rio. Man kaldte den Blodraadet, og den
fortjente sit Navn. Folk dømtes skarevis til
Døden, og deres Ejendom inddroges. Gammel Ret
og Skik traadtes under Fødder. Rædselen var
stor, og atter flygtede mange. Saa greb Vilhelm
af Oranje til Vaaben. I Sommeren 1568 faldt
hans Tropper fra fl. Sider ind i Landet, men de
blev dels slaaede, dels undveg Alba Kamp med
Hovedstyrken, til Oranje’s Penge slap op,
og han maatte fortrække. Kun faa
Nederlændere sluttede sig til ham, de var lammede af
Skræk, især over Egmont og Hoorn’s
Henrettelse (5. Juni 1568). I Spanien var man nu stemt
for at holde inde med Myrderiet, men først Juli
1570 kundgjorde Alba Kongens Bud om
Pardon, og imens arbejdede Blodraadet. Alba
virkede tillige paa at gennemføre Enevældet og
Enhed i Styrelsen. Navnlig vilde han have fast
Orden i Pengevæsenet. I St f.
Generalstatsbevillingerne skulde der indføres faste Skatter,
deriblandt en Afgift af 10 % ved Salg af rørligt
Gods (svarende til den sp. alcavala-Skat). Denne
»10. Penning«, der vilde have ødelagt
Handelen, vakte den stærkeste Modvilje.
Generalstaterne købte sig foreløbig fri for den ved en stor
Sum Penge, men i Juli 1571 kundgjorde Alba,
at nu skulde Skatten betales, og Filip godkendte
Beslutningen i Febr n. A. Oranje mente nu, at
Tiden var moden til et nyt Forsøg. Sommeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
