Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Kampen mod Spanien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1572 rykkede han atter ind i Brabant. Han
havde aftalt med Frankrig, hvor Hugenotterne
da var ovenpaa, at en fr. Hær S. fra skulde
samvirke med ham. Men i St f. Hjælp fik han
Budskab om Bartholomæus-Natten. Det var et
Kølleslag. Alba undveg atter Kamp, og Vilhelm
maatte trække sig bort og opløse sin Hær. Men
nu lysnede det fra en anden Kant. Mange
landflygtige var tyede til Havs og førte en vild og
blodig Sørøverfejde mod de Spanske. Disse
Vandgeuser satte sig 1. Apr. 1572 fast i Den
Briel. Det gav Stødet til en alm. Opstand i
Holland, hvor Harmen over »10. Penningen« hedede
Sindene, saa der kun krævedes en Gnist til at
tænde Branden. Ogsaa i Zeeland, Utrecht,
Geldern, Overijsel og Friesland rejste man sig mod
Spanien. Oranje havde sendt Folk til Hjælp,
og efter sit mislykkede Tog S. paa kom han til
Holland og blev Sjælen i Opstanden. En
Stænderforsamling i Dordrecht valgte ham til
Statholder. Men en stor sp. Hær rykkede nu frem
mod de oprørske Egne. Zutphen og Naarden
blev tagne og Indbyggerne saa godt som
udryddede. Den 12. Juli 1573 maatte Haarlem
overgive sig efter et halvt Aars kækt Forsvar.
Besætningen blev dræbt, 300 af dem druknedes.
Men »fra Alkmaar begyndte Sejren«. Spanierne
lagde sig for Byen, men maatte fortrække, da
Oranje vilde lade Digerne gennembryde. Lige
saa ringe Held havde de for Leyden. De
indesluttede den i Oktbr 1573; Ludvig af Nassau,
Oranje’s Broder, der vilde undsætte den, blev
slaaet paa Mook Hede og faldt, og Belejringen
fortsattes til 3. Oktbr 1574. Da drev en Storm
Nordsøvandene ind gennem de aabnede Sluser
og Diger, og en Geuserflaade undsatte den
frygtelig udsultede By.
Alba var da kaldt tilbage (Decbr 1573). Hans
Haardhed havde kun baaret bitre Frugter. De
sydlige Provinser var hærgede og dybt sunkne,
de nordlige i fuldt Oprør. Hans Efterfølger,
Requesens, skulde nu prøve at vinde med
Lempe. Han kunde heller ikke føre Krigen med
Kraft. Hæren havde lidt store Tab i Holland
(12000 Mand for Haarlem). Soldaterne fik ikke
deres Penge; Hæren, der drog fra Leyden,
gjorde Mytteri og rømmede Holland. Fl. St. S.
paa var der Soldateroprør og Plyndringer.
Requesens indledede da Underhandlinger med
Nederlænderne i S. og N. Storborgerne der var
ikke uvillige til at gaa paa Forlig; de havde
aldrig været meget for Krigen; det var de
kalvinistiske Smaafolk, Opstanden byggede paa, og
Oranje havde nu lært at skønne paa dem.
Underhandlingerne strandede paa de katolske
Krav, og Krigen fortsattes med nogen
Fremgang for Spanierne, da Requesens pludselig
døde (Marts 1576). I Syden tog Generalstaterne
nu Styret og samlede Tropper mod de spanske
Soldater, der plyndrede Landet og 4. Novbr 1576
overrumplede Antwerpen, hvor de røvede og
myrdede for Fode (»den spanske Furie«).
Generalstaterne forhandlede med Oranje, og 8. Novbr
1576 sluttedes der i Gent en Pacifikation mellem
de sydlige og nordlige Provinser, senere
stadfæstet ved Unionen i Bruxelles 9. Jan. 1577. Men
Opstanden havde draget Skel mellem Syden og
Norden. Stormændene i Syden led ikke den
Magt, Oranje vandt dernede, støttet paa
Smaaborgerne og Kalvinisterne. N. paa vilde man
ikke mere være under den sp. Konge, i Syden
hyldede Generalstaterne trods Oranje’s
Agitation den ny Statholder, Don Juan af Østerrig.
Og det vigtigste: Syden var væsentlig katolsk,
medens Kalvinisterne herskede i Norden; de
indsatte kalvinistiske Regenter i Byerne, og
Katolikkerne forfulgtes undertiden grusomt, især
af Vandgeuserne (Gorkum-Mordet). Don Juan
maatte gaa ind paa Pacifikationen og
underskrive det »evige Edikt« (12. Febr 1577),
hvorved han lovede at holde Privilegierne og sende
de fremmede Tropper bort. Han brød det snart
efter, overrumplede Namur og begyndte Krigen
igen, men fik ikke den sp. Magt bragt paa Fode.
Anderledes da han døde 1578 og afløstes af
Alexander Farnese. I de sydligste Provinser,
hvor Kalvinismen nu var udryddet, rejste de
katolske adelige en Kamp mod de
billedstormende Kalvinister i Gent og mod Oranje. Ved
Forhandlingerne i Atrecht (Jan. 1579) vandt
Farnese disse malkontente for Filip. Samtidig
fik Oranje de nordlige Provinser til at slutte sig
sammen ved Unionen i Utrecht (23. Jan.
1579), da han mærkede, at de sydlige ikke var til
at stole paa. Med Atrecht- og
Utrecht-Forbundene skiltes N. Den nordlige Union sagde sig
Juli 1581 aabent løs fra Filip. Brabant og
Flandern fulgte endnu Oranje, men Farnese trængte
længere og længere frem i dem. Ogsaa
andensteds var han heldig. 29. Juni 1579 stormede
han Maastricht, hvor 4000 blev dræbte.
Groningen, Drente og noget af Overijsel faldt i
Spaniernes Vold ved Statholderen, Grev
Rennenberg’s Forræderi (1580), og fl. Byer blev tagne.
Unionen var derhos ikke meget enig, der var
Tvist mellem Staterne, mellem Officererne og
Uro i Hæren. Folk var efterhaanden ved at
tabe Modet. Og saa blev Oranje myrdet (10.
Juli 1584), og n. A. tog Farnese Antwerpen og
dermed Flandern og Brabant.
Oranje havde altid ment, at N. maatte have
Hjælp udefra for at staa sig mod Spanien; han
havde søgt den hos tyske Fyrster, hos England
og Frankrig og budt Suveræniteten over N. til
Løn. Fl. Prinser, som Ærkehertug Mathias af
Østerrig og Hertugen af Anjou prøvede at vinde
sig et nederlandsk Rige, men de bragte ringe
Hjælp og gjorde Forstyrrelse og Skade. Efter
Oranje’s Død greb Elisabeth af England ind.
Hun havde hidtil holdt sig forsigtig tilbage, kun
givet Staterne nogle Penge og Folk. Nu sendte
hun Jarlen af Leicester over med fl. Tropper.
Han udrettede dog kun lidt imod Spanierne,
men drev en farlig Politik i Unionen. Det var
stadig Storborgerne, der raadede i Byerne og
Stænderne, navnlig i Holland, de havde fæstnet
deres Indflydelse, medens Oranje var S. paa i
Pacifikationstiden, og end mere efter hans Død.
De var maadeholdne Kalvinister, tit nærmest
Erasmianere. Leicester sluttede sig til de ivrige
kalvinistiske Præster og Smaaborgerne, der
havde faaet Magten i Utrecht. Han opbragte
Købmændene i Holland ved at forbyde deres
Handel med Fjenden. De kunde ikke undvære
Indtægten deraf. Leicester pønsede til sidst paa
at styrte Regenterne ved et Statskup, men det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
