Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Kampen mod Spanien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
glippede, og 1587 vendte han hjem til England.
Nederlænderne blev nu mere til Sinds at staa
paa deres egne Ben. I den holl. Landsadvokat
Oldenbarnevelt fik de en klog og kraftig Styrer
og i Vilhelm’s Søn Maurits af Oranje en stor
Hærfører. Hæren blev gjort mindre og mere
rørig, fik bedre Mandstugt og blev ordentlig
betalt. Maurits og hans Frænde, Vilhelm Ludvig
af Nassau, der var Statholder i Friesland,
Groningen og Drenthe, medens Maurits blev
Statholder i de andre Provinser, gik angrebsvis til
Værks. Maurits, der var ypperlig i
Belejringskunsten, tog dem ene By efter den anden, og
1594 var Spanierne drevne bort fra Unionens
Lande. Krigen fortsattes paa Grænsen mellem
de sydlige og nordlige Provinser, og Maurits
vandt et Par stolte Sejre (Turnhout 1597 og
Nieuwpoort 1600), men Spanierne viste større
Kraft, da de 1598 fik Fred med Frankrig, og
Spinola blev deres Hærfører. Han tog Ostende
efter en mægtig Belejring (fra 1601—04). Begge
Parter trættedes imidlertid af Krigen, og 1609
sluttede de en 12-aarig Vaabenhvile i
Antwerpen. Spanierne kunde ikke mere; under hele
Opstanden havde de lidt Pengemangel; det var
væsentlig den, de nordlige Provinser skyldte
deres Uafhængighed, atter og atter havde den
lammet de dygtige sp. Hærførere. Holland
derimod, som siden 1574 havde været fri for
Fjenden, var gaaet kæmpemæssig frem i Handel og
Industri. S. fra tyede mange Købmænd og
Haandværkere derop. Amsterdam afløste
Antwerpen som Verdens vigtigste Handelsstad.
Selve Krigen bragte Penge til Landet. Men den
kostede ogsaa svært. Holland, der væsentlig
maatte betale den, havde en Gæld paa 26 Mill.
Gylden. Staterne dér og i de fleste andre Prov.
længtes da efter Fred, og mod Maurits’ og
Zeeland’s Ønske fik Barnevelt Vaabenhvilen sluttet.
Det ny Rige, de 7 forenede Provinser,
Holland, Zeeland, Utrecht, Gelderland, Overijsel,
Groningen og Friesland (hvortil kom de
erobrede Landsdele i Brabant og Flandern) havde
ikke faaet nogen Centralmagt ved Unionen i
Utrecht, som var et rent Krigsforbund.
Generalstaterne var kun Fuldmægtige for
Provinsstaterne. De By- og Adelskollegier, som valgte
disse, var de egl. Suveræner. Styremaaden var
forsk. i de enkelte Provinser, og deres
Særfølelse stadig stærk. Holland som den største og
rigeste Provins kom dog gerne til at lede de
andre. Ogsaa Statholderne øvede en samlende
Myndighed. Men der var Frø nok til Tvist
mellem de hollandske Patriciere, førte af
Landsadvokaten, og Oranje-Statholderen med
Adelen, Hæren, Smaaborgerne og fl. Provinser bag
sig. Sammenstødet kom hurtig. En teologisk
Strid om Prædestinationslæren mellem de
ortodokse Kalvinister (Gomarister,
Kontraremonstranter) og de mildere Libertinere og
Arminianere (Remonstranterne) gav Anledningen. De
gomaristiske Præster vilde skaffe sig politisk
Magt. Barnevelt og de holl. Patriciere holdt
derfor med Arminianerne, og da de ortodokse
vakte et voldsomt Folkerøre, vilde han tvinge
dem til Ro. Maurits, der ved
Fredsunderhandlingerne var bleven Barnevelt gram, nægtede
ham Soldater dertil, og da Barnevelt 1616 fik
de holl. Stater til at hverve Politisoldater, slog
Maurits sig paa det ortodokse Parti.
Genenalstaterne gav ham Fuldmagt til at tvinge
Holland og Utrecht, der fulgte Barnevelt. I Aug.
1618 havde han brudt al Modstand. Barnevelt
blev henrettet 1619, fl. af hans Tilhængere som
Hugo de Groot fængsledes. En Synode i
Dordrecht 1618—19 fastslog den strenge Ortodoksis
Herredømme. Arminianske Præster blev afsatte
og maatte flygte. Regenterne i Byerne
ombyttedes med Maurits’ Venner. Men nogen væsentlig
Ændring i Styrelsen skete ikke, og Præsterne
fik ingen politisk Magt. Maurits raadede nu
næsten enevældig.
Krigen med Spanien brød ud igen 1621, men
Maurits førte den ikke synderlig heldig. Han
døde 1625, kort før Spanierne tog den vigtige
Fæstning Breda. Hans Broder Frederik
Henrik, der blev Statholder efter ham, var en
smidig Statsmand og en fortrinlig Hærfører. Han
skaltede Remonstranterne bedre Kaar og vandt
Ry ved Indtagelsen af fl. Byer (Grol 1627,
Maastricht 1632, Breda 1637). Ogsaa til Søs vandt
Hollænderne (Slaak 1631), især efter at Martin
Tramp havde faaet Flaaden i god Orden. I
Slaget ved Downs ødelagde han en stor spansk
Flaade 1639. Men de sp. Kapere fra Dunkerque
skadede den holl. Handel meget. Da Frankrig
greb ind i 30-Aarskrigen, sluttede det Forbund
med Unionen, og fr. og nederlandske Hære
kæmpede sammen mod Spanierne, dog en Tid
uden synderligt Held. Frederik Henrik styrede
Landet som Konge paa Navnet nær, holdt sine
Venner i Embederne og de holl. Patriciere
nede. Men efterhaanden blev der en stærk
Opposition mod ham; man frygtede for et monarkisk
Styre, der drev Familiepolitik, vanskøttede
Handelen og krænkede Privilegierne. Efter
fleraarige Forhandlinger fik Hollænderne sluttet
Fred med Spanien i Münster 1648. Aaret efter
Frederik Henrik’s Død. Ved Freden anerkendtes
Unionens Uafhængighed; den beholdt
Generalstatslandene i Flandern, Brabant og Limburg
og de mange Kolonier, den havde taget fra
Spanien og Portugal i Ostindien, hvorhen
Hollænderne var begyndte at fare, da Spanien 1598
havde lukket sine Havne for dem. Det bestemtes
derhos, at Schelde skulde lukkes for fremmede
Skibe: Antwerpen skulde ikke kunne hæve sig
paa ny og blive Amsterdams Medbejler. Freden
blev sluttet tvært mod Forbundet med
Frankrig. Nederlænderne begyndte nu at frygte
denne Magt mere end Spanien. Den ny Statholder,
Vilhelm II, Frederik Henrik’s Søn, var
misfornøjet med Freden og havde ærgerrige Planer
om at øge sin Magt. En Strid mellem Holland
og Generalstaterne om Afskedigelse af nogle
Soldater bød ham en Lejlighed, til at prøve
et Statskup, men det glippede, da hans Forsøg
paa at overrumple Amsterdam strandede. Snart
efter døde han (1650). Regentpartiet tog derpaa
helt Magten fra Oranje-Partiet. En
Unionsforsamling i Haag 1651 (Groote
Vergadering) gav Holland Overvægt i Riget.
Statholderens Myndighed indskrænkedes, der skulde
foreløbig ingen Statholder vælges. Jan de Witt,
Hollands Raadspensionær, blev Unionens virkelige
Styrer (1653).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
