Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Republikkens Stortid og Forfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der var særdeles forhadt (Forpagteroprøret i
Amsterdam 1748), blev ophævet; Postvæsenet
reformeredes. Vilhelm IV’s Søn og Efterfølger
Vilhelm V (1751—95) var umyndig til 1766 og
blev egl. aldrig selvstyrende. Først havde hans
Moder Magten, siden Ernst af
Braunschweig-Wolfenbüttel, endelig Vilhelm’s Hustru,
Vilhelmine af Preussen. Riget indvikledes i Søkrigen
mellem England og Frankrig under
Syvaarskrigen til Freden i Paris 1763, og siden kom det
i Tvist med England under den amerikanske
Frihedskrig, dels over Englændernes Blokade
og Kontrabandeftersyn, dels over Hollændernes
Smuglerier og Forhandlinger med
Amerikanerne. Da Unionen vilde tiltræde det nordiske
Neutralitetsforbund, erklærede England Krig
(1780—84). Nederlændernes Orlogsmagt var helt
forfalden, og Krigen bragte store Tab. Ved
Freden i Paris (1784) fik Englænderne
Handelsfrihed paa de holl. Kolonier m. m. Under
Krigen yppede Josef II som Fyrste i Belgien Kiv
med Unionen. 1781 forlangte han Barrièrebyerne
tilbage. Dem fik han. 1783 krævede han
Schelde aabnet for Antwerpen m. m. Ved fransk
Mægling afværgedes den truende Krig (Fred i
Fontainebleau 1785). Schelde blev lukket, men
Østerrig fik et Par Byer og nogle Penge.
Skylden for disse Uheld kastedes paa Vilhelm;
Granje-Partiets Anseelse dalede, og der rejstes
en skarp Partikamp mellem Prinsvenlige
og Patrioter. De første var Adelen,
Præsterne, Bønderne og Byalmuen, de sidste
Regentfamilierne og de demokratiske Borgere, der
nu, paavirkede af de eng. og fr.
Oplysningsskribenter, fik stor Indflydelse. Utrecht var
deres Hovedsæde. Det kom i 1785 og 86 til flere
voldsomme Udbrud, og 1786 afsatte Patrioterne
i de holl. Stater Vilhelm som Overgeneral. Det
trak op til Borgerkrig, udenlandske Magter
pustede til, Hollænderne rustede sig; men da de
1787 nægtede Prinsesse Vilhelmine Adgang til
Provinsen, krævede hendes Broder Frederik
Vilhelm II af Preussen Satisfaktion og lod en
Hær rykke ind, der hurtig slog Patrioterne ned
og gengav Statholderen Magten. England og
Preussen garanterede 1788 Statholderskabets
Bestaaen. Mange Patrioter flygtede, men de
blev ved at have talrige Venner, især blandt
de Dannede, og agiterede dulgt gennem
»Læseselskaberne«. Vilhelm V nød ikke Sejren
længe. Den franske Revolution brød ud, og den ny
Republik paaførte ogsaa N. Krig.
Franskmændenes Nederlag ved Neerwinden drev en Stund
Krigsfaren tilbage, men efter Slaget ved
Fleurus (1794) drog Pichegru over de frosne Floder
ind i Unionen, vejledet af et Regiment
Patrioter, Bataverlegionen, der førtes af Advokaten
Daendels. Landet blev hurtig indtaget,
Patrioterne greb Styret og hilste Franskmændene
som Befriere. Statholderen flygtede til England
(1795).
Der var oftere gjort Forsøg paa at reformere
Utrecht-Unionen (saaledes af Slingelandt og af
van de Spiegel, Raadspensionær 1785—95), men
forgæves. Nu faldt den gamle Forbundsstat.
Ved Aftalen i Haag 1795 gjordes Riget til en
»batavisk Republik« i Forbund med Frankrig.
En Nationalforsamling indkaldtes 1796 til at
udarbejde en ny Forfatning. I Forsamlingen
stod Føderalisterne, som holdt paa provinsiel
Selvstændighed, mod Unitarierne, som ønskede
fuldt Enhedsstyre. Unitarierne satte deres
Villie igennem, men først efter at Daendels havde
fængslet en Del af Modpartiet (22. Jan. 1798).
Grundloven af 1798 gav den udøvende Magt til
5 Direktører, men væsentlig samledes al
Magten hos Repræsentantforsamlingen. Den valgtes
ved alm. Stemmeret og indirekte Valg.
Repræsentanterne valgte 30 af deres Midte til det 2.
Kammer, Resten var det 1. Kammer, som
behandlede Lovene først. 1/3 af Repræsentanterne
afgik hvert Aar. Provinsernes Særrettigheder
faldt bort, Landet deltes i 8 ny Departementer;
hverken disse eller Kommunerne havde noget
at sige. Domstolene omordnedes. Allerede 1801
blev en ny Grundlov ved Kneb sat igennem.
Repræsentanternes Magt blev stærkt
indskrænket (nu kun 1 Hus paa 35 Medlemmer).
Hovedmagten fik en Statsstyrelse paa 12 Mand.
Departementerne og Kommunerne fik mere
Selvstyre; de gamle Provinsnavne toges op igen.
1805 forandredes Grundloven atter. Magten
koncentreredes endnu mere. Republikken
styredes af en Raadspensionær (Schimmelpenninck)
med et Statsraad paa 5—9 Medlemmer og 5
Statssekretærer. Den lovgivende Forsamling
skrumpede ind til 19 Medlemmer, som ikke
kunde foreslaa Love. Næste Aar lod Napoleon
Pensionæren afløse af sin Broder Ludvig som
Konge af Holland (1806—10). Han fik en
magtesløs lovgivende Forsamling paa 39
Medlemmer og et raadgivende Statsraad paa 13
Personer. Ludvig stræbte at hjælpe Landet op og
vilde føre en national Politik, men blev
derover uenig med Napoleon og nedlagde Kronen.
9. Juli 1810 indlemmede Kejseren derpaa N. i
Frankrig. Han lod det styre af en Statholder
(Lebrun), delte det i ny Departementer,
indførte fransk Lov, Værnepligt, og søgte at
tvinge fransk Sprog igennem. Administrationen
blev fuldstændig centraliseret.
Glæden ved Franskmændene var længst
fordunstet. De havde afnødt Landet vældige
Pengesummer, ladet det underholde den ene
franske Hær efter den anden, nødt det til at kæmpe
mod Englænderne, som ødelagde al Handelen,
tog næsten alle Kolonierne og gjorde
ødelæggende Indfald i Riget. Statsgælden steg
frygtelig højt. Da Napoleon indlemmede Landet,
hjalp han derpaa ved uden videre at nedsætte
Renten af Statsgælden til 1/3. Mange
Mennesker blev ruinerede derved.
Kontinentalspærringen føltes ogsaa haardt, trods flittigt
Smugleri. Tusinder unge Mænd førtes bort, tit med
Magt, for at fylde Napoleon’s Hære.
Undertrykkelsen og Sprogtvangen ildnede
Nationalfølelsen. En hemmelig Sammensværgelse mod
de Franske stiftedes af Kemper, Falck og
Hogendorp, v. d. Duyn m. fl. Da Napoleon efter
Slaget ved Leipzig maatte trække sine fleste
Tropper til Frankrig, rejste Amsterdam sig 15.
Novbr 1813. andre Byer fulgte hurtig efter.
Vilhelm V var død 1806; hans Søn blev nu
indbudt til at komme; han landede 30. Novbr 1813.
Han blev udraabt til Konge som Vilhelm I og
lovede 2. Decbr 1813 at sikre Folkets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
