- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
782

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nederlandene - Nederlandene. Historie. Republikkens Stortid og Forfald - Nederlandene. Historie. Kongeriget

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Rettigheder ved en Grundlov. Med de Allieredes Hjælp
rensedes Landet for Franskmænd. En
Notabelforsamling blev indkaldt, og efter dens Forslag
gaves en Grundlov 1814. Enhedsstaten blev
derved bestaaende, den suveræne Magt var nu hos
Kongen. Den lovgivende Magt delte han med
Generalstaterne, et Kammer paa 55
Medlemmer, valgt af Provinsstaterne. Han fik et
Statsraad som raadgivende Forsamling.
Provinserne styredes af Guvernører og Provinsstaterne,
som valgtes af Adelen og indirekte af de
stemmeberettigede Borgere.

Kongeriget.

Ved Wien-Kongressen fik N. sit gamle
Landomraade tilbage og sine Kolonier, med
Undtagelse af engelsk Guyana, Kapkolonien og
Ceylon (som var afstaaet ved Freden i Amiens
1802). Til Gengæld blev Riget forbundet med
Belgien til Kongeriget N. Som Følge heraf
maatte der gives en ny Grundlov for det hele
Rige. Den blev gennemført mod Belgiernes
Villie ved et Fortolkningskneb. Grundloven af
1815 gav Kongen en meget udstrakt Magt,
saaledes over Kolonierne. Generalstaterne kom til
at bestaa af 2 Kamre, det 1. paa 40—60
Medlemmer valgte af Kongen paa Livstid, det 2.
paa 110 Medlemmer, valgte af Provinsstaterne.
De skulde godkende Lovene og Budgettet, der
dels fastsattes paa 10 Aar, dels aarlig.
Provinsstaterne skulde vælges af Ridderskab,
Bystyrelsen og Landboerne. De fik i øvrigt ikke meget
at sige over for Guvernørerne. De bestaaende
Kirke samfund skulde ligeledes beskyttes, men de
kunde kun med Kongens Samtykke brevveksle
med fremmede Kirkehoveder ɔ: Paven
(Placet-Retten). Vilhelm I herskede temmelig
egenmægtig, men dygtig. Han gjorde meget for
at fremme Landets Velfærd og raade Bod paa
den foregaaende Tids Ulykker (bl. a. paa
Napoleon’s Rentereduktion). Men Forholdet til
Belgien var altid spændt, de to Riger var for
uens, og til sidst brast Baandet imellem dem
ved Revolutionen 1830 (se Belgien). Krigen
mod Belgien havde efterhaanden vakt Misnøje
Nord paa. Den lange Tid, der gik, inden en ny
Ordning blev truffet (status-quo-Tiden),
Hærene, der maatte holdes paa Benene, den stigende
Gældsbyrde, skabte en liberal Opposition mod
Kongen. 1840 gik han ind paa en
Grundlovsforandring, der dog ikke tilfredsstillede Folk.
Man vilde have Ministeransvarlighed, men fik
kun den kriminelle, ikke den politiske.
Generalstatsmedlemmernes Tal nedsattes. Hele
Budgettet blev nu fastsat for 2 Aar. S. A. nedlagde
Kongen Regeringen, dels af Mismod over
Sagernes Gang, dels for at gifte sig med en kat.
Hofdame. Hans Søn, Kong Vilhelm II (1840—49)
fulgte ham. Forholdene til Belgien var da i
det væsentlige ordnede. Men Finansvæsenet var
stadig i en mislig Tilstand. Gælden var 2200
Mill. Gylden. Det lykkedes Finansministeren Van
Hall at faa det i en bedre Gænge, bl. a. ved at
true Folk til et frivilligt Laan paa 127 Mill.
mod 3 % (1844), og navnlig ved Hjælp af
Indtægterne fra Indien. Ogsaa Møntvæsenet
forbedredes (1845—49). Det liberale Parti under
Ledelse af Professor Thorbecke havde fra 1844
oftere forgæves søgt at faa en ny
Grundlovsforandring i Stand. I Vilhelm II’s sidste Aar blev
Oppositionen stærkere, den almeneuropæiske
Bevægelse, der førte til Revolutionerne 1848,
mærkedes ogsaa i N. Vilhelm II mente det da
rettest at imødekomme Tidens Krav. Han
nedsatte 17. Marts 1848 en Kommission af Liberale
til at gøre Udkast til en ny Grundlov og brugte
sin Indflydelse til at faa denne gennemført.
Grundloven af 3. Novbr 1848 indførte
Forsamlings- og Foreningsret m. m., fuld
Ministeransvarlighed og indskrænkede Kongens Magt.
Generalstaternes første Kammer paa 39
Medlemmer valgte Provinsstaterne af de
Højestbeskattede, det 2. Kammer valgtes ved direkte Valg
efter en Census med 1 Medlem pr 45000
Indbyggere. 2. Kammer fik Ret til at ændre
Lovforslagene. Budgettet fastsattes ved en aarlig
Finanslov. Generalstaternes Myndighed over
Kolonierne udvidedes meget. Ogsaa til Provins-
og Kommunestyrelserne gaves direkte
Stemmeret: Gudsdyrkelsen blev fri, og alle
Kirkesamfund beskyttedes. Placetretten ophævedes.
Denne Lov bragte atter Ro til Veje i Landet.

Vilhelm III, der blev Konge efter Faderens
Død 1849, kom til Styret under de bedste
Varsler. Grundlovsstriden var endt, Finanserne
bedrede sig, Landet gik hurtig frem i Handel og
Velstand, Under Thorbecke’s Ministerium
(1849—53) gennemførtes en Mængde vigtige Love.
En Valglov af 1850 satte Census ned til
Grundlovens Minimum, 20 Gylden. En Provinslov
ordnede og øgede Provinsernes Selvstyre, og en
Lov af 1851 Kommunernes. I Skattevæsenet
arbejdede man hen paa at indføre direkte Skatter
og afskaffe Acciser, Skibspenge og Told, der
hindrede Handelen. Post-, Telegraf- og
Jernbanevæsenet fremmedes. Haarlemmerhavet
udtørredes (1849—52). Thorbecke, der i øvrigt
holdt paa Adskillelsen mellem Kirke og Stat,
vilde sætte de verdslige og kirkelige
Velgørenhedsanstalter under Statstilsyn. Han fik derved
Præsterne mod sig, og da Paven havde faaet
Frihed af Regeringen til at ordne
Katolikkernes Forhold i N. og ansatte en Ærkebisp og 4
Bisper i N. (Bullen In partibus infidelium),
opstod der et stærkt Folkerøre mod Bisperne, og
det havde Thorbecke’s Fald til Følge
(Aprilbevægelsen 1853). En Opløsning af Kamret
bragte de Liberale i Mindretal. Der var foruden dem
to Partier, de Anti-Revolutionære, som var
ivrige Protestanter, og de Konservativ-Liberale.
De sidste kom til Styret med Ministeriet Van
Hall-Donker Curtius (1853—56). Det paalagde
Kirkesamfundene nogle Forpligtelser, men
ændrede ikke den ny katolske Ordning.
Statsindgriben i Velgørenhedsanstalterne
indskrænkedes. Det gennemførte i øvrigt adskillige liberale
Love som en Ministeransvarlighedslov og en
Lov om Forsamlingsfrihed 1855. Spørgsmaalet
om Folkeundervisningen var da brændende. De
ortodokse Protestanter holdt paa konfessionelle
Privatskoler, de Liberale paa »blandede«
Statsskoler, hvor kun almenanerkendte kristne
Sandheder lærtes. Ministeriet holdt paa den sidste
Slags, og de Antirevolutionære fik det da
styrtet. Men deres Parti var i Virkeligheden saa
svagt, at Ministeriet v. d. Brugghen (1856—58),
der nærmest støttede sig til dem, alligevel

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:43 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/17/0826.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free